Vi spiser altid en del squash i løbet af august og september måned. Primært i det salte køkken, selvfølgelig. Men forleden dag bagte jeg squashkage med den lækreste, cremede flødeosteglasur på toppen. En virkelig vinderkage, som jeg hvert år glæder mig til at bage og som bare altid tager kegler.
Se også – Gulerodskage med flødeosteglasur I Banankage med chokolade I Drømmekage med kokos
Lækker og krydret squashkage.
Selve dejen til kagen er fyldt med varme krydderier, brun farin, valnødder, rosiner og så selvfølgelig squash. Så det er en rigtig sensommer- og efterårskage. Men det bedste er næsten den lækre, cremede og sød-syrlige flødeosteglasur, som fordeles på toppen af kagen. Det er lige før, at glasuren kan spises med ske direkte fra skålen. Men når den kombineres med den saftige, krydrede kage, så bliver det bare endnu bedre. Derfor venter jeg altid pænt og tålmodigt, indtil glasuren er fordelt på kagen, og det første stykke kan skæres. Og det sker altså også jævnligt, at jeg laver 1½ portion flødeosteglasur. Så får man nemlig et ekstra tykt lag.
Kagen holder sig svampet og lækker i flere dage pga. fugten fra squashen. Faktisk er den næsten bedst på 2. dagen, når kage og flødeosteglasur har fået lov til at sætte sig. Squashkagen kan med andre ord snildt bages en dags tid i forvejen, hvis man ønsker at have kage med på arbejde eller til uddeling blandt klassekammeraterne.
Tip! Se også tips til variationer af kagen under opskriften.
Squashkage med flødeosteglasur
Ingredienser
- 75 gr sukker
- 100 gr brun farin
- 2 stk æg
- 1,25 dl olie (smagsneutral olie, fx solsikke)
- 175 gr hvedemel
- 1 tsk natron
- 0,5 tsk salt
- 1 tsk stødt kanel
- 0,5 tsk stødt ingefær (kan udelades)
- 0,5 tsk stødt nellike (kan udelades)
- 75 gr valnødder (hakkede)
- 75 gr rosiner (kan udelades)
- 200 gr squash (revet)
Flødeosteglasur
- 200 gr flødeost naturel
- 75 gr flormelis (eller efter smag)
- 1 stk usprøjtet citron (revet skal)
- 3 spsk citronsaft
Fremgangsmåde
- Kom sukker, brun farin, æg og olie i en skål og pisk det sammen.
- Sigt hvedemel sammen med natron, salt, kanel, ingefær og nellike og rør det i dejen.
- Tilsæt hakkede valnødder og evt. rosiner til dejen sammen med revet squash.
- Vend dejen ud i en lille bradepande eller et ildfast fad (ca 20 x 25 cm) beklædt med bagepapir.
- Bag kagen ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i ca 45 minutter, indtil kagen er gennembagt. Tjek evt. ved at stikke et lille træspyd ned i midten af kagen.
- Afkøl kagen på bageristen.
Flødeosteglasur
- Rør flødeost sammen med flormelis og revet citronskal og smag til med citronsaft. Glasuren skal være sød-syrlig.
- Fordel flødeosteglasuren på den afkølede kage inden servering.
- Evt. rester kan holde sig i 3-4 dage på køl. Kagen kan desuden fryses. Jeg anbefaler dog, at kagen fryses uden flødeosteglasur.
Lækre variationer.
Jeg har lavet en helt plain kage, men man kan sagtens give den et skud pynt ud over flødeosteglasuren. Jeg kan fx anbefale hakkede (eller hele) valnødder og måske lidt revet citronskal (usprøjtet citron, selvfølgelig). Det ser også rigtig fint ud, hvis man bruger frysetørrede hindbær eller kandiserede violer. Og man kan selvfølgelig også pynte med andre ting, fx revet chokolade, diverse krymmel eller hvad man nu har lyst til.
Kagen kan i øvrigt sagtens laves uden rosiner, hvis ikke man er fan af den slags. Og selvfølgelig kan man også erstatte med tørrede tranebær, som er lidt mere syrlige end de søde rosiner. Valnødderne kan også udskiftes med andre former for nødder. Og endelig kan revet squash erstattes af revet gulerod. Det er faktisk opskriften på denne her skønne gulerodskage, som har inspireret mig til at lave kagen med squash. Er man slet ikke til hverken rosiner, tranebær eller nødder, så prøv 100 gr hakket chokolade. Det er heller ikke dårligt.
Kage til hverdag og fest.
Jeg havde en squashkage med til min onkels fødselsdag, som vi fejrede i går. Og vi var så heldige, at vejret i dén grad var med os. Eftermiddagskaffen blev derfor serveret i en solrig krog i haven. Der sad vi så alle sammen og hyggede os, snakkede, spiste kage og nød vejret. Ikke den ringeste måde at bruge en september-eftermiddag på. Og hvor er det bare skønt, at vi stadig kan nyde så mange, varme soltimer.
Selvom det er køligt om morgenen og græsset er vådt af dug, så har solen stadig rigtig godt fat midt på dagen. Vi tilbringer derfor eftermiddagene på terrassen med boglæsning, en lille middagslur, hygge, te og måske et tæppe over benene, inden vi går ind ved aftensmadstid. Efter maden går vi gerne en lille tur med Villy og nyder duften af brænderøg, æbler og efterår, som hænger i luften. Og når mørket falder på ved 19.30 tiden og dugen falder og aftenkulden kommer snigende, så lukker vi terrassedørene, tænder stearinlys og hygger indendørs. September er da bare den skønneste tid på året.
Tusinde tak allerførst for en rigtig dejlig blog. Du kommer bare med så mange lækre opskrifter, som er lige til at kopiere af og efterprøve. Mange af dine opskrifter er på kort tid allerede blevet vores yndlingsopskrifter. Også dine betragtninger om livet er dejlig læsning. Så mange tak for at gøre hverdagen lidt skønnere ;-).
Ved du hvor mange gram, du bruger af squashen ?. Jeg er i år så heldig at have store sguash i haven og kunne også godt tænke mig at udskifte den med gulerod en dag. Rigtig dejlig weekend til dig. Kh Helle
Helle – Tak for din supersøde besked – det er da bare den dejligste måde at gå på weekend på og jeg er så glad for, at I er så mange, som tager godt imod mine opskrifter 😀
Mht. mængden af squash i kagen, så rev jeg bare en lille squash og det kan være lidt svært at være 100 % præcis, men jeg vil skyde på, at jeg brugte 150-200 gr. Et par gram fra eller til gør jo ikke noget, men tilsæt evt. en smule ekstra mel, hvis du bruger meget squash – det indeholder jo en del væde og kagen skal helst ikke blive alt for tung 😀
Rigtig dejlig weekend også til dig.
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine.
lidt for sød efter min smag. ellers god og saftig og lidt bid fra nødderne
Helle – Ja både squash- og gulerodskage er ret søde i det, også med alle de “varme” krydderier, så jeg laver gerne flødeosteglasuren rimeligt syrlig som modspil 😀