Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Drømmekage fra Brovst – klassisk skærekage.

4 kommentarer
Ideer til studentermad, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

De fleste af os kender vist til drømmekage fra Brovst. Den klassiske skærekage med snasket kokosfyld på toppen, der er blevet bagt til kollegaer, klassekammerater, fødselsdage og familiehygge i generationer. Sådan en har jeg bagt i dag. Og eftersom det stort set har regnet hele dagen, så har jeg faktisk også allerede spist et par stykker til en god kop te. Godt pakket ind i et blødt tæppe på sofaen. Det er jo næsten ikke vejr til andet.

Se også – Banankage I Den du ved nok – kage I Chokoladekage med glasur

Klassisk opskrift på drømmekage.

Den klassiske drømmekage stammer tilbage fra 1960’erne, hvor der blev afholdt en kagekonkurrence i Brovst. Jytte Andersen deltog med drømmekagen, som hun altid bagte sammen med sin mormor, og mormors drømmekage var så god, at den vandt konkurrencen. Med til arrangementet var også en medarbejder fra AMO. Og kort tid efter blev opskriften på drømmekagen trykt i en pjece med bageopskrifter fra AMO, hvor den kom til at hedde drømmekage fra Brovst.

En drømmekage er en helt perfekt “tage-med” kage, fordi den holder sig snasket og svampet i flere dage. Den kan således uden problemer bages dagen i forvejen, og det er måske netop derfor, at den er blevet så populær at uddele til fødselsdage, klassens time og lignende arrangementer. Nedenstående opskrift giver 10 store eller 12 mindre stykker. Men vil man bage en hel bradepandefuld, så foreslår jeg, at man tredobler opskriften.

Tip! Se også tips til variationer af drømmekagen under opskriften.

4,20 fra 5 stemmer

Drømmekage

Bagetid40 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 2 stk æg
  • 125 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1,5 tsk bagepulver
  • 200 gr hvedemel
  • 1,5 dl mælk
  • 50 gr smør (smeltet)

Kokostopping.

  • 60 gr kokosmel
  • 60 gr smør
  • 100 gr brun farin
  • 0,25 dl mælk

Fremgangsmåde

  • Kom æg, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det til en luftig æggesnaps.
  • Sigt bagepulver og hvedemel sammen og vend det i æggesnapsen.
  • Rør til sidst mælk og smeltet smør i dejen.
  • Fordel dejen i et ildfast fad (ca 15 x 20 cm) foret med bagepapir.
  • Bag kagen ved 180 °C (varmluft) i 25-30 minutter, indtil den er gylden og gennembagt og gylden. Tjek evt. om kagen er gennembagt ved at stikke en tandstikker i midten.
  • Imens kagen bager forberedes kokostopping.
  • Kom kokosmel, smør, brun farin og mælk i en lille gryde og bring det i kog. Når massen bobler, tages gryden af varmen.
  • Tag kagen ud af ovnen og fordel den varme kokostopping ovenpå kagen.
  • Imens varmes ovnen op til 200 °C.
  • Sæt kagen tilbage i ovnen og bag den ved 200 °C (varmluft) i 5-10 minutter, indtil kokosfyldet er blevet en gyldenbrun og boblende masse.
  • Tag kagen ud og lad den afkøle på bageristen inden servering. Kokostoppen vil være flydende, men den stivner, når kagen afkøles.
  • Kagen holder sig svampet og lækker i 2-3 dage, hvis den pakkes godt ind. Den kan desuden fryses.

 

Se også – 

 

“Den du ved nok” kage.

 

Grøn giftkage.

 

Lækre variationer.

Selvom jeg er temmelig glad for den originale drømmekage opskrift, så skader det jo ikke med lidt variation. Og dem er der faktisk en hel del af.

Først og fremmest er der mange, som mener, at der aldrig helt er kokossnask nok på toppen af en drømmekage. Men dette kan man heldigvis nemt løse ved at lave dobbelt eller måske endda tre-dobbelt portion kokosfyld. Udover at bagetiden måske skal forlænges lidt, så kokostoppen kan nå at karamellisere og “sætte sig”, så er der faktisk ikke andet, man skal være OBS på. Og med en tre-dobbelt portion er der som regel snask nok til de fleste.

Desuden har jeg i årenes løb hørt fra flere, at de supplerer kokosfyldet med havregryn, eller helt dropper kokos og nøjes med havregryn. Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg er helt sikker på, at det smager skønt. I hvert fald hvis man bryder sig om havregrynskager og lignende.

Endelig så er kokos og chokolade jo bare et match made in heaven. Og hvis man tilsætter et par skefulde god kakao til kagedejen, så får man en skøn chokoladesmag, som er virkelig lækker sammen med den snaskede kokostop. Har man den ultimative opskrift på en lækker chokoladekage, så kan man selvfølgelig også bare bruge den. Og kan man lide appelsin, så kan man også tilsætte revet skal og saft af en usprøjtet appelsin til dejen.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Far
9 år siden

Uha den var go’

Jane Iversen
1 år siden

Sikker på kagen bliver god. Men mener at kunne huske at kagen skulle piskes over vandbad. Derfor bagte jeg den ikke ret tit. Men den var ellers god.
Jeg bagte den efter et af de der små sider fra AMO.
Men nu vil jeg prøve igen efter din opskrift. Så må jeg se om den bliver lige så let og luftig den gang.