Jeg er vild med hindbærsnitter, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste. I de seneste år har jeg lavet hundredevis af hindbærsnitter i miniformat til fødselsdage, receptioner og lignende festlige lejligheder. Og de hitter hver eneste gang. Mange bagerbutikker er også begyndt at tilbyde kagemænd lavet af hindbærsnitter. Men det er jo virkelig nemt at lave sin egen kæmpe hindbærsnitte i bradepande, og så er der nok til 25-30 kagesultne mennesker. Perfekt til børnefødselsdag og uddeling, konfirmation, studenterfest, sommerfest og meget mere.
Opskrift på kæmpe hindbærsnitte i bradepande.
En hindbærsnitte består 3 elementer. Sprød mørdej, hindbærmarmelade og glasur. Det er således en rimelig simpel kage. Og hvis vi ser bort fra smørret, som trods alt ofte findes på tilbud, så er det også en ret budgetvenlig kage.
Jeg har lavet en helt klassisk hindbærsnitte med hvid glasur og tivoli krymmel, som jeg husker det var min barndoms bagerbutikker. Men der er jo et væld af forskellige muligheder, så du pynter bare hindbærsnitten, så den passer til anledningen. Det er jo oplagt at farve glasuren lyserød eller lyseblå, men der er også uanede muligheder for at lege med andre former for krymmel. For en helt enkel og elegant hindbærsnitte bruger jeg gerne hvid glasur, frysetørrede hindbær og finthakkede pistacienødder. Det røde og det grønne ser fint ud på den hvide glasur, og giver et elegant farvespil.
Tip! Se også mine bedste tips til kæmpe hindbærsnitte i bradepande under opskriften.
Kæmpe hindbærsnitte
Ingredienser
- 600 gr hvedemel
- 200 gr flormelis
- 2 tsk bagepulver
- 300 gr smør (koldt smør)
- 4 stk æg
Desuden
- 4 dl hindbærmarmelade
- 300 gr flormelis
- krymmel
Fremgangsmåde
- Kom hvedemel, flormelis og bagepulver i en skål og smuldr smørret heri.
- Tilsæt æggene og saml det hele til en glat dej. Dejen må ikke æltes for meget igennem, den skal kun lige samles og være glat.
- Dejen kan også samles i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
- Lad dejen hvile på køl i ca 1 time.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 2 lige store stykker. Udrul hvert stykke til et rektangel (ca 30 x 35 cm) med en tykkelse på 2-3 mm.
- Dejen trækker sig let sammen under bagning, så det er vigtigt, at den udrulles så tyndt som muligt. Ellers bliver hindbærsnitterne meget tykke. Dejen kan evt. udrulles på bagepapir, som efterfølgende trækkes over på bagepladen.
- Placér mørdejen på 2 bageplader beklædt med bagepapir. Skær siderne af dejen til, så rektanglerne er helt lige og glat kanterne pænt.
- Bag mørdejspladerne midt i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 15 minutter, indtil de er gyldne. Lad herefter mørdejen afkøle på bagepladen.
- Fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag på den ene mørdejsplade. Placér herefter forsigtigt den anden mørdejsplade ovenpå marmeladen.
- Kom flormelis i en skål, tilsæt vand og rør det sammen til en tyk glasur. Tilsæt kun en smule vand af gangen, da glasuren ellers kan blive for tynd.
- Fordel glasuren på den øverste mørdejsplade og drys krymmel på toppen.
- Lad gerne kagen sætte sig i minimum 30 minutter inden servering, så glasuren kan tørre.
- Evt rester kan gemmes i en lufttæt pose i 3-4 dage. Dog vil sprødheden forsvinde, da mørdejen trækker fugt fra marmelade og glasur. Kagen er ikke fryseegnet.
Noter til opskriften.
Mørdejsbundene kan uden problemer bages i forvejen, men jeg anbefaler, at hindbærsnitten først lægges sammen, den samme dag som den skal spises. I hvert fald hvis du gerne vil have sprød mørdej, hvilket jeg absolut foretrækker. Du kan også lave hindbærsnitten dagen i forvejen, men så vil den miste en smule sprødhed, da mørdejen suger fugt fra marmelade og glasur. Den smager dog stadig dejligt.Udrulning af mørdej.
Det kan være lidt besværligt at udrulle mørdejen helt tyndt, men det er rigeligt arbejdet værd, hvis du vil have en tynd, sprød og lækker hindbærsnitte. Dejen trækker sig let sammen under bagningen og bliver dermed en smule tykkere. Så hvis ikke du vil ende med en hindbærsnitte med alt for tyk mørdej, så er det nødvendigt at udrulle dejen tyndt.
Kniber det at udrulle dejen tyndt så start evt. med at udrulle den på køkkenbordet. Flyt den herefter over på et stykke bagepapir og rul videre. På den måde kan dejen rulles helt tyndt ud, inden bagepapir og mørdej trækkes over på en bageplade og skæres til.
Se også – Hindbærsnitter | Makronsnitter | Kakao snitter
Tips til opskriften.
Det er vigtigt, at du bruger smør og ikke forskellige blandingsprodukter som fx Kærgården, når du laver mørdej. Disse indeholder olie, hvilket gør dejen blød og næsten umulig at arbejde med, når den skal udrulles. Men ellers er det faktisk ret nemt at lave en mørdej. Især hvis du bruger en køkkenmaskine, som i høj grad letter arbejdet, når der skal samles en stor portion mørdej.
Du kan sagtens bage mørdejsbundene dagen i forvejen. Men vil du have en sprød hindbærsnitte, så anbefaler jeg, at du venter så længe som muligt med at lægge kagen sammen med hindbærmarmelade og glasur. Mørdejen suger nemlig fugt fra marmelade og glasur. Vil du helst have en lidt blød snitte, så er det lige meget, men mørdejen kan kun holde sig sprød i ca. 12-15 timer.
Skal kæmpe hindbærsnitten bruges til en børnefødselsdag, så kan du pynte den med hvid glasur, og efterfølgende tegne en dreng eller pige i brun glasur hældt i en sprøjtepose. Og selvom en hindbærsnitte traditionelt pyntes med krymmel, så kan der jo sagtens tilføjes slik og “hår”, så det bliver som en rigtig kagemand.
Hindbærsnitten kan varieres i det uendelige, når det kommer til marmeladen. Jeg har haft stor succes med rabarber, blomme, stikkelsbær og kirsebær. Men der er jo mange andre skønne marmelader og kompotter, som kan bruges.
