Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Syltede kirsebær med vanilje.

16 kommentarer
Syltning
Gå direkte til opskriften
Opskrift syltede kirsebær med vanilje i et sylteglas

Så indhentede de første juleforberedelser mig sørme her midt i juli. Men sådan er det jo, hvis der skal hjemmelavet kirsebærsauce på bordet, når vi når december måned. Så i dag fik jeg lavet syltede kirsebær (eller henkogte kirsebær), så de er klar til årets risalamande. Faktisk lavede jeg et par ekstra glas, så der er både til risalamande, cheesecake med kirsebær og et par andre lækkerier.

Syltede kirsebær opskrift.

Jeg har brugt søde kirsebær til de her syltede kirsebær. Tidligere var det nemmere at skaffe syltekirsebær eller surkirsebær, som de også hedder, hvilket bruges i de gamle sylteopskrifter fra min mormors tid.

Surkirsebær er dog ikke så brugte længere, og findes kun sjældent i butikkerne, men har du mulighed for at skaffe surkirsebær, så kan de sagtens bruges til nedenstående opskrift. Du skal dog være opmærksom på, at der formentlig skal justeres lidt i sukkermængden, men smag til som beskrevet i opskriften, og tilsæt lidt mere sukker, hvis du synes, det skal til.

Opskrift syltede kirsebær med vanilje i et sylteglas
5 fra 1 stemme

Syltede kirsebær

Samlet tid30 minutter
Antal: 8 dl

Ingredienser

  • 500 gr kirsebær
  • 5 dl vand
  • 3 spsk citronsaft
  • 1 stk vaniljestang
  • 150 gr sukker

Fremgangsmåde

  • Udsten kirsebærrene og kom dem i en gryde. Tilsæt vand, citronsaft, vaniljekorn + den tomme vaniljestang og sukker.
  • Bring gryden i kog og lad den simre i ca. 10 minutter. Smag herefter saften til, og juster evt. med lidt ekstra sukker eller citronsaft.
  • Fordel kirsebærrene i 2 skoldede og evt. atamon- eller alkohol-skyllede sylteglas. Hæld herefter den kogende kirsebærsaft oven bærrene i glassene.
  • Læg låg på glassene og lad dem afkøle. Opbevar herefter glassene et mørkt sted ved stuetemperatur. Bærrene skal trække i ca. 3 uger, før de kan spises.
  • Er sylteglassene grundigt rengjorte, kan kirsebærrene holde sig i minimum 3-6 måneder. Efter åbning er holdbarheden 1-2 uger på køl.

Noter til opskriften. 

Det er oplagt at bruge syltede kirsebær til julens kirsebærsauce. Hæld 1 glas syltede kirsebær i en gryde, men gem ca. ½ dl kirsebærsaft. Udrør 1-2 spsk maizena i kirsebærsaften, og rør den i gryden. Lad saucen koge i ca. 1 minut, til den tykner let og server varm, lun eller kold. Smag evt. kirsebærsaucen til med lidt kirsebærvin, portvin eller appelsinsaft. 
 

Anvendelsesmuligheder.

Udover kirsebærsauce er der selvfølgelig en masse andre anvendelsesmuligheder for syltede kirsebær. De kan fx spises ovenpå is, og saften kan tilsættes ekstra sukker og koges ind til en tyk kirsebærsirup. Siruppen kan dryppes ovenpå ris a la mande, bruges som smagsgiver i drinks eller ganske enkelt fortyndes med vand eller danskvand til lækker kirsebærsaftevand. Er du så heldig, at have et kirsebærtræ i haven, og kirsebær i overflod, kan du også bare lave en omgang traditionel kirsebærsaftevand. Det smager fantastisk, når det serveres med masser af isterninger, og har desuden den smukkeste farve.

Udstening af kirsebær.

Inden du kan gå i gang med at sylte de smukke, rubinrøde bær, skal de udstenes. Og til dette findes et instrument – også kaldet en kirsebærudstener. Jeg må indrømme, at jeg ikke ejer en kirsebærudstener, da det er ret sjældent, jeg udstener kirsebær. Og jeg er virkelig ikke tilhænger af køkkenting, der bare fylder op i skuffer og skabe, og kun med lidt held kommer i brug.

I stedet for bruger jeg en lille kniv, og skærer et snit rundt om hvert kirsebær. Efterfølgende kan de 2 halvdele nemt vrides fra hinanden, og stenen pilles ud. Det tager mig omkring 15 minutter at udstene 1 kg kirsebær med en kniv, hvilket jeg synes, er meget fint. Men har du en kirsebærudstener liggende, så skal du selvfølgelig bruge den. Derudover kan jeg anbefale at bruge engangshandsker, da udsteningen sviner en del, og hænderne bliver meget røde.

Tilsæt evt. amaretto.

I mange opskrifter bruges der amaretto, som er en italiensk mandellikør, til de syltede kirsebær. Jeg har bevidst valgt det fra, men smager måske til med en smule amaretto, når kirsebærrene senere på året skal laves om til kirsebærsauce. Vil du alligevel gerne have amaretto i de syltede kirsebær, så udskift ca. ½ dl vand i opskriften med amaretto.

Subscribe
Notify of
16 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
9 år siden

Da der ikke er til at finde surkirsebær i butikkerne mere, brugte jeg moreller sidste år. De giver dog slet ikke den rigtige smag. Normalt køber jeg derfor færdiglavet med surkirsebær og tilsætter Cherry Heering Likør.

Claus Rasmussen
8 år siden

Hvor meget færdig kirsebær sauce bliver der at sådan et glas syltede bær? Hvis den færdige sauce skal opbevares over længere tid, skal der så tilsættes atamon og i atamonskyllede glas?

Gitte
8 år siden

Jeg er igang med syltning af kirsebær, som jeg senere kan bruge til kirsebærsovs. Har jeg begået en stor fejl ved at hælde portvin og kirsebærvin på nu og så hælde det på sylteglas, eller er det ligemeget om man gør det nu eller når man skal lave kirsebærsovs?

Paula Forsmark
3 år siden
Svar  Gitte

Hej er der mulighed for du kan lægge denne god opskrift så den kan pinnes på pinterest?

Bente hasselby
4 år siden

Har være heldig og få kirsbær forførende så jeg har ledt efter opskrifter på syltede kirsebær og endelig fundet den så nu går jeg i gang har ca 3kilo

René Zacho
4 år siden

Hvis man vil sylte kirsebær , er det så bedst at lave dem af friske bær nu, og gemme de færdiglavede glas til dec, eller gøre bærrene klar og fryse dem, for så at lave dem i nov, feks.

Tina
2 år siden

Skal vaniliestangen med i glasset eller fiskes op

Susanne Petersen
2 år siden

Skal man vente med at nævne kirsebærrene, til de skal bruges, eller kunne jeg have gjort det med det samme, skal først bruges til jul.