Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Tomatlasagne med bechamelsauce…

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Nu er det for alvor blevet sæson for tomater. Og hvad enten man er den heldige ejer af et drivhus eller ej, så er der nu mulighed for at svælge i utallige størrelser og sorter. De fleste grønthandlere og supermarkeder ligger nemlig inde med et ret pænt udvalg. Og så kan man jo passende købe nogle store flotte bøftomater med hjem og lave en skøn tomatlasagne.

>> Se også min bedste opskrift på en skøn og smovet grøntsagslasagne uden kød lige her. 

Nem og lækker tomatlasagne.

Vi har ikke selv noget drivhus, men det har mine forældre, og det skal selvfølgelig udnyttes. Vi spiser virkelig tomater i lange baner. Vi får store bøftomater i tykke skiver på leverpostejsmadder og tomatsalat med rå løg, olivenolie og lidt smuldret feta på toppen. Derudover bliver det til halve bagte tomater med krydderurter som tilbehør til grillmaden og fyldte tomater med ost.

Og så er der jo lige tomatlasagnen. En skøn vegetarlasagne, som for det meste får lov til at gøre det ud for en selvstændig hovedret eller frokostret. I hvert fald hjemme hos os. Og gerne sammen med en grøn salat og godt brød ved siden af. Dog fungerer den også helt perfekt som tilbehør til såvel kød- som fiskeretter, så der er ret mange muligheder i lasagnen.

Jeg har brugt store tomater i skiver i nedenstående opskrift, men man kan også lave den med en god tomatsauce. Evt en hjemmelavet tomatsauce. Dette kan også være med til at gøre lasagnen mere “spiselig” for folk, som ellers ikke spiser tomater. Af en eller anden grund har de det ofte helt fint med at spise både ketchup og tomatsauce.

5 fra 2 stemmer

Lasagne (tomat og bechamel)

Bagetid40 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

Bechamelsauce.

  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • ½ liter mælk
  • revet muskatnød
  • salt og peber

Desuden.

  • 8 store tomater (skåret i skiver)
  • 1 pk friske lasagneplader (kan erstattes af 9-12 tørrede lasagneplader)
  • 1 glas basilikumpesto
  • 50 gr revet ost, fx mozzarella

Fremgangsmåde

  • Smelt smørret i en gryde og rør melet ud i smørret. Tilsæt mælk og pisk godt så evt. klumper piskes ud.
  • Bring gryden i kog og lad saucen koge igennem i et par minutter, så den tykner og evt. melsmag forsvinder.
  • Smag saucen til med revet muskatnød, salt og peber.
  • Fordel lidt sauce i bunden af et ildfast fad. Størrelsen på fadet skal svare nogenlunde til, at der kan ligge 3-4 lasagneplader ved siden af hinanden.
  • Læg lasagneplader ovenpå saucen og fordel et lag tomatskiver ovenpå lasagnepladerne. Dryp med pesto på tomaterne.
  • Hæld herefter bechamelsauce over tomaterne og gentag processen med lasagneplader, tomatskiver, pesto og bechamel, indtil al lasagnen er brugt. Slut med et lag bechamel og drys med revet ost på toppen.
  • Bag lasagnen i ovnen ved 175 °C (alm ovnfunktion) i 35-40 minutter, indtil den er gylden på toppen.
  • Lad gerne lasagnen sætte sig i ca. 5-10 minutter, inden den skæres ud i passende portioner. Det gør den mere skærefast og giver pænere stykker.
  • Server lasagnen som en vegetarret med en lækker salat eller som tilbehør til kødretter.
I stedet for friske tomater i skiver, kan man bruge en god tomatsauce til lasagnen. 

Tomater i lange baner.

Lige så trist en tomat kan være i januar måned, lige så fantastisk blød, rund og let skarp er smagen lige nu. Og hører man til de heldige, der har tomater i drivhuset, og næsten ikke kan følge med, så er det bare med at komme igang. Lav gerne en stor portion hjemmelavet tomatsuppe, som sagtens kan frys den ned i passende portioner. Så er der nem aftensmad, som er lige til at gå til, en anden god gang.

Derudover er det oplagt at lave sin egen tomatsalsa eller tomatketchup. Og spiser man meget pasta og kødsauce, så er det jo oplagt at lave en stor portion lækker tomatsauce. Perfekt til pasta og pizzaer. Ligesom tomatsuppen så kan tomatsaucen nemt gemmes i fryseren. På den måde kan smagen af sommer og solmodne tomater strække sig langt hen over efteråret og vinteren. Og det er da lidt hyggeligt, sådan at gå og samle forråd.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer