Selvom vi spiser en del fisk og jeg altid sørger for, at vi som minimum har 1 fiskedag på madplanen hver uge, så synes jeg faktisk godt, at vi kan blive endnu bedre til at spise fisk. Fisk smager jo fantastisk og er sundt. Og så er det ofte lynhurtigt at tilberede med et minimum af arbejde, fordi fisk ganske enkelt ikke kræver særlig meget.

Andre lækre fisk >> Hel ørred med krydderurter I Ovnbagt laks med honning I Tærte med laks og spinat

Et godt eksempel på det kunne fx være honningmarineret ørred, som vi fik til aftensmad for nylig. Ørredsiden blev overhældt med en helt simpel marinade bestående af bl.a honning og citron, hvorefter den blev tilberedt i 15 minutter. Og så var aftensmaden klar. Nemmere kan det da næsten ikke være at sætte en lækker fisk på aftensbordet.

Honningmarineret ørred på grill.

På denne her tid af året, er det jo helt oplagt at grille sin fisk. Fisk tilberedt på grill er noget så lækkert og det gælder ikke kun for ørreder men også for laks og selvfølgelig alle mulige former for skaldyr. Fisken lægges ganske enkelt på et stykke stanniol eller i en foliebakke og kommer en tur under kuglen ved indirekte varme i ca 15 minutter og så er den klar til at spise.

Bryder man sig ikke om at bruge stanniol og foliebakker, så kan man også sagtens lægge fisken i et ildfast fad og sætte det i grillen. Men så foreslår jeg, at man anskaffer sig et fad, som udelukkende er beregnet til brug i grillen. Hvis man ikke allerede har sådan et i forvejen, selvfølgelig. Fadet kan nemlig godt blive lidt beskadiget og brændt i bunden efter et par ture på grillen. Selvfølgelig kan man også bare stege fisken i ovnen. Jeg har beskrevet fremgangsmåden for tilberedning på såvel grill som i ovn herunder.

Lækkert tilbehør.

Jeg kan godt lide at holde tilbehøret lidt simpelt, når der står en lækker fisk på menuen. Fisk i sig selv smager jo ikke voldsomt kraftigt, så jeg synes, det er synd at servere alt for kraftigt smagende tilbehør. Denne her ørred spiste vi med nye, danske kartofler, som var dampet møre i en grydefuld letsaltet vand. Derudover fik vi danske, grønne aspages, som vi spiser 2-3 gange om ugen lige for tiden. Sæsonen slutter jo til sankt hans, så det er med at nyde dem, imens vi har chancen.

Endelig havde jeg lavet en kold creme fraiche dressing med masser af friskhakkede krydderurter (purløg, dild og persille), en smule citronsaft, et nip sukker, salt og peber. En forrygende lækker middag, som vi oven i købet kunne spise på terrassen med et glas koldt hvidvin og udsigt ud over søen. Sommer i Danmark, når det er allerbedst.

Honningmarineret ørred
Print opskrift Pin opskrift
4.5 fra 2 stemmer

Ørred (honningmarineret)

Tilberedningstid15 min
Samlet tid25 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 ørredside med skind (ca 600 gr)
  • 1 usprøjtet citron
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk honning
  • frisk timian
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Gå ørredsiden efter med fingerspidserne og tjek for fiskeben. Fjern eventuelle ben med en pincet.
  • Læg fisken i et ildfast fad, en foliebakke eller på et stykke stanniol med skindsiden nedad. Bruges stanniol, så fold siderne let op om fisken.
  • Halver citronen og pres saften af den ene halvdel. Den anden halve citron skæres i tynde skiver.
  • Rør citronsaft sammen med olivenolie, honning, salt og peber til en marinade.
  • Fordel marinaden ovenpå fisken og placer citronskiverne og lidt frisk timian på toppen. Slut af med et drys salt og peber.
  • Steg fisken i ovnen i 15 minutter ved 200 °C (varmluft) eller på grillen (indirekte varme) i ca 15 minutter, indtil den er lige netop mør.
  • Fisken må endelig ikke steges for længe, så den begynder at danne hvidt skum (æggehvidestoffer). Kommer der hvidt skum, skal fisken omgående fjernes fra varmen - ellers risikerer man, at den bliver tør og kedelig.
  • Server ørredsiden med små kartofler, salat eller dampet grønt og en creme fraiche dressing med friskhakkede krydderurter.

Noter

I stedet for ørred kan man bruge en lakseside uden ben. Stegetiden er stort set den samme. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)