Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Madplan til uge 47.

2 kommentarer
Madplan – nemme madplaner til hele familien
Gå direkte til opskriften
Madplan til uge 47

Jeg har virkelig travlt for tiden. November er spækket med planer for bloggen, og selvom mange af dem er virkelig spændende, så betyder det jo ikke, at jeg har mindre travlt. Af samme grund er jeg også vildt glad for, at jeg holder fast i den ugentlige madplan og netop har lavet min madplan til uge 47 færdig. Når man har travlt, har erfaringen nemlig lært mig, at noget af det første der skrider, det er maden. Jeg har ikke noget imod nemme løsninger på travle dage, men jeg foretrækker så afgjort de nemme løsninger, som jeg selv har planlagt, fremfor at ringe efter en pizza af nød.

Med madplanerne og indkøb på plads, skal jeg ikke bruge unødig tid på at smutte i supermarkedet klokken “lidt i spisetid”. Og derudover behøver jeg heller ikke bekymre mig om, hvad jeg i det hele taget skal finde på til aftensmad. Og det er virkelig noget, som jeg sætter pris på lige nu, hvor jeg har lidt ekstra travlt. Man mærker jo nok, at december lige så stille rykker tættere og tættere på og jeg glæder mig helt vildt!!!

Få madplan + indkøbsliste gratis via mail.

Husk at det også er muligt, at modtage ugens madplan + komplet indkøbsliste gratis på mail hver lørdag morgen. Det er blot at udfylde nedenstående formular med fornavn og mailadresse og jeg deler selvfølgelig ikke oplysningerne med 3. part.

Modtag gratis madplan hver uge!

Madplan til uge 47.

Mandag – Ugen starter på den nemme måde med en af mine favoritter, når det kommer til “mad i fad”, nemlig tortellini i fad med broccoli. Retten er klar på ingen tid. Og har man ikke lyst til at røre sin egen bechamelsauce, så kan man også sagtens bruge en brik færdiglavet mornay- eller ostesauce fra supermarkedet. Fadet kan laves i en vegetarisk eller ikke-vegetarisk udgave – det kommer an på, hvilken slags tortellini man vælger.

Tirsdag – Tirsdag aften skal vi have svensk pølseret. Og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg tidligere ikke var den store fan af den klassiske familielivret. Men efter jeg fik lavet min egen version af kartofler, pølser, løg og gulerødder i en cremet paprikasauce, er det noget helt andet. Så nu får vi som regel svensk pølseret 2-3 gange i løbet af efteråret og vinteren.

OnsdagKartoffeltærte a la brændende kærlighed lyder måske lidt specielt, men jeg lover, at det er superlækkert. Sprød tærtebund, bagt kartoffelmos og løg, bacon og rødbeder på toppen. En rigtig skøn efterårs- og vinterret.

Torsdag – Torsdag står menuen på hjemmelavet fast food i form af en portion hjemmelavede falafler på den nemme måde. Hvilket vil sige, at de steges i lidt olie på panden og ikke i en frituregryde. Tilbehøret bliver formentlig fladbrød eller pita, citronsaft, blandet salat og dressing, men det bestemmer man jo selv.

Fredag – Jeg er vild med en god lasagne og i løbet af de senere år, er jeg begyndt at udskifte oksekødet med hakket kylling og lave denne her skønne kyllingelasagne med lidt ekstra grønt. Jeg synes, at kyllingelasagnen er forrygende, men foretrækker man oksekød, så bruger man selvfølgelig bare det i stedet for kylling. Det er dog et spørgsmål, om man opdager, at der er brugt kylling i kødsaucen, hvis ikke man ved det.

Lørdag – Jeg har sådan fået lyst til et rigtig lækkert, hjemmelavet stjerneskud med laks og rejer, så det kommer på menuen i weekenden. Egentlig er det jo ikke sæson for grønne asparges, så måske bliver det til hvide asparges på glas, det må tiden vise. Men både rødspættefilet’er, røget laks og rejer skal der selvfølgelig til, sammen med den gode, hjemmelavede dressing.

SøndagUngarsk gullaschsuppe er en skøn efterårs- og vintersuppe og perfekt på kølige dage. Suppen skal simre et godt stykke tid, gerne nogle timer, men er ellers uhyre simpel at lave og så smager den altså helt eminent. Bag evt. et godt madbrød eller flute til suppen, hvis familien er i bagehumør.

Ugens lækkeri – Selvom det endnu er lidt tidligt at forberede julebag, konfekt og knas, så smugstarter jeg og laver en lille portion pebermyntepastiller med chokolade i løbet af ugen. De er virkelig skønne og forsvinder som dug for solen.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Marianne Rydiander
3 år siden

Kan man få tilsendt nogle af de tidligere madplaner også?
Den for uge 47 ser god ud