Det her indlæg skal handle om det skønneste tilbehør, som jeg lavede til aftensmaden forleden aften, nemlig bagte rødbeder med feta og kapers. En perfekt kombination af søde rødbeder og salt fra hhv. feta og kapers og så var det både mættende, sundt, billigt og fint at se på. Whats not to like? Jeg ville i hvert fald ikke tøve med at servere de bagte rødbeder med feta og kapers som tilbehør til en gæstemiddag, fx til et godt stykke oksekød, en bøf eller fisk.
Jeg oplever indimellem, at det kan være svært at finde på lækkert grønsagstilbehør til aftensmaden om efteråret og vinteren. Om sommeren, hvor der er masser af skønne salater og sommergrønt at vælge imellem, er det let nok, men på denne her tid af året, hvor der ikke er meget andet end kål og rodfrugter, skal jeg ofte tænke lidt mere kreativt. Omvendt er det også om vinteren, at jeg ender med at lave noget af det bedste og mest mættende tilbehør. Der er jo som bekendt langt flere grove kulhydrater og mæthed i de grove grønsager, end hvis man eksempelvis sammenligner med et salathoved eller en tomat.
>> Se også min opskrift på bage rodfrugter med sennep, honning og timian lige her.
De bagte rødbeder er virkelig simple at lave og de kan sagtens forberedes i god tid. Rødbederne skal bare skrælles og skæres i stave, inden de kommes i en pose med olie og krydderier. Faktisk kan man også tilsætte lidt sennep, honning eller citronskal til posen og selvfølgelig kan man bruge lige præcis de krydderier eller krydderurter, som man allerbedst kan lide. Så det er nemt at sætte sig eget præg på retten.
Da rødbederne var bagte, blev de anrettet i en skål og pyntet med smuldret feta, kapers og et drys frisk persille og så var de klar til servering. Vi spiste rødbederne som tilbehør til et rosastegt andebryst, som var skåret i skiver, men rødbederne kan også sagtens udgøre et helt hovedmåltid i sig selv, fx med godt brød og en lækker salat til. Overvej evt. lidt ekstra ost, bønner, kikærter eller lignende bælgfrugter og måske lidt avocado eller nødder for lige at få lidt ekstra protein og fedt på tallerkenen, men så er der heller ikke noget i vejen for, at man sagtens kan blive mæt af bagte rødbeder, salat og brød. Og de bagte rødbeder kan spises både varme, lunkne og kolde, så bliver der noget til overs, er det oplagt at gemme resterne til frokost.
Bagte rødbeder med feta
Ingredienser
- 500 gr rødbeder
- 1 spsk olie
- 2 tsk tørret timian
- 100 gr feta/salatost
- 25 gr kapers
- 0,5 bdt persille
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skræl rødbederne og skær dem i mindre stykker eller stave.
- Kom rødbederne i en frysepose sammen med olie, timian, salt og peber. Ryst posen godt, så det hele blandes.
- Fordel rødbederne ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag rødbederne ved 200 °C (varmluft) i ca 30 minutter, til de er møre.
- Anret de varme eller lune rødbeder i en skål eller på et fad og pynt med smuldret feta, kapers og et drys friskhakket persille.
- Server de bagte rødbeder som tilbehør eller selvstændig hovedret med salat og brød. Rødbederne kan både spises varme, lune og kolde.