Det her bananbrød med fuldkornsmel – som vel ret beset og på trods af det grove mel må betegnes som en kage – hører til blandt mine favoritopskrifter, når bananerne i skålen er blevet brune og overmodne. Det er nemt at lave og smager forrygende og så er det helt perfekt til en kop eftermiddagste, når man sidder der midt på dagen og har lyst til noget sødt, fordi frokosten for længst er spist og der endnu er lang tid til aftensmaden.
Jeg har tidligere brugt denne her opskrift på bananbrød og jeg vil skynde mig at tilføje, at den stadig holder 100 % Derfor er det også den opskrift, som jeg har taget udgangspunkt i denne gang, men i forsøget på at gøre brødet bare en lille bitte smule sundere (læs: lidt mere brød og lidt mindre kage), så har jeg foretaget et par ændringer. Dermed ikke sagt, at kagen er blevet til brød, for det er nok at strække den for langt – der er stadig tale om et sødt og lækkert stykke bagværk, som kan gøre det ud for kage til eftermiddagsteen, men jeg har faktisk stort set halveret sukkerindholdet i forhold til originalopskriften og derudover har jeg tilføjet fuldkornshvedemel – mest fordi jeg kunne og fordi det hverken kan ses eller smages. Bonus.
Jeg brugte 2 meeeeget modne bananer og jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, at jeg ikke kan smage, at halvdelen af sukkeret er skippet, men faktum er i hvert fald, at min søde tand om eftermiddagen stadig bliver fuldt ud tilfredsstillet og det er jo det vigtigste. Skal det være ekstra lækkert, så kan man tilføje grofthakkede nødder/mandler eller mørk chokolade til dejen, inden brødet sættes i ovnen. Man kan også pynte den afkølede kage med smeltet, mørk chokolade, men personligt tilsætter jeg aldrig chokolade til brødet, selvom det smager dejligt, og det er der en ganske særlig grund til.
Jeg er nemlig vild med at skære en skive af bananbrødet og riste det let på brødristeren og så komme lidt smør på – ikke den første dag selvfølgelig, hvor brødet er lunt og nybagt, men i de følgende dage. Og det er egentlig ikke fordi, at brødet bliver tørt og har behov for en genopvarmning, for bananerne holder det dejligt svampet, men det smager ganske enkelt helt forrygende. Kombinationen af det let sprøde og bløde brød og så lidt koldt smør er skøn og så duer det jo ikke, hvis kagen er fyldt med chokolade, som løber ned i brødristeren.
Bananbrød med fuldkornsmel
Ingredienser
- ½ dl olie (eller smeltet smør)
- 2 æg
- 60 gr sukker
- 2 store modne bananer
- 150 gr hvedemel
- 100 gr fuldkornshvedemel (eller anden grov meltype)
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 tsk stødt kanel
- 1 nip salt
Fremgangsmåde
- Pisk olie, æg og sukker sammen i en skål.
- Mos bananerne og kom dem i æggeblandingen.
- Bland hvedemel, fuldkornshvedemel, natron, bagepulver, vaniljesukker, kanel og salt sammen og vend det i dejen.
- Fordel dejen i en mellemstor (ca 10 x 25 cm) franskbrødsform foret med bagepapir.
- Bag bananbrødet ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i ca 1 time eller til det er gennembagt.
- Afkøl brødet på bageristen og server.
- Brødet kan fint holde sig i 2-3 dage i en pose. Det kan også fryses.
Jeg kan se, der står at der skal natron i kagen. Hvordan fungere det, når der ikke er et surmælksprodukt eller anden syre i?
Henrik – Du er bestemt ikke den første, der har spurgt, men jeg har aldrig oplevet problemer 😀
Hej. Vil lave banan brød med fuldkornsmel ❤️ Hvad konsistent bør dejen have, som havregrød, tyk eller tynd eller helt almindelig ?? Kærlig hilsen Birgitte 🐝
Birgitte – Altså sådan almindelig kagedejskonsistens, hvis det giver mening. Den skal ikke være tynd som pandekagedej, men selvfølgelig heller ikke fast som en bolledej, der kan æltes og formes 😀