Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Franske vafler med smørcreme.

4 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Som barn fik jeg ofte franske vafler, når jeg var på besøg hos min farmor og jeg elskede dem. Jeg syntes, at kombinationen af sukkersprød vaffel og blød vanilje smørcreme var helt fantastisk, omend jeg må indrømme, at min farmors vafler var af den færdigkøbte slags. Og hermed menes ikke den færdigkøbte variant fra bageren. Min farmors vafler var købt i supermarkedet og fremstillet på en kagefabrik. Nemt og bekvemt.

Jeg har dog ikke spist franske vafler i mange år – heller ikke fra bageren, for det er temmelig sjældent, at jeg får bagerkager. Men jeg har ofte gået med tanken om selv at lave en portion. Og efter at have bagt havregrynskager med nutella smørcreme i sidste uge, besluttede jeg mig for, at nu skulle det altså være. I bund og grund er der jo ikke så langt fra havregrynskager til franske vafler.

>> Se også min opskrift på sprøde havregrynskager med nutella smørcreme lige her. 

Man kan sagtens lave dejen til sine franske vafler selv, men man kan også være rigtig doven og bruge en rulle færdiglavet butterdej og det var lige, hvad jeg gjorde. Butterdejen blev udstukket til cirkler, som blev rullet til ovaler på et sukkerdrysset bord og så var de ellers klar til at komme i ovnen. Faktisk næsten lige så nemt som at købe sine vafler i supermarkedet, præcis som min farmor gjorde. Men forskellen, når de franske vafler fyldes med en lækker, hjemmelavet smørcreme er altså markant. Desuden får de hjemmelavede vafler en helt anden og mere “flaget” konsistens.

Jeg var ret vild med den nutella smørcreme, som jeg brugte til havregrynskagerne i sidste uge, men valgte alligevel at lave en nougat smørcreme denne gang. Forskellen imellem de to er minimal og afhænger i al sin enkelthed af, hvorvidt man tilsætter 40 gr nutella eller 40 gr blød nougat til cremen. Vil man hellere have franske vafler med vanilje smørcreme på helt traditionel vis, så bruger man bare 100 gr smør og 100 gr flormelis og tilsætter korn af 1 vaniljestang, ½ tsk vaniljepulver eller 2 tsk vaniljesukker til cremen. That´s it.

Præcis som med havregrynskagerne, så kan de færdigbagte, franske vafler holde sig i et par uger i en lufttæt kagedåse, men når først de er samlet med smørcreme, så vil cremen afgive fugt til de sprøde vafler og så skal kagerne spises i løbet af et par dage. De er allerbedst på førstedagen, så vil man servere franske vafler til gæster, så er det bedst at vente med at samle kagerne til højst et par timer før servering. Man kan dog sagtens bage vaflerne i rigtig god tid og smørcremen kan ligeledes laves et par dage i forvejen, fyldes på en sprøjtepose og ligge klar i køleskabet. Man skal bare huske at tage smørcremen ud i god tid – cremen skal helst ligge et par timer ved stuetemperatur, så den er blød nok til at sprøjte ud på vaflerne.

4,41 fra 10 stemmer

Franske vafler

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid10 minutter
Samlet tid45 minutter
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 1 rulle fersk butterdej
  • 100 gr sukker

Smørcreme

  • 75 gr blødt smør
  • 75 gr flormelis
  • 40 gr blød nougat (kan erstattes af nutella)
  • 50 gr mørk chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Pak butterdejen ud og udstik ca 30 cmå cirkler (ca 5 cm i diameter) med en udstikker eller et lille glas.
  • Drys sukker på bordet og rul cirklerne let i sukkeret med en kagerulle, så de bliver til små ovaler. Vend dejen, så ovalerne bliver rullet i sukker på begge sider.
  • Læg ovalerne på 2 bageplader beklædt med bagepapir og prik dem jævnt med en gaffel.
  • Bag kagerne ved 190 °C (varmluft) i 8-10 minutter, indtil de er gyldne og sprøde. Lad dem herefter køle af på ovnristen.

Smørcreme

  • Kom smør, flormelis og blød nougat i en skål og pisk grundigt til en let og luftig smørcreme. Cremen kan også laves på en køkkenmaskine.
  • Fyld den bløde smørcreme i en sprøjtepose eller frysepose med en stjernetylle og sprøjt cremen ud i en cirkel på 15 vaffelbunde. Læg herefter de resterende 15 vafler ovenpå cremen som låg. Man vælger selvfølgelig de pæneste vafler til overdel.
  • Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen og pynt vaflerne med striber af smeltet chokolade.
  • Vaflerne uden smørcreme kan holde sig i et par uger i en lufttæt dåse. De kan også holde i 2-3 dage på køl, når de er fyldt med creme, men smørcremen kan godt gøre kagerne bløde, så det er bedst at lave franske vafler samme dag, som de skal spises.
I stedet for smørcreme med nougat kan man fylde vaflerne med en helt almindelig smørcreme med vanilje. Det er blot at udelade blød nougat og istedet lave cremen af 100 gr smør og 100 gr flormelis samt korn af 1 vaniljestang eller 2 tsk vaniljesukker. 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

 

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Vibeke Kaastrup
4 år siden

Hvor meget er “en rulle” butterdej..? Jeg har nemlig købt den i plader, der er foldet. I alt er der 450 gr i pakken.
Med venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen.
Vibeke.

Sara
1 år siden

Har lige lavet dem, men nougatsmørcreme. De er virkelig gode! Men mine blev virkelig høje, og man kunne ikke gabe over dem. Har du en ide om hvad jeg har gjort forkert?