Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Granola – opskrift på hjemmelavet granola.

2 kommentarer
Brunch - opskrifter., Morgenmad
Gå direkte til opskriften

Jeg elsker sprød granola. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har mere end almindeligt svært ved at stå for de mange, lækre varianter, som man kan finde på hylderne i velassorterede supermarkeder og delikatesseforretninger. Allerbedst bliver det selvfølgelig, hvis der er tale om en rigtig lækker, hjemmelavet granola. Og en smuk smoothie-bowl, eller en skål vanilje-skyr, fint pyntet med bær, nødder og hjemmelavet granola hører så absolut til blandt mine morgenmads-favoritter.

Se også – Hjemmelavet müsli I Müslibrød I Bananvafler med havregryn 

Opskrift på sprød, hjemmelavet granola.

Jeg er vild med en lækker og sprød granola. Derfor bager jeg altid granolaen i ovnen, efter at den er ristet og vendt med honning på panden. Nogle vil måske mene, at det er lidt af et dobbelt arbejde, men granolaen bliver bare ekstra sprød efter ristningen i ovnen.

Dog kan man sagtens nøjes med at riste sin granola på panden og blot lade den afkøle, inden den hældes på et glas eller en bøtte med låg. Den bliver lidt mere klistret og skal måske lige løsne med en ske, inden den kan toppes ovenpå yoghurt eller skyr til morgenmaden. Men smagsmæssigt er der jo ikke den store forskel.

Tip! Se også lækre variationer af hjemmelavet granola under opskriften. 

5 fra 1 stemme

Granola (honningristet)

Bagetid10 minutter
Samlet tid20 minutter
Antal: 5 dl

Ingredienser

  • 4 dl havregryn
  • 1 dl mandler (grofthakkede)
  • 3 spsk honning
  • 1 tsk stødt kanel (kan udelades)

Fremgangsmåde

  • Kom de grofthakkede mandler på en varm, tør pande og rist dem til de begynder at knitre og dufte.  
  • Tag mandlerne af panden og stil dem til side.
  • Kom havregryn på panden og rist dem til de bliver let gyldne.
  • Kom de ristede mandler tilbage på panden. Tilsæt honning og kanel og vend det hele godt rundt, så honningen smelter og fordeles jævnt.
  • Fordel den varme granola i et jævnt lag på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bag granolen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 10 minutter, indtil den er gylden. Vend gerne rundt i granolen 1-2 gange under bagningen så den ristes jævnt.
  • Lad granolen afkøle og opbevar den i et glas med låg eller en bøtte. Holdbarheden er minimum 2-3 måneder.

 

Se også - 

 

Hjemmelavet müsli

 

Chokolade granola

 

Lækre variationer.

Denne her opskrift er rimelig simpel og indeholder kun havregryn og mandler. Men granola kan stort set laves med alle de forskellige former for frø, nødder og kerner, som man ønsker. Ligeledes kan man tilsætte forskellige slags tørret frugt, fx tranebær, rosiner, blåbær, æblestykker, kirsebær, abrikoser, dadler, figner osv osv. Dog anbefaler jeg, at man klipper større stykker tørret frugt som dadler, abrikoser og figner i mindre bidder.

Jeg er desuden vild med at tilsætte en smule krydderier til min granola. Det kan fx være vaniljepulver eller “varme krydderier” som nelliker, ingefær, allehånde eller stødt kanel. Selvfølgelig ikke alt for meget. Men især om efteråret og op imod jul synes jeg ikke, at det gør spor, at granolaen smager en lille smule julet. Og især ovenpå en portion skyr, gerne vaniljeskyr, med en klat æblekompot, er det lækkert med et drys julekrydret granola.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Britt
6 år siden

Hvilken fordel er der ved at lave det på panden fremfor ovnen?