Forleden spottede jeg et par brune bananer i frugtskålen. De skulle selvfølgelig ikke gå til spilde, så jeg gik i tænkeboks for at finde på noget at bruge dem til. De gængse muligheder som bananmuffins eller et bananbrød med fuldkornsmel var ikke så aktuelle. Påskeferien stod for døren og vi ikke ville kunne nå at spise en masse kage. Jeg endte derfor i stedet med at lave en portion bananvafler, og de blev altså virkelig gode.
Se også – Bagt morgengrød a la gulerodskage I Spinatvafler med laks I Sprøde flødevafler
Bananvafler – nem og lækker morgenmad.
Vi spiste bananvaflerne til morgenmad. De minder faktisk ret meget om de her bananpandekager, som vi også engang imellem får til morgenmad. Og eftersom vaflerne primært består af havregryn, æg, mælk og et par bananer, så har jeg ingen problemer med at servere dem til morgenmad.
Vaflerne er dog endnu nemmere at lave end pandekagerne. Ikke mindst fordi man slipper for at stå og passe stegepanden. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det lige før, at jeg synes, at vaflerne blev endnu bedre end bananpandekagerne. Men nu er jeg også meget glad for vafler.
Tip! Se også tips til servering og til at lave dejen i forvejen i teksten under opskriften.
Bananvafler med havregryn
Ingredienser
- 100 gr havregryn
- 2 stk æg
- 1 dl mælk
- 2 stk bananer (gerne meget modne bananer)
- 1 spsk olie
- 2 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker (vaniljepulver kan også bruges)
- 2 tsk stødt kanel
Fremgangsmåde
- Kom alle ingredienserne i en skål.
- Stik en stavblender i skålen og blend det hele til en cremet vaffeldej. Er dejen for tynd, så tilsæt lidt flere havregryn. Er den for tyk, så tilsæt lidt mere mælk.
- Varm et vaffeljern op og steg vaflerne, til de er gyldentbrune. Da der er olie i dejen, bør det ikke være nødvendigt at bruge fedtstof til vaffeljernet. Man kan dog udelade 1 spsk olie i dejen og i stedet spraye eller pensle sit vaffeljern med lidt olie eller smør.
- Server vaflerne med syltetøj, flormelis, frisk frugt, vaniljeskyr, is eller hvad man nu foretrækker.
Lav dejen i forvejen.
Jeg smed samtlige ingredienser til dejen i en skål og kørte det hele glat med stavblenderen. Og jeg vil skyde på, at det tog under 5 minutter at lave dejen. Har man ikke en stavblender, så kan en almindelig blender eller food processor selvfølgelig også klare opgaven. Så er der bare lidt mere opvask. Og er man ikke den lykkelige ejer af et vaffeljern, så fortvivl ikke. Vaffeldejen kan nemt steges på en pande som små pandekager i stedet.
Vil man gerne være lidt på forkant, så kan vaffeldejen sagtens laves i forvejen. Der er jo ikke nogen former for gær eller lignende hævemidler i, så der er ingen problemer i, at den hviler på køl natten over. Og selvom det ikke tager ret lang tid at blende dejen sammen, så er det jo rart være lidt foran engang imellem. Ikke mindst hvis vaflerne skal serveres til morgenmad på en hverdag, som ofte er lidt mere travl end en weekendmorgen.
Lækkert tilbehør til bananvafler.
Selvfølgelig kan man spise vaflerne på helt traditionel vis med sukker, flormelis og/eller syltetøj. Sådan en omgang er jo altid en skøn dessert. Men spiser man vaflerne til morgenmad, så er det ret lækkert at anrette dem med en klat vaniljeskyr eller yoghurt og friske bær på toppen. Måske med et blødkogt æg og koldhævede morgenmadsboller til. Og så selvfølgelig friskbrygget kaffe eller te ved siden af. Faktisk en ret skøn morgenanretning, som jeg er helt sikker på vil tage kegler, hvis man har planer om hyggelig og langsom morgenmad i løbet af påskedagene.
Øv mine vafler sad fast i jernet. Hvad mon det kan skyldes? Havde smurt den inden
Katrine – Øv da. Som regel sidder vafler fast i et vaffeljern, hvis ikke man har smurt det grundigt med olie, inden man steger vaflerne, men det kan jo ikke være problemet i dit tilfælde. Jeg bruger selv et vaffeljern med teflonbelægning, hvor det er knap så vigtigt, at man smører jernet, så jeg hælder gerne fedtstoffet i dejen, men det kan som sagt ikke være her, det er gået galt for dig. Jeg spekulerer på, om det kan skyldes, at dit vaffeljern er nyt? Nogle gange kan et vaffeljern “drille” lidt i starten, indtil det ligesom er blevet “fedtet lidt ind” og brugt 🙂
Jeg har lavet dem som muffin. Mega gode. Men der er mange kalorier i jo
Malle – Ja, man kan ikke bare spise løs af vaflerne, hvis man eksempelvis er i gang med et vægttab 🙂
De er super lækre og første portion er spist med velbehag! Kan disse fryses ned så man måske kan lave dobbelt portion og tage op senere? ☺️
Ninna – Det burde ikke være noget problem – de kan evt. lunes i ovnen 😀
Kan man mon lave den på “belgiske vafler” plader?? Synes ikke det er alle opskrifter der er eget til det…
Trine – Uhhhh….jeg har faktisk ikke prøvet det, så jeg må indrømme, at jeg ikke er 100 % sikker. Du kan risikere, at dejen bliver siddende i jernet, fordi fordybningerne er lidt dybere. Omvendt kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre, så måske skal du bare prøve. Evt. med en lille portion først 😉 Jeg ved i hvert fald, at de kan laves på en pande som almindelige pandekager, så det er jo også en mulighed 🙂
PS. Håber du har det godt 😀
Super opskrift. Det er blevet mine 8-årige drenges yndlingsmorgenmad, så opskriften bliver flittigt brugt.
Tanja – Hvor er det bare dejligt at høre – det er da også totalt dessert-morgenmad på den “sunde” måde 😀
Hej man kan god lave dem på belgisk vaffel jern det gør jeg 😊 er blive rigtig glad for dem 🤗
Lillian – Tusind tak for tippet 🙂 Mit belgiske vaffeljern har nogle ret “dybe” huller, så jeg troede faktisk ikke, at det kunne lade sig gøre 😀
Hej
Jeg har fyldt opskriften, men kan slet ikke få dem sprøde. Hvad gør jeg forkert?
Leila – Jeg tror ikke, at du gør noget forkert. Bananvaflerne bliver ikke sprøde, som vi kender det fra almindelige vafler. Som jeg har skrevet i teksten, så minder de lidt om bananpandekager i konsistensen 😀
Fantastiske vafler. En meget nem opskrift.
Jeg lavede vaflerne, i et belgisk vaffeljern. Da belgiske vafler er tykke i det og opskriften ikke indeholder så meget fedtstof, valgte jeg at lave vaflerne et par timer før de skulle bruges og så fik de en tur i brødristeren, lige inden de skulle nydes.
Serveret med nutella og friske jordbær, var de et hit.
Tak for den gode opskrift, som jeg bruge flittigt😊
Tanja – Hvor lyder det bare superlækkert. Og dejligt at vide, at de også kan laves i et belgisk vaffeljern – det har jeg ikke selv prøvet endnu 😀
Den opskrift bruger jeg ikke igen de bliver aldrig bagt
Heidi – Æv da – det var da ærgerligt at høre. Dog er jeg lidt i tvivl om, hvad du mener med, at de aldrig bliver bagt. Altså blev vaflerne aldrig bagt, eller forblev de ubagte/rå, da du prøvede at bage dem?
Mine blev heller ikke færdigbagte, sidder bare fast i vaffeljernet uanset hvad jeg prøver..
Kamilla – Øv da, det var mystisk. Jeg går ud fra, at du bruger et jern til hjertevafler, men bruger du et “gammeldags” vaffeljern, eller et elektrisk jern med teflon belægning (non stick)?
Vi fulgte opskriften og blandede også lidt frosne bær i. I starten var dejen meget smattet i vaffeljernet, men efter nogle minutter var de perfekte.
Stor succes.
Anja – Dejligt at høre – det lyder lækkert med bær 😀
Vi blandede lidt kakaopulver i opskriften – det blev rigtig lækkert 😊
Ungerne var glade for banan-/kakaovafler til søndagsmorgenmaden.
Ingen problemer med at de hang fast, ikke blev bagte eller andet.
De var gode!
Camilla – Hvor er det bare dejligt at høre – tak for din tilbagemelding 😀
Kan du anbefale en stavblender? 🙂
Louise – Jeg sværger til min Bamix stavblender. Den er dyr men helt fantastisk og ganske uundværlig for mig 😀
Jeg har lige prøvet bananvaflerne, de er super gode. Det gør jeg igen.
Rigtig god jul.
S.Andersen – Hvor er det bare dejligt at høre. Og god jul til dig også 😀 😀
Fantastisk opskrift, de smagte så dejligt, og jeg nød dem, de hverken hængte i eller andet
Ulla – Hvor er det bare dejligt at høre 😀
Har lavet dem flere gange, og kan virkelig godt lide dem – fungerer også godt serveret med peanutbutter.
Hvis jeg lader dejen hvile i køleskabet, suger havregrynene til gengæld så meget væske, at dejen bliver helt fast. Ville du så bare tilsætte mere væske indtil konsistensen blev god igen?
Mette – Ja, havregryn kan virkelig suge til sig 😉😉 Jeg ville nok supplere med æg indtil dejen igen er nogenlunde blød. Det er jo ægget, der binder dejen sammen og sørger for sammenhængende vafler, som “sætter sig” i vaffeljernet. Men et æg kan kun “binde” op til ½ dl væske. Så hvis du hælder yderligere væske i dejen, så er jeg bange for, at vaflerne smuldrer, når du forsøger at bage dem i vaffeljernet 🙂
Jeg har forsøgt to gange og tilført mere olie. Det er ikke lykkedes mig at kunne lave dem i et vaffeljern. De skiller og sætter sig fast i jernet foroven og forneden. Jernet er smurt begge gange både foroven og forneden.
Anja – Hmmmm, altså nu er det jo lidt svært at gætte på, hvad der kan være galt, men jeg spekulerer på, om der er en grund til, at du smører jernet foroven og forneden med olie? Hvis du har et vaffeljern med slip-let belægning, burde det ikke være nødvendigt at smøre det med yderligere fedtstof, og jeg spekulerer derfor på, om det kan være derfor, at dejen skiller? Alternativt kan det skyldes, at jernet ikke bliver varmt nok. Forstået på den måde, at nogle af de lidt billigere vaffeljern nogle gange har problemer med at opnå tilstrækkeligt høje temperaturer. Men hvis du kan bage alle andre former for vafler i vaffeljernet uden problemer, så kan jeg desværre ikke lige på stående fod gætte på, hvad problemerne kan skyldes.
Skøn og nem opskrift! Jeg erstattede 30 gram havregryn med quinoa – det gav lidt knas😊 og fylde. Jeg glemte bagepulver men de blev perfekte alligevel.
Heidi – Tak for tippet – det lyder lækkert 😀 😀