Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bananmuffins med nødder.

0 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Nem kage, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

I dag dufter hele huset af kage – sødt og lækkert af bananer og vanilje. Og i køkkenet har jeg 15 flotte muffins stående, som bare venter på at blive spist. Jeg er så småt i gang med at reducere indholdet i køleskabet, inden vi rejser på ferie i næste uge. Og i den forbindelse kom jeg forbi frugtskålen, hvor der,  lå et par bananer. Og pludselig slog det mig – jeg skulle da bage bananmuffins med nødder.

Se også – Bananmuffins med chokolade I Banankage med chokolade I Bananbrød

Saftige bananmuffins med nødder.

Skal man være virkelig praktisk, så er det måske ikke så logisk at få brugt 2 bananer og 2 æg ved at lave dem om til 15 muffins. Men jeg kan med 100 % sikkerhed sige, at de her muffins nok skal blive spist. Og det er mere end man kan sige om de 2 overmodne bananer, som det hele udsprang af.

Det er efterhånden flere år siden, at jeg har bagt bananmuffins. I løbet af de seneste måneder har jeg dog fået lavet rabarbermuffins og blåbærmuffins, så selvfølgelig skulle jeg også forsøge mig med bananvarianten igen. Ikke mindst fordi bananmuffins og muffins med æble og kanel hører til blandt mine absolutte favoritter. Jeg må helt afgjort lave en portion muffins med æble og kanel, når vi kommer hjem fra ferie. De passer også perfekt til efteråret.

Jeg brugte små, almindelige muffinforme af papir til denne her portion. Det gav 15 flotte muffins, som hævede fint op over kanten. Bruger man de amerikanske muffinsforme, som er lidt større, så vil jeg skyde på, at der er til 10 muffins. Det kan i øvrigt være en god idé, at bruge en muffinplade af metal, hvis man har sådan en selvfølgelig. Den sørger for at kagerne holder faconen. Desuden bager jeg ALTID muffins ved almindelig ovnvarme og aldrig varmluft. Varmluften blæser dejen skæv, når den hæver op under bagningen, hvorimod almindelig ovnvarme får kagerne til at hæve flot op i en fin top.

Da kagerne var færdigbagte, blev de kølet af på ovnristen og så fik de lige et drys flormelis. Lidt smeltet chokolade, en klassisk chokoladeglasur, flødeosteglasur eller en karamelglasur vil også være lækkert. Men i dag blev det bare til et hvidt drys. Og nu vil jeg tage et par muffins under armen og smutte over til mine forældre og drikke en kop eftermiddagste. Selvom jeg er sikker på, at vi nok skal få de lækre kager spist, så skader det jo ikke med lidt “hjælp” udefra og en kop te og lidt snak er jo altid hyggeligt.

3,50 fra 2 stemmer

Bananmuffins med nødder

Bagetid20 minutter
Samlet tid40 minutter
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 2 æg
  • 150 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • 200 gr hvedemel
  • 50 gr smagsneutral olie (fx raps- eller solsikkeolie)
  • 2 bananer (mosede)
  • 100 gr hakkede valnødder (kan erstattes af andre nødder/mandler)

Fremgangsmåde

  • Kom æg, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk til en luftig æggesnaps.
  • Sigt bagepulver, salt og hvedemel sammen og vend det i dejen sammen med olien.
  • Til sidst tilsættes mosede bananer og hakkede valnødder.
  • Dejen fordeles i 15 almindelige muffinforme eller 10 amerikanske muffinforme. Placer evt. formene i en muffinplade. 
  • Bag kagerne ved 200 °C (alm ovnfunktion) i ca 20 minutter, til de er gennembagte.
  • Lad dem køle af på bageristen og pynt evt. med glasur eller et drys flormelis. 
  • Kagerne kan holde sig i 2-3 dage. De kan også fryses.
Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer