Selvom det officelt er forår, så har vi altså stadig kølige dage med både blæst og regn, og det er lige præcis på sådan nogle dage, at jeg får lyst til at varme mig på en skål suppe. Så selvom vinteren egentlig er slut, så spiser vi altså stadig en del skønne supper, omend denne her gulerods-porresuppe med pikantost formentlig bliver den sidste “nye” suppe, som kommer på bloggen i denne her sæson. Vi stornyder jo også alle de mange dejlige supper, som allerede ligger på bloggen – blandt andet har jeg lovet Morten, at lave en portion aspargessuppe med hjemmelavede kødboller indenfor nærmeste fremtid.
Denne her gulerods-porresuppe med pikantost smager helt forrygende, men hører samtidig til blandt de mere simple supper. Ren win win. Den indholder ganske få ingredienser, som man (ofte) har liggende i køleskabet i forvejen og så kan den være færdig på ca 20 minutter. Det er derfor også en suppe, som jeg med jævne mellemrum laver til mig selv, når jeg småfryser og får lyst til lidt varmt til frokost, men så laver jeg selvfølgelig nok til, at vi også kan få suppe til aftensmad. I hvert fald til forret.
Suppens grundelementer er porre og gulerødder, som blandes med pikantost, så suppen får en dejlig og let cremet konsistens. Det er en allroundsuppe, som kan laves hele året rundt, måske lige med undtagelse af midt på sommeren, hvor det kan være lidt svært at skaffe porrer. Jeg bruger som regel en fedtfattig, gul pikantost (light) til suppen og runder så smagen af med en sjat fløde (madlavnings- eller piskefløde), men man kan selvfølgelig bruge lige præcis den flødeost, som man foretrækker – både med smag og naturel. Dog vil jeg slå et slag for flødeost med smag, da der ikke er så pokkers mange ingredienser i suppen. Jeg synes derfor, det er lækkert, hvis osten bidrager med lidt “ekstra” smag.
Suppen er som sagt en rigtig “hverdagssuppe”, som kan være færdig på ganske kort tid, men den er også fin som nem og lækker forret til en gæstemiddag. Især fordi den kan forberedes i god tid og så blot opvarmes inden servering. Og så ser den cremefarvede suppe med de grønne og orange strimler af porre og gulerødder altså bare noget så fin ud.
Gulerods-porresuppe med pikantost
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 1 stk løg (finthakket)
- 1 stk porre
- 400 gr gulerødder (ca 5-6 stk)
- 10 dl hønsebouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 200 gr gul pikantost
- 1 dl madlavnings- eller piskefløde
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm olien i en stor gryde og sauter hvidløg og løg heri, til de bliver klare.
- Rens porren og skær den i tynde ringe. Skræl gulerødderne og riv dem groft.
- Kom porre og gulerødder i gryden og sauter i 3-4 minutter, indtil grønsagerne er faldet sammen men stadig har bid.
- Kom bouillon og pikantost i gryden og lad suppen simre under låg i ca 5-10 minutter.
- Afrund evt. smagen med lidt fløde og smag til med salt og peber.
- Server suppen varm med brød ved siden af.
Den smager skønt! Vil bruge den til forret, men er lidt tom for idéer med, hvad jeg kan pynte suppen med, så den ikke bare er “blank”:)
Michelle – Det kommer selvfølgelig helt an på, om du bryder sig om kød, eller hellere vil holde suppen vegetarisk. Men en klat creme fraiche og lidt “knas” vil være lækkert. Og det “knas” kan så udgøres af sprødstegt bacon, chorizo eller lufttørret skinke, sprøde, ristede kikærter (kan købes), rugbrødschips eller croutoner. Og så måske et grønt drys 🙂
Skal suppen blendes til sidst?😊
Julie – Det gør jeg ikke, men det bestemmer man jo selv 😀
Perfekt, tak for svar.
Det gjorde jeg heller ikke sidst, og synes det var vildt lækkert. Min derimod mente, at det måtte være en fejl😅
*mand
Jeg har tilføjet 2 store kartofler og lidt kogt kyllingbryst mums
Tina – Det lyder også godt – tak for tippet 😀