Efterår rimer bare på varm kakao – jeg trængte i hvert fald til en stor kopfuld at varme mig på, da Villy og jeg kom hjem efter en god lang gåtur rundt om søen. Bladene er for alvor begyndt at gulne nu – de drysser lige så stille af træerne og lægger sig til rette på jorden, men ellers har efteråret godt nok være noget længe undervejs, hvilket også tydeligt kan ses på de mange, grønne blade, som stadig sidder tilbage på grenene. Det er til gengæld blevet køligere og en smule diset var det også. Den varme kakao var derfor super aktuelt og der blev sørme også tilføjet både flødeskum og skumfiduser på toppen. Man skal jo ikke glemme at forkæle sig selv.
Jeg har tidligere blogget om hjemmelavet kakaopulver, eller instant kakaopulver, som man også kan kalde det og det er altså en genial opfindelse. Det tager ikke meget mere end 5 minutter at lave sådan en omgang, men det smager bare så meget bedre end det færdige kakaopulver, som kan købes i supermarkedet og som skal røres ud i mælk eller vand. Det er dog ved at være noget tid siden, at vi har haft kakaopulver herhjemme, for det har ligesom ikke rigtigt været vejr til varm kakao hen over sommeren, men forleden dag fik jeg lavet en kæmpe portion og denne her gang blev den lavet på chokolade med karamel, hvilket bestemt ikke gjorde resultatet ringere.
Jeg brugte en god drikke- og bagekakao (ikke Nesquik og lign. som primært består af sukker) samt et par af de gode, mørke plader chokolade med karamelsmag til kakaopulveret. Husk at chokoladen ikke må være med flydende karamel, bare karamelstykker. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at bruge chokolade med mint eller orangesmag, men det må blive næste gang. Jeg er sikker på, at der nok skal blive drukket mange kopper varm kakao i år, efter jeg har fundet ud af, hvor nemt det er at få varm kakao på den “gammeldags” måde med rigtig kakaopulver og chokolade.
Der er selvfølgelig metoden med blot at smelte lidt mørk chokolade i varm mælk, men på en eller anden måde synes jeg altid, at der ligger en masse usmeltet chokolade i bunden af koppen – i hvert fald hvis der bruges chokolade med en ordentlig kakaoprocent. Mon jeg er den eneste med det problem?
Skulle der nu sidde nogle derude, som ikke er så meget til varm kakao, men som stadig gerne vil have et strejf af chokolade, så kan jeg anbefale at smutte 1 teskefuld hjemmelavet kakaopulver i kaffen eller måske i en cafe latte – det giver en super lækker choko kaffe eller choco latte, som evt. kan toppes med flødeskum og chokoladedrys på toppen. Mums.
Kakaopulver med karamel
Ingredienser
- 125 gr god mørk chokolade med karamelstykker (fx Lindt eller Marabou)
- 50 gr god kakaopulver
- 150 gr sukker
- 1 spsk maizena
- 1 nip salt
Fremgangsmåde
- Bræk chokoladen i mindre stykker og kom den i en food processor sammen med de øvrige ingredienser. Kør det hele til en jævn masse.
- Opbevar kakaopulveret i en fin dåse eller lignende lufttæt beholder indtil brug.
- Har man ikke en foodprocessor, kan chokoladen hakkes meget fint med en kniv eller i en minihakker. Den kan også rives på et rivejern. Derefter skal alle ingredienserne blot blandes i en skål og kan efterfølgende hældes i en dåse.
- Ved servering varmes mælk i en gryde eller i en kop i mikrobølgeovnen og der røres kakaopulver i den varme mælk. Styrken på kakaoen afhænger af smag og behag. Det er derfor svært at angive helt præcist, hvor mange kopper portionen rækker til, men beregn ca 1 stor tsk kakaopulver pr. dl mælk.
Uhm, vist lige det vi skal bruge nu i den kolde tid.
Men lige et spørgsmål, hvorfor skal der maizena i?
Hilsen Marianne
Marianne – Ideen til opskriften stammer fra et amerikansk madblad, som jeg engang læste og så vidt jeg husker, så bevirker maizenaen/majsstivelsen, at pulveret opløses fint i den varme mælk uden at danne “klumper” 😀 Der stod i hvert fald et eller andet med mælkepulver, hvis ikke man brugte maizena, sååå 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Hej Anne-Kathrine. Det ser meget lækkert ud, hvor længe tror du pulveret kan holde?
Christina – Ehhhmmm….jeg havde faktisk glemt en rest pulver, som jeg fandt for nylig, og den smagte udmærket – den var 8-9 måneder gammel. Men chokolade, kakao, sukker og maizena eller jo heller ikke lige ingredienser, som bliver fordærvede sådan lige med det samme, så hvis bare de opbevares i en lufttæt bøtte eller et glas, så kan det sagtens holde sig i laaaaang tid 😀