Efter at jeg postede opskriften på de hjemmebagte pitabrød, som vi fik til aftensmad i går aftes, har jeg modtaget henvendelser fra flere af Jer læsere, som har efterspurgt opskriften på en del af fyldet til pitabrødene, nærmere bestemt den hjemmelavede kyllinge shawarma, som jeg omtalte på bloggen i går.
Og selvfølgelig skal opskriften postes her på bloggen, for hvor var den kyllingeshawarma da bare helt forrygende lækker og absolut noget, som jeg vil lave igen og igen. At det så derudover også var fantastisk simpel aftensmad, som stort set passede sig selv hele vejen igennem, gør det jo bare til en endnu mere oplagt familiefavorit på middagsbordet.
Det kræver selvfølgelig lidt forskellige slags krydderier, når man skal røre marinaden til shawarmaen sammen, men jeg har bestræbt mig på udelukkende at bruge krydderier, som kan købes i de fleste større supermarkeder. Der er kort og godt tale om ingredienser, som de fleste af os med lethed kan få fat på, hvis de da ikke allerede står i køkkenskabene og bare venter på at komme i brug. Vi har i hvert fald som udgangspunkt altid chili, paprika, stødt spidskommen og lignende stående.
Jeg valgte at stege kødet i ovnen, da den alligevel var i gang, men kyllingestykkerne kan også sagtens laves på en stegepande. Og når det bliver lidt varmere i vejret, er det jo oplagt at fordele kødet på spyd og tilberede det på grillen. Jeg elsker i hvert fald smagen af grill.
De marinerede og stegte kyllingebryster på skåret i mindre stykker på bedste “shawarma-vis” og fyldt i lune, friskbagte pitabrød. Udover kylling fik vi også strimlet salat, majs, ærter, tomat, agurk, feta, oliven og creme fraiche dressing. Hjemmelavet fast food når det er allerbedst og så var der oven i købet en rest shawarma og lidt blandet salat, som jeg har spist til frokost i dag. Ikke den værste måde at tage hul på en dejlig weekend.
Kyllinge shawarma
Ingredienser
- 3-4 stk kyllingebryst uden skind og ben
- 4 spsk olie
- 2 spsk citronsaft (eller efter smag)
- 2 fed hvidløg (presset)
- 1 tsk paprika
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk stødt koriander (kan udelades)
- ½ tsk tørrede chiliflager (eller chilipulver)
- ½ tsk stødt kardemomme
- ½ tsk stødt ingefær (kan udelades eller erstattes af friskrevet)
- 1 tsk groft salt
- peber
Fremgangsmåde
- Skær kyllingen i mindre stykker og læg dem i en frysepose.
- Rør ingredienserne til marinaden sammen og hæld den over kyllingen i posen. Ryst posen godt, så marinaden fordeles.
- Læg posen i køleskabet og lad kyllingen trække i minimum 2 timer, men gerne længere.
- Fordel kyllingestykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir og steg kødet i ovnen ved 190 °C (varmluft) i 10-15 minutter, indtil kyllingen er gennemstegt. Kyllingestykkerne kan også tilberedes på en stegepande.
- Skær kyllingen i mindre stykker og server den til pita eller fladbrød med salat og creme fraichedressing. Det er også lækkert med chili- og hvidløgsolie.
Haps det snupper vi til aftensmad i aften. Det lyder så lækkert:-)
Mari – Og det håber jeg så også, at det var – altså lækkert 😀
Det er mega lækkert og let at lave. Helt klart en opskrift som bliver i gemmerne. 🙂
Christina – Det glæder mig, at du kunne bruge opskriften 😀
Bliver aftensmad her idag(0:
Kyllingen blev lagt i marinade i går
Men vil prøve at lave dine pandebrød til(0:
En god hvidløgs dressing og en masse af lækkert grønt(0:
Glæder mig(0:
Karina – Åhhh, det lyder sørme ikke dårligt. Bliver jo helt misundelig, selvom menuen også står på lækker kylling herhjemme hos os 🙂
Det smager bare så godt . En favorit herhjemme.
Gitte – Mange tak 😀 Det er faktisk al for længe side, at vi sidst har fået kyllingeshawarma, så det skal vi vist snart have igen 😀