Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Tykmælk – Opskrift på hjemmelavet tykmælk.

17 kommentarer
Brunch - opskrifter., Morgenmad
Gå direkte til opskriften

Når det er sommer, så skal der laves hjemmelavet tykmælk. I hvert fald hvis jeg skal stole på diverse gamle kogebøger fra min mormors tid, og som jeg elsker at bladre i. Ifølge min mormors kogebøger, så er det den lumre sommervarme, som får kærnemælk og fløde til at stivne til tykmælk. Og helt optimalt bliver det, hvis der er torden i luften. Men uanset hvad så er hjemmelavet tykmælk da også bare indbegrebet af sommer.

Se også – Amerikanske pandekager I Rugbrødsdrys I Havregrød med blåbær

Hjemmelavet tykmælk.

Nu er det jo ikke ligefrem fordi, at jeg ikke kan gå i supermarkedet og købe en liter tykmælk. Men jeg syntes faktisk, at det kunne være sjovt at prøve at lave min egen tykmælk. Derfor købte jeg i stedet 1 liter økologisk sødmælk og 1 liter økologisk kærnemælk.

Mælk og kærnemælk skal være økologisk, da disse er uhomogeniserede. Fordelingen af fedtet i mælken er derfor en lidt anden. Kærnemælken skal desuden helst være så frisktappet som muligt. Det skyldes nogle bakterier, der helst skal være i live/til stede, for at få tykmælken til at stivne. Men er kærnemælken et par dage gammel, går det også nok.

4,50 fra 4 stemmer

Tykmælk (hjemmelavet)

Hviletid12 timer
Samlet tid12 timer 20 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 liter økologisk sødmælk (det skal være økologisk)
  • 1 dl piskefløde
  • 1 dl økologisk kærnemælk (så frisk som muligt)

Fremgangsmåde

  • Mælk og fløde kommes i en lille gryde og varmes op til lige under kogepunktet – 85-90 °C.
  • Tag gryden af varmen og afkøl mælken indtil den er lillefingervarm eller ca. 25 °C.
  • Rør kærnemælk i den lune mælkefløde og fordel blandingen i 4 mindre skåle.
  • Dæk skålene til med husholdningsfilm og stil dem lunt eller ved stuetemperatur til næste dag (minimum 12 timer). 
  • Inden servering røres lidt rundt i tykmælken, så flødelaget på toppen fordeles ind i tykmælken.
  • Øs op og spis med rugbrødsdrys, friske bær og nødder.

Tilbehør til hjemmelavet tykmælk.

Traditionelt spises tykmælk jo med rugbrødsdrys eller bare revet rugbrød og et drys brun farin. Sådan har jeg i hvert fald fået det serveret i løbet af hele min barndom. Men der er jo rigtig mange muligheder, når det gælder lækre toppings. Og især når det kommer til hjemmelavet tykmælk, synes jeg godt, at man kan tænke lidt anderledes. Ikke mindst fordi at hjemmelavet tykmælk er så lækkert, at det også sagtens kan serveres som en lidt anderledes sommerdessert.

Jeg synes, at hjemmelavet tykmælk med topping af friske frugter og sommerbær er superlækkert. Fx jordbær, hindbær, blåbær og kirsebær. Derudover fungerer nektariner, ferskner, abrikoser og blommer også fantastisk godt sammen med den syrlige tykmælk.

Vil man servere tykmælken til dessert, så kan jeg anbefale, at man tilfører lidt knas, så det ikke bliver alt for blødt i blød. Det kan fx være en ristede nødder eller mandler, hakket chokolade eller en hjemmelavet chokolade granola. Og faktisk fungerer kammerjunkere også helt perfekt til hjemmelavet tykmælk. Smagen minder jo en smule om koldskål.

Subscribe
Notify of
17 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
13 år siden

Høkassen – Jeg læste også, at jeg skulle gemme lidt tykmælk til en ny portion, lidt ligesom til surdej, men det glemte jeg denne gang. Nu er det jo heller ikke fordi jeg laver/spiser tykmælk flere gange om ugen, så det var nok bare blevet dårligt:-)

Høkassen.dk
13 år siden

Jeg koger også mælk og fløde op, tilsærret lidt yougurt og stiller skålen med et tæt låg ned i Høkassen, her holder det sig varmt hele dagen. Om aftenen stiller jeg yougurten i køleskabet, så den er dejlig kold næste morgen.
Husk og gem lidt af yougurten til til næste portion.

LaTascha
13 år siden

Hanne – Jeg kender det, min liste vokser også konstant, især efter jeg har kastet mig over snacks og appetizers her i sommer:-)

Jeg venter også bare på, at Malou tager udfordringen på;-)

Knus fra

Anne.

Hanne's verden
13 år siden

Det må jeg også prøve. Listen over ting, som skal afprøves vokser katastrofalt hurtigt disse dage.

Hahaha … mælk er noget faaaarligt stads!!!

Og GO til Malou … tykmælk med bacon – vi vil se det!! 😉
Knus Hanne

LaTascha
13 år siden

Malou – Det smager nemlig helt fantastisk også selvom jeg ikke lige havde en ko ved hånden, som jeg kunne malke:-)
Jeg synes helt klart du skulle overveje at lave sådan en omgang – det kan jo altid være du kan eksperimentere med at drysse lidt bacon på;-)

LaTascha
13 år siden

Birthe – Jeg så det faktisk også i lørdags med Anne og Anders, det var derfor jeg kom i tanker om, at jeg havde en gammel aftale med mig selv, om at prøve at lave tykmælk. Og let var det i hvert fald:-)

Kærlig hilsen

Anne.

Malou Klidmoster
13 år siden

Uh, det er altså en meget undervurderet spise. Min oldemor lavede det i gamle dage med nymalket mælk og så kom det i høkasse inden det blev kølet ned. Jeg husker det som meget lækkert.

Det kunne være man skulle forsøge sig med en portion 🙂

Newyorkerbyheart
13 år siden

Hvor ser det godt ud!! Jeg så det i programmet med Anne Hjernøe på DR2 i lørdags og det lyder jo let 🙂

KH
Birthe

Nicolai
9 år siden

Jeg har lavet tykmælk uden at koge det, den blev meget fin.
Jeg har også lavet creamefraice 1 litter øko fløde og 1/2 dl. Kærnemælk stilles lunt i 12 timer og derefter ville i køleskabet et døgn det blev meget lækkert.

Anne-Mette
7 år siden

Jeg plejer at røre 1-2 spsk skummetmælkspulver i mælken mens jeg varmer den op. Det højner proteinindholdet og gør den dejligt cremet 🙂

Anat Larsen
6 år siden

Det lyder jo let! Hvis man har lyst til at investere 30 kr og 2 dage i et par skåle tykmælk..
Mind you – jeg laver alt min mad fra bund.

Aksel Ludvigsen
4 år siden

Min mor lavede tykmælk, jeg husker de stod på trappen ned til kælderen. Der var nok tordenvejr og lummert. Det smagte himmelsk, med rugbrødsgrys.

Jesper
23 dage siden

4 stars
Det virker ligeså fint uden økologiske produkter. Tak for opskriften, det smagte skønt.