Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Amerikanske pandekager.

8 kommentarer
Brunch - opskrifter., Desserter, Ideer til studentermad, Morgenmad, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

I går morges sov vi længe og blev efterfølgende enige om, at vi fortjente lidt ekstra til morgenmad. Så imens Morten dækkede bord, stegte bacon i ovnen og lavede scrambled eggs, så lavede jeg en portion amerikanske pandekager. Af den gode tykke slags, der nærmest soufflerer på panden og kan suge nogle solide mængder sirup.

Se også – Bananvafler I Bananpandekager I Honningristet müsli I Koldhævede morgenmadsboller.

Amerikanske pandekager til morgenmad.

Der var blåbær og jordbær i køleskabet. Og amerikansk ahornsirup – hjembragt fra New York – i skabet. Desuden var der friskbrygget kaffe og te og friskpresset blodappelsinjuice i glassene. Så kunne vi vist heller ikke forlange mere. Det skulle da lige have været en skål yoghurt med masser af frisk frugt og bær og hjemmelavet, honningristet müsli på toppen. Men jeg tror faktisk ikke, at vi havde kunnet spise det alligevel, hvis vi havde haft muligheden.

Tip! Se også tips til at forberede pandekagedejen i god tid under opskriften. 

4,36 fra 17 stemmer

Pandekager (amerikanske)

Samlet tid30 minutter
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 300 gr hvedemel
  • 1 tsk natron
  • tsk bagepulver
  • 40 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt
  • 4 dl mælk
  • 1 stort æg
  • 2 spsk smagsneutral olie, fx rapsolie
  • evt. smør eller lign til stegning

Fremgangsmåde

  • Bland hvedemel, natron, bagepulver, sukker, vaniljesukker og salt i en skål.
  • Tilsæt æg, mælk og olie og pisk det hele sammen til en tyk pandekagedej.
  • Varm en stegepande op og hæld en skefuld dej på panden. Pandekagerne skal være ca. 10-15 cm i diameter. Når pandekagen danner bobler i overfladen, vendes den og steges på den anden side. 
  • Jeg bruger en slip-let pande (en pande med teflonbelægning), men har man ikke sådan en, så kan det være nødvendigt at komme lidt fedtstof på panden, når man bager pandekagerne.
  • Læg pandekagerne ovenpå hinanden, så de danner en fin stabel og server med ahornsirup og friske bær. Man kan også gå "all in" og servere sprødt bacon, pølser og scrambled eggs til pandekagerne.
  • Skal man bage en større portion pandekager, så kan man holde dem varme i ovnen ved 100 °C. Pandekagerne kan desuden fryses og lunes i ovnen.

Den perfekte brunch.

Vi spiste scrambled eggs og bacon først og så fik vi pandekagerne bagefter som sådan en slags dessert. Hver enkelt bid sendte os direkte tilbage til New York og USA generelt. Hold da op, hvor har vi efterhånden spist morgenmad og pandekager på mange forskellige diners, restauranter og hoteller. Og der blev da også udvekslet en hel del ferieminder hen over morgenbordet. Noget så hyggeligt, at sidde og hyggesnakke og dele dejlige minder og skønne oplevelser hen over et godt måltid og friskbrygget kaffe.

Amerikanerne skelner i øvrigt ikke så meget imellem det søde og det salte, når de spiser morgenmad. På de fleste menukort kan man således finde både vafler, french toast og pandekager, som serveres med friske bær og scrambled eggs samt et udvalg af skinke, bacon og pølser. En lidt pudsig sammensætning. Men når man først har vænnet sig til det, så er der altså noget over kombinationen af det søde og det salte. Gerne med et ordentligt skud amerikansk ahornsirup på toppen.

Forbered dejen og spar tid.

Nu var pandekagerne i går jo en lidt spontan beslutning. Derfor rørte jeg dejen sammen fra bunden og stegte dem efterfølgende og det kan man selvfølgelig sagtens gøre. Men vil man servere pandekager til morgenmad og gøre det lidt nemmere for sig selv, så kan jeg anbefale, at man forbereder sig ved at blande de tørre ingredienser i en skål om aftenen og dækker dem til.

Derefter er det blot at piske mælk, æg og olie i blandingen om morgenen og så er dejen klar til at komme på panden. Lidt ligesom hvis man køber en pakke færdiglavet mix i butikkerne men bare på den gode, hjemmelavede måde. Faktisk kan man også lave en større portion, så man altid har pandekagemix, der blot skal blandes med mælk, æg og olie, stående klar i køkkenskabet.

Skal man lave en større portion, kan man desuden holde pandekagerne varme i et fad i ovnen efterhånden som de bliver færdige. Indstil ovntemperaturen på ca 100 °C Og dæk evt. fadet til med et stykke stanniol. Så bliver de ikke “tørre”, imens de står i ovnen. Vil man være ude i god tid, så kan man også fryse pandekagerne og blot lune dem i ovnen lige inden servering. Helt oplagt til større bruncharrangementer som fx fødselsdage, barnedåb og lign.

Subscribe
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mathilde
6 år siden

Hej ?
Kan man lave disse aftenen inden og sætte i køleskabet og så lune dem om morgenen, eller bliver de slatne?

Maden i mit liv.
6 år siden
Svar  Mathilde

Mathilde – Det burde godt kunne lade sig gøre – de bliver måske lidt gummiagtige, men jeg tror, at en tur i ovnen vil gøre underværker. I øvrigt er amerikanske pandekager jo ikke “sprøde” på samme måde, som de traditionelle, tynde pandekager 😀

Katja
4 år siden

Det er da ikke amerikanskepandekager. Hvor er kærnemælken henne??? Hilsen Katja

Tina
3 år siden

Kan man lave dem på et bål

Lotte
1 år siden

Hvis man undlader vanillesukker, kan man så bruge dem som blinis med creme fraiche, rødløg og ‘kaviar’ 🤗