Koldskål med kammerjunkere er og bliver en rigtig sommerdessert, og vi spiser virkelig meget koldskål i løbet af sommeren. Her har jeg lavet en skøn og dejlig cremet jordbærkoldskål. Et lækkert alternativ til den klassiske koldskål med vanilje og citron og så er den virkelig nem at lave. Faktisk er den så nem, at jeg vil vove den påstand, at de fleste kan have en portion jordbærkoldskål klar på max 10 minutter.
Se også – Hjemmelavede kammerjunkere.
Lækker og cremet jordbærkoldskål.
Koldskålen er helt uden æg, så man behøver ikke købe pasteuriserede æggeblommer, hvis man er bange for salmonella. Den er lavet på jordbæryoghurt, som blandes med lidt sukker og vanilje, inden den piskes sammen med kærnemælk til en lækker og cremet koldskål med en fin smag af jordbær og vanilje. Faktisk laver jeg også ofte almindelig koldskål på den måde. Der bruger jeg bare tykmælk eller ymer i stedet for jordbær yoghurt og så tilsætter jeg masser af citronsaft, sukker og vanilje. Og kærnemælk, selvfølgelig. Og resultatet er altså den skønneste, cremede koldskål, som man slet ikke ville gætte på, ikke indeholder æg.
Vil man ikke bruge jordbæryoghurt, så kan man i stedet lave jordbærkoldskål ved at blende friske, nippede jordbær med lidt sukker og røre dem ud i en portion traditionel koldskål. Hvorvidt der skal være stykker af jordbær i koldskålen, eller den skal være helt glat, bestemmer man jo selv, når man blender. Jeg kan desuden godt lide at komme jordbær i skiver eller kvarte i jordbærkoldskålen. Det ser fint ud og giver en dejlig smag, men det bestemmer man jo også selv.
Andre skønne koldskålsdesserter – Koldskål med tykmælk og æg I Koldskålskage med kammerjunkere
Topping til koldskål.
Der findes et væld af forskellige muligheder, når det kommer til topping på koldskål. Nogle sværger til sukkerristede havregryn eller “koldskålscrunch” fra supermarkedet og andre vil helst have små marengs/kyskager, friske bær, en kugle is eller guf i koldskålen. Og så selvfølgelig den helt traditionelle med kammerjunkere, som nok er min favorit.
Jeg foretrækker helt klart hjemmebagte kammerjunkere, som ikke er heeelt så småkagesøde som dem, man køber i butikkerne. Tidligere bagte jeg som regel kammerjunkere efter denne her opskrift – de smager skønt og ligner til forveksling de “rigtige” kammerjunkere. Sidenhen har jeg dog udviklet en noget nemmere opskrift – samme gode smag, men de skal kun bages en enkelt gang og ikke halveres, så det går selvfølgelig noget nemmere.
Jordbærkoldskål
Ingredienser
- 5 dl jordbær yoghurt
- 3 spsk sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 5 dl kærnemælk
Fremgangsmåde
- Hæld jordbæryoghurt, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk til sukkeret er nogenlunde opløst.
- Tilsæt kærnemælk og pisk til en lækker og cremet koldskål.
- Smag til med ekstra sukker eller vaniljesukker.
- Opbevar koldskålen på køl og servér evt. med friske jordbær og kammerjunkere.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 3-4 dage. Koldskålen kan desuden fryses.
Jeg synes, ren jordbær- eller hindbærgrød har en fad og kedelig smag. Derfor koger jeg en siet ribsgrød og hælder frosne eller friske jordbær eller hindbær i den buldervarme grød. Alle er vilde med min grød.
Elsebeth – Jeg er faktisk ikke så meget til frugtgrød, men nu har jeg heller ikke hverken en dessert- eller kage sød tand – til gengæld vil jeg vældig gerne lave det til andre 😉
Mht. frugtgrøden, så er lige præcis ren hindbærgrød faktisk en af mine favoritter, hvis det skal være. Den bliver helst kogt på små, nyplukkede skovhindbær og så smager jeg gerne grøden til med lidt citronsaft, netop for at undgå den der let fade smag 🙂
Hej Kathrine
Jeg er også fan af koldskål med bær – og på mit arbejde laver vores madmor én helt fantastisk én af slagsen, men hun siger, hun bruger frosne bær – og direkte fra posen (altså uden kogning først). Har du lavet koldskål på denne måde? Er det bare mig, der er paranoid?
Christina – Uhhh, den er lidt svær, for umiddelbart så siger alt hvad jeg har lært, at når man laver mad i større institutioner – fx børnehaver, plejehjem, osv osv, så følger man de gængse regler og bruger fx ikke bare rå bær. På rigtig mange poser med frosne bær står der faktisk, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at de gives et opkog. På samme måde skal institutionerne altid bruge past. æg, hvis de skal bruges til koldskål, råcreme og lign, selvom salmonellafaren er drevet over for mange år siden.
Omvendt må jeg jo så indrømme, at jeg godt kan finde på at lave en smoothie til Morten og mig med frosne blåbær eller jordbær, men det er jo også kun til ham og mig og der føler jeg godt, at jeg kan tage ansvaret. Jeg kunne dog aldrig finde på at bruge frosne hindbær direkte fra posen og jeg bruger altid økologiske bær – jeg ved ikke, om det er bedre, men hidtil har ingen af os fejlet noget og så ved jeg i hvert fald, at mine hindbær ikke har vokset i Østeuropa og er blevet vandet med kloakvand, for det tror jeg ligesom ikke, at man tillader med de økologiske 🙂