Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kæmpe rabarberkage i bradepande.

0 kommentarer
Bradepandekager, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Nem kage, Opskrifter, Rabarber opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift på kæmpe rabarberkage i bradepande til 25-30 personer. Perfekt til sommeren fester og fødselsdag

Hvert år når de første, lyserøde rabarberskud dukker op af jorden, glæder jeg mig til at lave rabarberkage. De syrlige rabarberstykker kombineret med den søde kagedej er noget af det bedste jeg ved. Og der er jo virkelig mange forskellige bud på lækre rabarberkager, men her har jeg lavet en kæmpe rabarberkage i bradepande. Nok til 25-30 personer og perfekt til fester, fødselsdage og uddeling.

Opskrift på kæmpe rabarberkage i bradepande.

Har du mange rabarber i haven, så er bradepandekage med rabarber oplagt. Dels gælder det for rabarber, at jo flere vi plukker, des flere kommer der. Men derudover er den her kæmpe rabarberkage jo også ret budgetvenlig, når hovedingrediensen blot hentes i haven. Så bag bare løs af rabarberkagerne fra det tidlige forår og indtil omkring Sankt Hans, hvor rabarbersæsonen stopper.

Jeg har lavet en bradepandekage på helt klassisk vis med en lys kagedej vendt med rabarber og et drys mandelsplitter og perlesukker på toppen. Men du kan jo også sagtens lave en kæmpe rabarbercrumble i en stor bradepande, hvis du har mere lyst til det. Hvis du vil lave rabarbercrumble i bradepande, så skal du gange min opskrift på rabarbercrumble med 3. Så burde den række til ca 20-25. Og så skal der selvfølgelig serveres vaniljeis, flødeskum eller creme fraiche rørt med lidt vaniljesukker ved siden af.

Tip! Se også mine bedste tips til kæmpe rabarberkage i bradepande under opskriften.

Opskrift på kæmpe rabarberkage i bradepande til 25-30 personer. Perfekt til sommeren fester og fødselsdag
Ingen bedømmelser

Rabarberkage i bradepande

Bagetid50 minutter
Samlet tid1 time 20 minutter
Antal: 25 personer
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 600 gr rabarber (skåret i stykker á ca. 1 cm)
  • 50 gr sukker

Dej

  • 300 gr smør (blødt)
  • 500 gr sukker
  • 4 tsk vaniljesukker
  • 6 stk æg
  • 3 tsk bagepulver
  • 450 gr hvedemel
  • 3 dl kærnemælk

Desuden

  • 50 gr mandelsplitter
  • 4 spsk perlesukker

Fremgangsmåde

  • Kom rabarberne i en skål og tilsæt 50 gr sukker. Rør det sammen og stil til side.
  • Kom blødt smør, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det luftigt. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk imellem hvert æg.
  • Hæld hvedemel og bagepulver i skålen og rør det i dejen sammen med kærnemælk.
  • Fordel dejen i et jævnt lag i den store bradepande fra ovnen foret med bagepapir.
  • Fordel rabarberstykkerne jævnt ovenpå dejen og pres dem let ned i dejen med bagsiden af en ske. Drys mandelsplitter og perlesukker på toppen.
  • Bag kagen midt i ovnen ved 180 °C (alm. over/undervarme) i ca 45-50 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
  • Server kagen lun eller kold med vaniljeis, flødeskum eller creme fraiche.
  • Evt. rester kan pakkes ind og gemmes i 2-3 dage. Kagen kan desuden fryses.
 

Noter til opskriften. 

 
Jeg drysser kagen med mandelsplitter, men du kan selvfølgelig sagtens bruge grofthakkede mandler. Du bestemmer selv, om mandler skal smuttes, inden de hakkes og fordeles på kagen. 

Tips til opskriften.

Jeg kan godt lide at bruge det hvide “puffede” perlesukker til at drysse på kagen. Perlesukkeret kaldes også for ‘svensk perlesukker’. Men det er altså Dansukker, der producerer det (også til Sverige), og det kan bl.a købes i Bilka. Alternativt kan du sagtens bruge almindeligt perlesukker eller måske helt udelade sukkerdrys og nøjes med mandler. Og apropos mandler, så kan disse selvfølgelig også erstattes af nøddeflager.

Se ogsåHindbærsnitte i bradepande | Jordbærkage i bradepande

Du kan sagtens bruge frosne rabarber til kagen. Så hvis du har mange rabarber i haven, så kan jeg anbefale dig at skære dem i mindre stykker og fryse dem ned i passende portioner, så der er til rabarberkager hele året. Lad rabarberne optø og hæld evt. lidt af overskudsvæden fra, så kagedejen ikke bliver alt for våd. Og så er det ellers bare at følge opskriften.

Du kan sagtens fryse rabarberkagen. Så selvom det er en stor kage, der rækker til mange mennesker, så sker der altså ikke noget, hvis du får lidt rester. Skær den resterende kage ud i passende stykker og pak dem i husholdningsfilm eller i bøtter med låg. Lun evt. den optøede kage kort i ovn eller airfryer inden servering. Så smager den næsten som nybagt.

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer