Det her indlæg skal handle en lille smule om min kogebog og rigtig meget om en skøn hverdagsret, nemlig et lækkert kartoffelfad med chorizo, som faktisk er med i min nyudkomne kogebog. Det er jo sådan, at I allerede er rigtig mange, som har købt bogen, hvilket jeg er meget glad og superstolt over. Bogen indeholder dog udelukkende opskrifter, som ikke findes på bloggen. Derfor har jeg besluttet, at der også skal være noget til alle Jer, som trofast følger mig og min færden her på bloggen, men måske ikke nødvendigvis har købt bogen. Jeg har glædet mig rigtig meget til at dele denne her opskrift fra kogebogen med Jer.
Og skulle man nu have lyst til selv at anskaffe min bog, så kan den købes hos boghandlere landet over og på internettet (Plusbog, Coop, Saxo, Gucca mm). Den kan desuden købes igennem mit forlag muusmann-forlag.dk, hvor der er mulighed for at få 20 % + fri fragt til og med d. 11. august. Kuponkode – madenimitliv. Og så til maden…
Jeg vil ikke ligefrem påstå, at det her skønne kartoffelfad med chorizo kan betegnes som slankemad. Men det er virkelig lækkert og dejligt nemt at lave. Ingredienserne skal nemlig blot fordeles i fadet og saucen hældes over, hvorefter hele herligheden sættes i ovnen. Og så er der jo rigtig god tid til at få ryddet køkkenet, dækket et fint bord og evt. lavet en lækker salat i mellemtiden.
Laver man fadet med rå kartofler, så tager det en times tid (plus/minus) for kartoflerne, at blive møre i ovnen. Man kan dog spare tid ved at bruge en rest kogte kartofler eller ganske enkelt give kartoffelskiverne et hurtigt opkog i kogende vand og lade dem afdryppe, inden de kommes i fadet. Dermed bliver bagetiden omtrent halveret, svarende til ca 30 minutter.
Det er ikke fordi, at det er specielt vanskeligt at lave en hjemmelavet mornaysauce, men det er klart, at det går hurtigere, at åbne en brik færdiglavet mornaysauce og det bestemmer man selvfølgelig selv. Laver man sin egen mornaysauce, så kan jeg anbefale, at man prøver at tilsætte en 1-2 tsk sennep til saucen i stedet for muskatnød, hvis man bryder sig om den slags, selvfølgelig. Det giver en skøn smag til saucen og sennep passer noget så fint sammen med smagen af chorizo.
Fadet kan i øvrigt tilsættes ekstra grøntsager, fx porre, løg, peberfrugter, squash eller hvad man nu kan finde på. Kartoflerne kan desuden udskiftes med blandede rodfrugter i skiver eller kogt pasta, så det er virkelig en ret med muligheder for variationer. Bruger man kogt pasta er tilberedningstiden ligeledes omkring 30 minutter ved 190 °C, eller indtil overfladen er gylden.
Jeg kan rigtig godt lide at stille kartoffelskiver og chorizo på højkant i fadet. Jeg synes, at det ser så fint ud og det giver lækre, sprøde kanter. Det tager dog en lille smule længere tid og er selvfølgelig ikke et must.
Kartoffelfad med chorizo
Ingredienser
- 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
- 1 pk skiveskåret chorizo
- 1 kg kartofler (skrællede og skåret i tynde skiver)
Mornaysauce
- 30 gr smør
- 3 spsk hvedemel
- 4 dl mælk
- 50 gr revet ost (fx mozzarella)
- 1 tsk revet muskatnød
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Fordel forårsløgene i bunden af et ildfast fad, men gem lidt til pynt.
- Steg chorizoskiverne let sprøde på en varm, tør pande.
- Fordel kartoffelskiver og sprødstegt chorizo i fadet og drys med salt og peber.
- Smelt smørret i en gryde og pisk det sammen med hvedemelet. Hæld mælk i gryden og pisk godt, så evt. klumper piskes ud.
- Bring gryden i kog og lad saucen koge i et par minutter, til den tykner. Tilsæt ost og smag til med muskatnød, salt og peber.
- Hæld saucen over kartofler og chorizo i fadet.
- Bag fadet ved 190 °C (varmluft) i 60-75 minutter, til overfladen er gylden og kartoflerne møre. Dæk evt. fadet til meed et stykke stanniol, hvis overfladen begynder at blive for mørk, inden kartoflerne er møre.
- Server fadet med en blandet salat.
Hej Anne-Kathrine.
Min familie lavede denne dejlige opskrift i går.
Manden havde dog købt en ” stærk” hel chorizo. Den var der bid i 😉
Men vi stegte den i smør først, fedtstof blev fjernet og så tørstegte vi den.
Det var perfekt, vi snød dog lidt og brugte færdig monaysovs..
Det hele var så godt, at både datteren og manden, har bestilt det i aften igen <3
Majbritt – Hvor er det dejligt at høre, at det blev en succes 🙂
Du har helt ret i, at den der hele chorizo kan være lidt “skrap”, hvis man får fat i den med jalapeños i, men jeg synes dæleme også, at den er god 😀
Hej Anne-Kathrine
Hvor kan man købe chorizo pølser ? Har ledt efter dem i Kvickly.
Kirsten – Du kan købe chorizo i stort set alle supermarkeder. Dog ikke chorizo i hele pølser, men skiveskårne som jeg har brugt i denne her opskrift. De ligger sammen med tapasspecialiteterne i køledisken, og i de mindre supermarkeder, fx Fakta, Rema mm ligger de sammen med lufttørret skinke og lign 🙂
Den smager fantastisk
Ana – Hvor er det altså bare dejligt at høre 😀
Hvor mange gram chorizi bruger du?
Linda – Det afhænger lidt af, hvor mange gram der er i den pakke, som jeg har købt. Som regel er der 75-100 gr. Men synes man, at det er for lidt eller for meget chorizo, så bruger man jo bare lidt mere eller mindre 😀