De her muffins med æble og kanel er rigtige efterårsmuffins. Fyldt med saftige æblestykker og et strejf af kanel samt et lille sprødt drys kanelsukker på toppen. Perfekte til en lille hyggestund med tændte stearinlys og varm te, når det regner og rusker udenfor, eller til picnicturen i høj efterårssol, når der skal samles svampe eller leges i gyldne blade.
Opskrift på saftige muffins med æble.
Jeg er vild med kombinationen af æble og kanel. For mig er det en rigtig “efterårs-smag”. Også selvom æble og kanel selvfølgelig sagtens kan indgå i diverse opskrifter resten af året. Af samme grund er jeg ualmindeligt glad for de her muffins, og jeg bager dem som regel lige så snart, at æblerne på træerne i haven er klar. For slet ikke at tale om den fantastisk duft, der breder sig i hele huset, imens æblemuffinsene bager.
Se også – Gammeldags æblekage I Bananmuffins I Blåbærmuffins
Æblestykkerne giver en lækker og saftig midte til muffinsene, men har du af en eller anden grund ingen æbler, så kan du faktisk sagtens bruge saftige stykker af pære i stedet for. Du kan desuden variere kagerne på alle mulige andre måder, hvilket jeg har skrevet meget mere om under selve opskriften.
Tip! Se mine bedste tips til muffins med æble og kanel under opskriften.
Muffins med æble og kanel
Ingredienser
- 125 gr sukker
- 50 gr brun farin
- 2 stk æg
- 200 gr hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 0,5 tsk salt (jeg bruger groft salt)
- 2 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt ingefær (kan udelades)
- 1 dl smagsneutral olie (fx solsikkeolie)
- 2 stk æbler (skåret i små tern á ca 1 x 1 cm)
Desuden
- 20 gr sukker
- 1 tsk stødt kanel
Fremgangsmåde
- Kom sukker, farin og æg i en skål og pisk det luftigt.
- Sigt hvedemel, bagepulver og salt sammen og vend det i dejen sammen med stødt kanel og ingefær.
- Tilsæt olie og æbletern og vend det hele sammen. Hold evt. lidt æbletern igen til pynt på toppen af kagerne.
- Fordel dejen i 12 små eller 8-10 store muffinforme. Placér gerne formene i en muffinplade af metal – så holder de bedre formen under bagning.
- Rør sukker og kanel sammen til kanelsukker og drys det på toppen af kagerne. Pynt evt. med de sidste æbletern.
- Bag muffinsene midt i ovnen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca. 20-25 minutter, indtil de er gennembagte men stadig svampede.
- Afkøl kagerne på en bagerist og server dem lune eller kolde.
- Muffinsene holder sig friske i 3-4 dage, hvis de pakkes i en lufttæt dåse, frysepose eller lignende. De kan desuden fryses.
Noter til opskriften.
Vil du have ekstra krydrede kager, så kan du sagtens tilsætte lidt 1 tsk stødt nellike eller allehånde eller 1 nip muskat til dejen. En smule vaniljesukker er også lækkert.Tips til opskriften.
Jeg har brugt 2 mellemstore æbler i tern til den her opskrift. Men du kan sagtens bruge pærer eller andre former for frugt, hvis ikke du er til æbler. Fx rabarber, hindbær, ferskner, blåbær og meget andet. Faktisk kan du også bruge 2 mosede bananer og evt. supplere med 100 gr hakkede valnødder eller chokolade. Så får du de lækreste bananmuffins.
Vær OBS på at hvis du bruger rabarber, så er det en god idé at drysse 1-2 spsk sukker over rabarberstykkerne, og lade dem stå og trække i ca 15 minutter, inden de vendes i dejen. Rabarber er som bekendt noget mere syrlige andre de fleste andre former for frugt.
Leg gerne med krydderierne og tilsæt evt. lidt ekstra krydderier i form af allehånde, stødt nellike eller et nip muskat til dine æblemuffins, hvis de skal være ekstra krydrede. Bruger du frugter som rabarber, blåbær, hindbær, ferskner og lignende, er det lækkert at tilsætte lidt vaniljesukker og evt. droppe kanel.
Ovenstående giver ca 12 muffins med en pæn top, hvis du bruger de små cupcakeforme. Bruger du de store, amerikanske muffinforme, så bliver der 8-10 stk. Mængden afhænger selvfølgelig af, hvor meget dej du fylder i formene. Placér også gerne kagerne i en muffinform af metal (evt. udover papirformen). Så holder de formen meget bedre under bagning.
Jeg bager ALTID muffins ved almindelig ovnvarme (over/undervarme). Jeg er ofte blevet spurgt, hvorfor jeg ikke bruger varmluft? Men sagen er den, at den varme luft, der blæses rundt i ovnen, risikerer at blæse kagerne skæve, så de ikke hæver op i lige små toppe. Og det er jo ærgerligt, når du kan få de fineste muffins ved blot at bruge over/undervarme.

Kan det passe det ikke skal noget væske i dejen? Min dej var meget tyk, nærmest som kold havregrød (i mangel af bedre sammenligning 🙂
Brian – Jeg brugte ikke yderligere væske, men hvis du gerne vil have en tyndere dej, så kan du sagtens komme en smule mælk i dejen. Det er der ingen problemer i 😀 😀
Hej det fint så det skal prøves tak