Hvis man har spaghetti, en pakke bacon, flødeost og lidt ærter på lager, så har man også ingredienserne til at lave denne her skønne pasta med flødeost, bacon og ærter, som vi fik til aftensmad en aften i sidste uge. Den minder en smule om spaghetti carbonara, dog uden æg og parmesan, og den er lynhurtig at lave. Faktisk sætter jeg gerne vandet til pastaen over at koge, samtidig med at jeg lægger bacon på panden og så passer det som regel med, at jeg er færdig med saucen, samtidig med at vandet skal hældes fra pastaen. Og så skal det hele bare vendes sammen, anrettes i en skål og pyntes med uanede mængder af friskhakkede krydderurter. I hvert fald på denne her tid af året, hvor jeg henter krydderurterne i haven.
Flødeosten, som sagtens kan være en fedtfattig udgave, kan enten være en naturel flødeost eller med smag af den ene eller anden slags. Men da det som udgangspunkt er osten, som er smagsgiver i den færdige sauce, er det selvfølgelig vigtigt, at vælge en man kan lide. Jeg varierer lidt imellem naturel og så dem med krydderurter og hvidløg. En engang imellem bruger jeg også en med chili. Den er særlig god, hvis man vælger at komme lidt rejer i pastaen i stedet for bacon. I det hele taget er der ikke grænser for, hvad saucen kan tilsættes og både bacon, ærter og krydderurter kan selvfølgelig varieres alt efter årstid og humør.
Om efteråret smager det for eksempel skønt at bruge friske svampe, som bare lige er svitset let på panden, i saucen. Svampene smager dejligt med baconstykker, men man kan også skære en god, rød bøf i tynde strimler og stege dem let på panden sammen med svampene. Sommerudgaven er selvfølgelig med friskbælgede ærter, men prøv også med små stykker squash og lækre, aromatiske cherrytomater. Eller måske et stykke varmrøget laks, som bare lige plukkes i mindre bidder og vendes i saucen til allersidst.
Mulighederne er mange og det er måske også en af grundene til, at vi er så glade for pasta med flødeostesauce herhjemme. Hvis der suppleres med lidt grøn salat eller grønsager i stave og evt. lidt godt brød ved siden af, er det et virkelig skønt måltid. Og så er der bare altid noget hyggeligt over at spise en stor tallerkenfuld rygende varm pasta. Ren comfort food.
Pasta med flødeost og bacon
Ingredienser
- 400 gr spaghetti
- 200 gr ærter
- 200 gr bacon i skiver (skåret i mindre stykker)
- 1 stk løg (hakket)
- 200 gr flødeost naturel
- 2 dl mælk (eller kogevand fra pastaen)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Kog spaghettien efter anvisning på pakken – de sidste par minutter af kogetiden tilsættes ærterne. Imens pastaen koges, laves saucen.
- Steg bacon på panden til det er lysebrunt – afgives der meget fedt under stegningen, så hæld lidt af det væk. Tilsæt løget og sauter det i baconfedtet i et par minutter.
- Kom flødeost på panden, lad det smelte og rør det sammen med bacon og løg til en tyk sauce. Spæd saucen med mælk eller lidt af kogevandet fra pastaen. Lad herefter saucen simre et par minutter, så den koger ind og bliver cremet.
- Smag saucen til med peber og måske lidt salt – dog er både bacon og ost ret saltet i forvejen, så pas på.
- Hæld vandet fra pasta og ærter og lad gryden stå uden låg i ca 1 minut, så overskydende væde kan fordampe. Hæld derefter saucen fra panden over spaghetti og ærter i gryden og vend det hele godt rundt.
- Server evt. med friskhakkede krydderurter og godt brød til.
Lyder lækkert ? skal prøves men minus løg som jeg ikke kan lide. Svampe vil sikkert også værre godt der i.
Anne-sofie – Fordelen ved den slags retter er jo, at man putter det i som man kan lide og som man har liggende i køleskabet 😀
Har du prøvet med Pikant ost eller bliver det “lidt for meget smag”??
Ulla – Jeg har ikke prøvet med pikantost, men du har lige givet mig en supergod ide. Og nej, der er aldrig noget, der kan komme til at smage “for meget” af pikantost, hvis du spørger mig 😉 😉 😉
Lavede denne forleden 🙂
Tilføjede godt nok nogle stegte kylling-inderfileter og en halv revet squash, men retten blev super lækkerrrr…..:-)
Jimmi – Årrrh, det lyder ikke dårligt med dine tilføjelser. Og det gode ved den slags mad er jo netop, at man kan bruge lige præcis, hvad man har ved hånden og har lyst til 😀
FYI smager det mega godt med pikantost ? tak for opskriften…
Lonni – Hehe, det kunne jeg sagtens forestille mig – alt er godt med pikantost og jeg har altid et par pakker liggende i køleskabet. De kan jo næsten holde sig i årevis, så jeg hamstrer altid, når der er tilbud. Bacon og pikantost i køleskabet, pasta i krukken og ærter i fryseren – så er det altid nemt at lave aftensmad, hvis madplanen skulle skride eller der skulle ske noget andet uforudset 😀 😀
Har fulgt din opskrift og det smager virkelig godt, brugte 160 g. Pasta og for 2 aktive pensionister var det rigeligt levnede endda lidt pasta. 😊
Wicki – Så dejligt at høre, at opskriften faldt i god jord og at det smagte dejligt 😀
Kære Anne-Kathrine!
Lavede retten til frokost i dag.
Havde alle remedier i huset, så det var nemt og hurtigt 😊.
Jeg brugte rødløg og BUKO Pikant. Det bør du nok også gøre, den giver trods alt mere smag.
Klippede en anelse frisk rosmarin ned i saucen og tilsatte mere mælk end angivet.
De frosne ærter røg op til pastaen lige inden vandet blev hældt fra. De bør ikke koges, det er synd.
Et drys hakket persille fuldendte serveringen.
En OK ret, som jeg kan finde på at lave igen 😊.
Vær evt. Obs. på, at BUKO flødeoste er på tilbud fra tid til anden og har lang holdbarhed i køleskabet.
Venlig hilsen fra Marianne
Marianne – Tak for dine gode fif. Vi har efterhånden prøvet de fleste Buko oste til denne her ret og de er alle favoritter.
Mht ostene så køber jeg gerne en ordentlig portion med hjem, når vi er i Tyskland. Holdbarheden på ostene er ret lang (2-3 mdr) og i Tyskland koster de ca 1 euro pr stk 😀
Hej, jeg er vild med dine opskrifter. Så tak for dem😀.
Jeg kan ikke så godt lide flødeost, kan jeg bruge noget andet som alternativ?
Christina – Du kan evt. bruge mascarpone i stedet for og ellers måske creme fraiche, men så skal du op i en odentligt fedtprocent (minimum 18 %), så du ikke risikerer, at der skiller og bliver grynet 😀
Det lyder som en ret der helt sikkert skal prøves! 🙂 kan man mon bruge madlavningsfløde istedet for flødeost? Har ikke selv den store erfaring i madlavningsfløde endnu 🙂
Louise – Jeg anbefaler flødeost, fordi den er med til at gøre saucen dejlig cremet, uden at den skal jævnes.
Du opnår ikke helt samme gode resultat med madlavningsfløde 😀
Jeg tror piskefløde, vil være et rigtig godt alternativ.
Philadelphia laver nu også en med trøffel – det var en hit hos ungerne 😉
Michael – Hihi, ja den er også et hit herhjemme – især min bedre halvdel er en rigtig trøffelgris 😀 😀