Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pirogger med kartofler og rosmarin.

2 kommentarer
Brød og boller, Ideer til studentermad, Madpakkehits, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Selvom jeg meget sjældent skal have madpakke med nogen som helst steder hen, idet jeg stort set altid er hjemme til frokost, så nyder jeg altså indimellem at bage diverse former for lækre madpakkebrød. Pizzasnegle, pølsehorn, minipizzaer osv osv. Det er da lækkert med sådan en portion nybagte basser, som lige er taget ud af ovnen. Og fordi bagværket sjældent bliver brugt til madpakker, så spiser vi det ofte som madbrød til aftensmaden i stedet for. Fx som tilbehør til en lækker suppe eller en salat.

Forleden blev det til pirogger med kartofler, rosmarin og ost. Det var nemlig så heldigt, at vi havde en rest kogte kartofler stående i køleskabet – både noget og ingenting, men det passede lige til en portion fyld. Og selvom jeg normalt sværger til de her pirogger med krydret oksekødsfyld, så må jeg altså indrømme, at varianten med kartofler og rosmarin meget hurtigt kunne gå hen og blive en ny favorit hos mig. De var virkelig lækre, men nu skal det retfærdigvis nævnes, at jeg er mere end almindeligt glad for kartoffelpizzaer med mozzarella og rosmarin.

Vi spiste piroggerne til aftensmad som tilbehør til en skøn, hjemmelavet kartoffel-porresuppe. Nem og superlækker aftensmad, som gav varmen i hele kroppen og helt perfekt på en regnvåd og småkold septemberaften. Har stadig ikke helt vænnet mig til de noget køligere temperaturer, efter vi kom hjem fra solvarme New York, men der er nu også noget vældig hyggeligt ved at tænde et par stearinlys, lægge en pind i brændeovnen og putte sig i et tæppe på sofaen. Og jeg elsker jo efterår, så jeg skal ikke klage.

4,67 fra 3 stemmer

Pirogger med kartofler

Hæve- og bagetid1 time 50 minutter
Samlet tid2 timer 20 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 3 dl vand (lillefingervarmt)
  • 25 gr gær
  • 2 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 2 spsk olie
  • 450 gr hvedemel (måske lidt mere eller mindre)

Fyld

  • 350 gr kartofler (kogte og afkølede)
  • 1 spsk olivenolie
  • 2 tsk tørret rosmarin
  • 125 gr revet ost
  • salt og peber

Desuden

  • 1 æg (til pensling)

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet i en skål og udrør gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, olie og hvedemel og ælt til en glat og smidig dej.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Skær de kogte kartofler ud i små tern og bland dem sammen med olivenolie, rosmarin og ost i en skål. Smag til med salt og peber.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og del den i 12 lige store stykker.
  • Udrul hvert dejstykke til en cirkel og placer 1-2 skefulde kartoffelfyld midt på hver cirkel. Fold herefter dejen sammen over fyldet, så der dannes en halvmåne. Luk kanterne til ved at presse med tænderne på en gaffel.
  • Placer piroggerne på 1-2 bageplader og pensl dem med sammenpisket æg. Lad piroggerne efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag piroggerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte.
  • Lad piroggerne afkøle på bageristen og spis dem varme, lune eller kolde.
  • Piroggerne holder sig bløde og lækre i 2-3 dage, hvis de pakkes i en lufttæt pose. De kan desuden fryses og evt. lunes kort efter optøning.
Piroggerne kan sagtens holde sig friske og bløde i et par dage, men som med alt andet gærdej, kan de også kommes i fryseren, hvilket gør dem oplagte som madpakkebrød. 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Josefine
5 år siden

Fed blog du har dig, når man ikke har råd til gourmet ude, må man jo lave det hjemme 🙂

Meget af det har jeg desuden vist til min chef for den restaurant jeg arbejder på, nu må vi se hvor lang tid der går, før en af opskrifterne kommer på menuen 😀 jeg skal nok gøre hvad jeg kan…

Tak for inspiration.