Jeg er vild med at have retter i baghånden, som kan laves i en håndevending og som ikke nødvendigvis kræver indkøb af nogen art og indenfor den kategori befinder sig disse tun og torskerognsfrikadeller, som er virkelig geniale. Vi har næsten altid diverse fiskekonserves i skabene, for vi spiser en del fisk til frokost i weekenden – æg, løg, hvedemel og hvidløg er ligeledes basisvarer her i huset og så behøver der jo ikke være langt fra tanke til handling.
>> Se også min opskrift på lækre tunfrikadeller lige her.
Frikadellerne smager ikke voldsomt meget af fisk, hvis nogen skulle have aversioner mod den slags, men nu er både tun og torskerogn jo temmelig “børnevenlige” varianter, så mon ikke dellerne vil falde i god jord hos de fleste? Desuden har de en lækker, fast konsistens og en sprød skorpe, som er virkelig svær at modstå. Jeg havde faktisk frygtet, at “farsen” ville være noget løs i det og at det ville være svært at forme nogenlunde sammenhængende frikadeller, men det viste sig, at de var supernemme at lave og det tog under 5 minutter at røre farsen sammen.
Jeg smagte farsen til med hvidløg og lidt citronsaft – når vi får krydderurter i haven, kunne jeg også forestille mig at fylde frikadellerne med friskhakkede krydderurter eller chili og jeg kunne også tænke mig, at de ville være lækre med et par gode håndfulde friskhakkede ramsløg, som har en fin smag af hvidløg/purløg og som står tæt i skovbunden netop nu.
Som tilbehør til frikadellerne fik vi en helt almindelig kogt og pillet kartoffel og persillesauce, men jeg har planer om at servere dem gennem hele sommeren sammen med kold kartoffelsalat, pasta- eller rissalat for slet ikke at tale om en lækker blandet salat og lidt godt brød. Resterne af frikadellerne ligger for øvrigt i køleskabet og de skal nydes på en rugbrødsmad i løbet af de næste par dage.
Tun- og Torskerognsfrikadeller
Ingredienser
- 1 ds tun i vand el. olie (drænet for væde)
- 1 ds torskerogn
- 1 løg (revet)
- 1 fed hvidløg (presset)
- 1 æg
- 3 spsk hvedemel
- 2 spsk citronsaft
- salt og peber
- smør/olie til stegning
Fremgangsmåde
- Mos tun og torskerogn med en gaffel og rør det sammen med revet løg, presset hvidløg, æg, hvedemel, citronsaft, salt og peber.
- Varm smør og olie op på en pande.
- Form tun-torskerognsblandingen til frikadeller og stege dem gyldne og sprøde på panden.
- Server varme, lune eller kolde med kartoffelsalat, rissalat eller kogte kartofler og persillesauce.
Tak for god ide… den bliver gemt til en af de dage, hvor “grill-smeden” skriger i baggrunden, fordi jeg har glemt at tage kød op 😀
Pia – Velbekomme 🙂 Jeg lover dig, de smager super godt og er nemme at lave 🙂
Hej Anne-Kathrine.
jeg har søgt dine sider op og ned og der er mange super dejlige retter.
Men jeg savner en rigtig god opskrift på alm. Fiskefrikadeller med tilbehør og uden Remouladesauce. og evt. nogle ideer til hvad slags sauce man så kan servere til her tænker jeg, måske persillesauce eller ? Kan du hjælpe mig.
jeg mangler også en rigtig god opskrift på Jødekager hvis du har en, ville vi herhjemme blive rigtig glade Især min mand.
Venlig hilsen Birgitte . Tak for super gode madopskrifter.
Birgitte – Lige når det kommer til fiskefrikadeller, så må jeg indrømme, at jeg for det meste køber en portion laksefars hos fiskehandleren, hvis ikke vi får tun- og torskerognsfrikadeller og selvom jeg godt kan finde på at spæde laksefarsen op med lidt friskhakkede krydderurter, løg, citron eller lignende, så er der jo ikke så meget opskrift over det, så derfor ligger der ikke sådan en opskrift på bloggen 😀
Jeg har til gengæld tidligere lavet masser af hjemmelavet fiskefars, så kan det da være, at vi snart skal have sådan en omgang igen, så jeg kan få det på bloggen 😀 Herhjemme sværger vi til remouladesauce, men som du selv er inde på, så er persillesauce også skønt og om sommeren kan jeg også godt finde på at lave en kold sauce af creme fraiche med hakkede krydderurter, salt og peber.
Jødekager er det heller ikke blevet til på bloggen endnu – vi har ikke rigtigt tradition for at bage jødekager i min familie og det smitter jo nok lidt af, men jeg plejer at bage “kanelkringler” i stedet for. Kringlerne pyntes med kanel-sukker på toppen og minder derfor ret meget om jødekager rent smagsmæssigt, men de er lidt hårdere, da der ikke er nogen former for hævemiddel i dejen. Smagen er rigtig god, men som sagt skal man være til en småkage med lidt “bid”, hvis man skal blive rigtig glad for kanelkringlerne 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Skal vandet fra tun hældes fra?
Claus – Ja, det skal hældes fra – jeg har lige tilføjet det i opskriften 😀
Den opskrift på “fiske”-frikadeller gik rent ind hos børnene – tak 🙂
Christina – Det glæder mig – de er også lidt mere børnevenlige end fiskefrikadeller ellers kan være 😉
Jeg glæder mig til at prøve blandingen af tun og torskerogn.
Jeg har tidligere brugt en opskrift uden mel, men med champignon på glas som bindemiddel/fylde. Den fungerer også rigtig godt.
Ps. Må jeg anbefale dellerne kolde på rugbrød med dutter af ketchup og mayo. Så er der ikke et øje tørt ?
Den anden opskrift;
http://www.webopskrifter.dk/madopskrifter/3396/
Lisbeth – Tusind tak for dit fif og din opskrift – den skal jeg have kigget nærmere på 😀
Rigtigt lækre frikadeller, og nemme at lave!
Vi fik kartoffelmos til og gulerods salat lavet med æble, lidt fint skåret pore som blandes sammen med cremefraiche og majonæse!
Tak for en dejlig opskrift! 😃
Eva – Så dejligt at høre og sikke noget lækkert tilbehør – den gulerodssalat skal jeg bestemt huske 😀
Kan du foreslå en erstatning for hvidløget måske?
Heidi – Jeg tænker, at du udelader det og nøjes med løget. Der er jo også masser af god smag i løg 😀
Sikke en herlig opskrift – ingredienser der næsten altid er i køkkenet. Den kommer med i min madplan.
Samtidig vil jeg gerne rose for den meget inspirerende hjemmeside, fyldt med lækre og tilgængelige opskrifter – så mange tak til dig.
Anette – Hvor er det bare dejligt at høre – tusind tak for rosen til bloggen og mine opskrifter 😀
Virkeligt lækre!
Selv min fiskeforskrækkede husbond kunne li’ dem. Så nemme at lave og med ingredienser der altid er i huset.
Tanja – Fedt at høre, at selv de fiskeforskrækkede kan lide de her fiskefrikadeller 😀
De smager fantastisk.
Vi for en fyldig råkost til bestående af
Gulerødder
Spidskål
Ananas
Æbler
Ristede hakkede mandler/ eller ristet pinjekerner
Rosiner
Og er man til det, så lidt revet selleri
Og hjemmebagt groft brød
Heidi – Tusind tak for tippet til salaten – det lyder superlækkert 😀
Hej
Kan tun -og torskerognsfrikadellerne fryses?
Med venlig hilsen
Vibeke Olsen
Vibeke – Ja, det kan de sagtens 😀
Hvilken tun-dåsestørrelse bruger du? Torskerogn fåes vist kun i en størrelse.
Inge-Marie – Ja, jeg har godt lagt mærke til, at man også er begyndt at skrue på mængden i dåserne med tun. Det er snart ikke til at følge med længere 🙈🙈 Hidtil har jeg dog kun set dåser med hhv 150 og 140 gr tun, og det er det næsten lige meget, om du vælger den ene eller den anden, når det kommer til den her opskrift 😀