Vaniljekranse hører pr. definition julen til. I hvert fald hjemme hos os. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan eksperimentere med nye opskrifter og således bagte jeg forleden de her vaniljekranse med marcipan. De skønneste, sprøde småkager med en fin smag af både mandler og vanilje og så selvfølgelig marcipan, som jeg havde et stykke af liggende i køleskabet. Jeg er ganske afgjort fan og kunne sagtens finde på at veksle imellem disse vaniljekranse og så min faste opskrift på sprøde vaniljekranse.
Opskriften er rimelig simpel og lige ud af landevejen, men som altid er det helt klart nemmest at samle en småkagedej, hvis man har en køkkenmaskine til hjælp. Den udfører jo så at sige arbejdet for en, imens man bare står og kigger på, men jeg vil skynde mig at tilføje, at dejen selvfølgelig også nemt kan samles i hænderne. Det er måske bare mig, der lynhurtigt bliver en smule utålmodig, når jeg skal samle småkagedej i hænderne, og starter med en stor, usammenhængende og tilsyneladende “tør” blanding, som så skal ende med at blive en lækker, sammenhængende småkagedej 🙂
Dejen skal køres igennem en kødhakker med en stjerneplade til vaniljekranse for at få de fine, karakteristiske “riller”. Har man ikke en kødhakker og/eller stjerneplade, så kan man sagtens trille dejen til tynde pølser i stedet for. Pølserne skæres i mindre stykker á ca 6-8 cm, som formes til fine kranse. Man kan dog ikke sprøjte dejen ud med sprøjtepose og stjernetylle – den er ganske enkelt for hård. Men jeg vil skyde på, at man godt kan udrulle den på et meldrysset bord og udstikke kagerne. Og endelig er der jo den mulighed, at man blot former dejen som en tyk pølse, der skæres i skiver ligesom klassiske specier. Det må vel siges at være den absolut nemmeste fremgangsmåde og så er der næsten ingen undskyldninger for ikke at bage en portion sprøde småkager.
Vaniljekranse med marcipan
Ingredienser
- 1 vaniljestang
- 125 gr sukker
- 150 gr marcipan (groftrevet)
- 275 gr hvedemel
- 50 gr mandler (smuttede og finthakkede)
- 175 gr smør
- 1 æg
Fremgangsmåde
- Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud med en lille kniv og mas dem ud i lidt af sukkeret, så de adskilles.
- Kom vaniljesukker, sukker, marcipan, mel og hakkede mandler i en skål. Smuldr smørret ud i blandingen og saml dejen med ægget.
- Dejen kan også samles på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
- Pak dejen i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i minimum et par timer men gerne længere. Kagedej kan sagtens stå på køl i flere dage.
- Kør dejen gennem en kødhakker med en vaniljekransestjerne og skær stykker på 5-6 cm, der formes til kranse.
- Bag kagerne på midterste ovnrille ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i ca 8-10 minutter, indtil de er gyldne og færdigbagte.
- Afkøl kagerne på ovnristen og pak dem i en lufttæt kagedåse.