Selleribøffer – sprøde og krydrede grøntsagsbøffer.

41 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Opskrifter, Tilbehør, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Jeg ved det godt. Selleribøffer rimer ret meget på brune ris, hippier og kollektiver. Men lad mig lige slå fast, at der er selleribøffer, og så er der selleribøffer. Den første variant består af selleri i skiver, der steges på panden. Og selvom jeg faktisk hører til dem, som godt kan lide selleri, så er de aldrig rigtig blevet en succes hos mig. Det er den anden slags selleribøffer derimod. Dem som består af revet selleri med masser af chili, hvidløg og ost, der steges på panden til lækre og sprøde rösti. 

Se også – Vegetarburger I Grøntsagslasagne I Blomkålsfrikadeller

Sprøde selleribøffer med masser af smag.

Sellerismagen i de her “bøffer” er på ingen måde gennemtrængende. Selvfølgelig kan man ane den, men hvor jeg normalt synes, at selleri har en karakteristisk og temmelig dominerende smag, så formår både hvidløg og chili her at at spille op imod sellerien.

Desuden har bøfferne det lækreste, sprøde og mest uimodståelige gyldent-brune ydre, hvilket på ingen måde gør oplevelsen mindre. Derfor vil jeg da også slå et slag for, at man prøver denne her opskrift, selvom man normalt ikke bryder sig om selleri. Det kunne jo være, at man blev positivt overrasket.

Tip! Se lækre tips til servering og tilbehør til selleribøfferne i teksten under opskriften. 

4.44 fra 30 stemmer

Selleribøffer

Samlet tid30 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 1 stort knoldselleri (skrællet og groft revet)
  • 150 gr havregryn
  • 3 store æg (eller 4 små æg)
  • 100 gr ost (fx mozzarella eller cheddar)
  • 2 fed hvidløg (pressede)
  • 1 rød chili (renset og finthakket)
  • 1 tsk stødt spidskommen (kan udelades)
  • olie til stegning
  • 2 tsk groft salt
  • peber

Fremgangsmåde

  • Bland revet selleri, havregryn, æg, revet ost, hvidløg, chili, spidskommen, salt og peber sammen i en stor skål. Brug evt. hænderne og ælt det hele sammen til en god, sammenhængende masse.
  • Form sellerifarsen til 10 bøffer.
  • Varm olien op på en pande og steg bøfferne fint lysebrune på begge sider.
  • Server de sprøde selleribøffer som tilbehør eller som selvstændig hovedret med salat.
  • Skal man stege en større portion, kan bøfferne holdes varme i ovnen. Bøfferne kan fryses og lunes i ovnen eller steges sprøde igen på panden efter optøning.

Tilbehør til selleribøfferne.

Udover selleri, chili og hvidløg er der æg, revet ost og havregryn i bøfferne. Og smagsmæssigt minder de ret meget om en god, gammeldags og let sprød frikadelle. Eller som Morten sagde, den første gang jeg lavede bøfferne – “Hvis ikke du havde fortalt mig, at de var lavet på selleri og helt uden kød, så havde jeg troet, at det var en almindelig frikadelle med lidt revet selleri i”!

Vi spiser som regel selleribøfferne som kødfri hovedret. Evt med en god grøn salat, pastasalat, rissalat eller kartoffelsalat ved siden af. De kan også bruges som fyld i forskellige former for måltidssalater og i stedet for bøffen i en vegetarburger.

Man kan også sagtens forme bøfferne til små kugler og bruge dem i pitabrød og fladbrød. Og endelig kan de selvfølgelig også bruges som en form for anderledes grøntsagstilbehør til diverse kødretter eller som en röstibund med sprødstegt bacon, ristede svampe og måske et spejlæg på toppen. Mulighederne er under alle omstændigheder ret mange.

41 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mrs Perkins
7 år siden

Min far har eksperimenteret lidt med vegetariske frikadeller og lignende når vi har været der (gemalen er nemlig vegetar) og har haft stor succes med at tilsætte lidt spidskommen. Det giver sådan et lidt ‘kød’-agtig strejf hvis der ikke er for meget af det.

Tanja
2 år siden

Kan de fryses?

Ditte
7 år siden

Hej Anne-Kathrine

Jeg har fundet frem til din blog, som må siges at være spækfyldt med lækre opskrifter!
Selleribøfferne dem lavede jeg i går – de var knald gode 🙂

Jeg har blot en lille forespørgsel – det kunne være mega fedt hvis du ville tage flere billeder af selve processen i dine opskrifter. Det er dog blot et ønske 😉

Mange weekends hilsner
Ditte

Sandra
5 år siden

Hold nu op de er gode de bøffer!
(Jeg tilføjede dog rasp..)

Min datter ville intet andet spise til aftensmad end dem ?
3 stk endte det med!

Sandra
5 år siden

Tak for super ide og opskrift!

Min mand (som er kok) var skeptisk. Men fik endelig overtalt ham til at smage! -han ville hellere spise selleribøffen end svinemørbraden vi fik sammen med 😀 og min datter på 2 skovler også ind.
Mums!

Elisabeth Morsing
4 år siden

Tusind tak for super inspiration. Sikke lækre bøffer. Dem skal vi invitere gæster på. 🙂

Anna Holm
3 år siden

Det var dog den mest fantastiske opskrift længe! Alle børn og voksne var tossede med dem, og ikke en eneste kunne gætte hvad de var lavet af. De kommer til at blive en del af vores faste repertoire herhjemme!!

Marianne Hartvig
3 år siden

Har lavet disse for første gang. Og det bliver nok ikke eneste gang :-). De smager godt – nok mest med et lille tvist af spidskommen – efter min smag.
Som diabetiker skar jeg havregryn ned fra 150g til 80 g, for at spare på kulhydrat. Det fungerer stadig fint, dog måtte jeg trykke en del saft uf af dejen før stegningen, da der jo ikke var gryn nok tl at opsuge det. Men smagen stadig super.
Jeg fik kun 9 bøffer ug af portionen, hvilket giver 7 g kulhydrat pr bøf. Det er sku ok for en fantastik aftensmad 🙂

Rikke
3 år siden

Uhh…. mega gode bøffer. Selv familiens yngste på 15 år var henrykt og spiste mere end hun plejer. Det er bestemt ikke sidste gang vi laver selleribøffer.
Smager fantastisk med aioli, ristede svampe og hjemmelavede pommes frites.😀😀

Carsten Ulendorf
2 år siden

Blot for at sige, at jeg ikke kommer på din hjemmeside mere. Jeg bliver så frustreret når reklamerne fløjter om ørerne påmig og får hjemme siden til at fungere dårligt. Plus alt det vrøvles ak i starten, hvor jeg bare gerne vil læse om, hvordan jeg laver selleribøffer … og det hele blot fordi du vil højt op på Google. Hvad hjælper det at trække folk til dit site, hvis de ikke ikke gider blive der eller fravælger dig for evigt. Undskyld … jeg er lidt vred, men prøver at tale ordentligt. Farvel. Hav et godt liv. Hilsen Carsten

Cherie Schjøtz-Pedersen
2 år siden

4 stars
Det er jo så englene synger! (fandens til larm!!!) Quinde…..den opskrift har du lavet godt❤️Spicet op med et par friskplukket Jamy-chilier ( styrke 7) og tilbehør af belugalinser og friske harricovert (tilberedt og kold) i en lækker olivenolie + peber en mas. Må vi sige tak for mad😁😁 Det smagte fantastisk🤩

Morten Schjøtz-Pedersen
2 år siden

5 stars
Jeg kan jo kun dele min kones kommentarer – de smagte dælme godt!! Vi ændrede en smule i opskriften fordi vi brugte en rest af en mellemlagret ost, som vi rev selv i stedet for at bruge mozzarella. Bilder mig ind, at det gav en lidt kraftigere og mer fyldig smag (ikke ostet) end der ellers ville have været. Hvis man er lidt osteforskrækket, så kan osten lugtes under tilberedningen, men som sagt virker det som om det går op i en højere enhed rent smagsmæssigt.

Sarah
2 år siden

Kan de mon fryses?

Elsebeth
2 år siden

Sikke en dejlig opskrift, du har lavet. Den lyder væsentligt mere tillokkende end en gammedags selleribøf, så den skal vi have inden længe.
Nu har jeg fulgt dig igennem mange år, og det har været med til at vise noget om personen Anne-Kathrine bag bloggen, at du har fortalt om, da I købte huset, og hvad I har gået og lavet ved det – og ikke mindst om Viggo, som jeg snart kunne ønske mig at se et nyt billede af.
Din stil er en rigtig fin blanding af dit liv, dine tanker og en masse gode opskrifter – så jeg hænger stadig ved. Jeg synes, du er en dejlig og positiv kvinde.

Else
2 år siden

5 stars
Havde et problem nok fordi sellerien var større end i opskriften med at få dem til at hænge sammen. Kom et æg ekstra i. Ikke sidste gang jeg steger selleribøffer. Men rigtig lækre med en bønnesalat.

Maja K.
2 år siden

De ser super gode ud, har en knoldselleri liggende i køleren.. Men undre mig over hvad du gør med den? River du sellerien før du smider den i farsen?

Lisbeth
2 år siden

5 stars
Smager virkelig godt. Havde ikke frisk chili, men chilipulver fungerer også fint.

Tina
2 år siden

5 stars
Vandvittig gode – vendte dem i rasp inden stegning i olie 🙂

Dalia
1 år siden

Hej Anne – Kathrine. Jeg er mælkeallergiker. Kan man lave selleri – bøfferne uden ost? Hav en god dag 😊

Liselotte
1 år siden

1 star
Super god opskrift på selleribøffer…

Leni
7 måneder siden

De bedste veggiebøffer jeg har smagt! Har varieret dem både med hakket persille i, og med hakket koriander (hvis man er til det…), og de er bare så lækre!

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)