Det er sommer og koldskålssæsonen er over os. Især i løbet af de seneste par uger, hvor vi har haft så skønt et vejr, har vi spist meget koldskål herhjemme. Både til dessert men også i løbet af dagen.

Jeg laver gerne en ordentlig portion koldskål, som jeg stiller i køleskabet. Så er det nemt at tage sig en skålfuld, når man får lyst til noget koldt og læskende i løbet af dagen. Men med til koldskål hører også hjemmebagte kammerjunkere – det gør der i hvert fald efter min opfattelse. Og når man nu spiser koldskål i rigelige mængder, så må det jo gerne være kammerjunkere af den nemme slags.

Opskrifter på koldskål >> Koldskål med tykmælk og æg I Nem koldskål med citron og vanilje (uden æg) I Jordbærkoldskål 

Nemme kammerjunkere.

Egentlig har jeg allerede en opskrift på lækre, hjemmebagte kammerjunkere med vanilje på bloggen. De smager skønt og jeg har bagt dem flittigt i årenes løb. Eneste hage ved opskriften er, at dejen først skal laves og trilles til kugler, som skal bages. Når kuglerne er halvt bagte, tages de ud af ovnen og halveres, hvorefter de sættes tilbage i ovnen og bages færdige. De “overskårne” kammerjunkere ligner til forveksling dem, som man køber i butikkerne. Men det er jo også en lille smule bøvlet, at stå og halvere små, brandvarme kugler af halvt bagt dej.

Derfor gik jeg i tænkeboks for at finde ud af en anden og lidt mere enkel måde at lave kammerjunkerne på og det kom der nedenstående opskrift ud af. Jeg synes selv, at kammerjunkerne er blevet supergode. Opskriften ligner til forveksling “de traditionelle” og smagen er den samme, men selve fremgangsmåden er blevet væsentligt nemmere.

Kammerjunkere
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Kammerjunkere (nemme)

Hvile- og bagetid1 t 15 min
Samlet tid1 t 45 min
Antal: 80 stk

Ingredienser

  • 150 gr hvedemel
  • 50 gr koldt smør
  • 50 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 0,25 dl mælk
  • 1 æg

Fremgangsmåde

  • Hæld melet i en skål og smuldr smørret ud i melet til det ligner revet parmesan.
  • Tilsæt sukker, vanilje og bagepulver og saml hurtigt dejen med mælk og æg.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Tril dejen ud i 2-3 pølser á ca 2 cm tykkelse. Læg pølserne på et skærebræt og sæt dem i fryseren (eller køleskab) i ca 1 time.
  • Skær pølserne i skiver á ca 1 cm tykkelse og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. De udvider sig en lille smule under bagningen.
  • Bag kammerjunkerne i ved 190 °C (varmluft) i 12-15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
  • Afkøl kammerjunkerne og opbevar dem i en lufttæt beholder. De holder sig friske i 3-4 uger.

Noter

Man kan sagtens lave en større portion dej, som trilles til pølser og opbevares i fryseren. På den måde er det nemt at bage en portion kammerjunkere, hver gang lysten til koldskål melder sig i løbet af hele sommeren. 

Variationer og opbevaring.

Jeg kommer som regel vanilje i mine kammerjunkere. Enten i form af vaniljesukker eller vaniljepulver, men det kan sagtens udelades, hvis man synes, der er vaniljesmag nok i koldskålen. Laver man koldskål med citron, så kan man desuden med fordel rive citronskallen ned i dejen til kammerjunkerne (det kræver selvfølgelig usprøjtede citroner) og bruge citronsaften i sin koldskål. Man kan også bruge revet appelsinskal i stedet for citron.

Som med alle andre former for småkager, så kan kammerjunkerne holde sig i 3-4 uger i en kagedåse eller lignende lufttæt beholder. Herefter begynder de at blive lidt bløde og kedelige. Man kan dog sagtens lave en større portion, for dejen kan fryses ned i pølser. Hvis man laver en stor portion, så kan man nemt tage 1-2 dejpølser ud af fryseren og bage en pladefuld kammerjunkere, når lysten melder sig. På den måde kan man, helt uden besvær, servere hjemmebagte kammerjunkere til koldskål hele sommeren.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)