Disse her kartofler i folie (eller kartofler i stanniol) har min mor lavet som tilbehør til vores grillmad lige så langt tilbage, som jeg kan huske. Og nu er det mig, der laver kartoflerne, når Morten og jeg griller, for kartoffelpakkerne er både nemme at lave og superlækre. Og så kan de fyldes med alt imellem himmel og jord og de kan således altid tilpasses den enkelte hovedret.

Vi får ALTID kartofler og friske krydderurter i kartoffelpakkerne, men derudover er det også lækkert at tilsætte forskellige former for grøntsager, som kan give lidt ekstra smag og fylde. Løg (rødløg, gule løg eller forårsløg) er et must i pakkerne herhjemme, men derudover er jeg også ret vild med bagte tomater, så der kommer også gerne en håndfuld solmodne tomater med.

Men nu er det jo ikke alle, der bryder sig om bagte tomater, og så udelader man selvfølgelig bare tomaterne i den enkelte pakke og finder evt. på noget andet. For nemheds skyld og til inspiration har jeg lavet en liste med nogle af de grøntsager, som vi ofte får i pakkerne – den ligger i opskriften herunder. Der er jo den kæmpe fordel, at man kan specieldesigne pakkerne, så de passer til hver enkelt og på den måde er der ingen, der får noget, som de ikke vil have.

>> Se også min opskrift på lækre, smørristede, nye kartofler med persille lige her. 

Jeg synes, at det er superhyggeligt at man får sin egen lille foliepakke på tallerkenen, så man selv kan åbne den og lade sig overraske. Men skal man nu lave foliekartofler til et større selskab, så bliver det jo ret meget stanniol. Derfor kan man i stedet vælge at bruge en stor foliebakke (eller et ildfast fad) og fylde kartofler og grøntsager heri. Så kan man nøjes med at lægge et låg af stanniol på toppen, inden fadet ryger på grillen eller i ovnen.

Disse her kartofler i folie tilberedte jeg på grillen og så serverede jeg dem til en lækker, marineret ørredside som ligeledes var stegt på grillen. Vi har en ret stor grill, så det hele kunne sagtens være der, men ellers holder foliekartoflerne sig fint varme i de ca 15 minutter, som sådan en ørred skal have. Man skal bare lade være med at åbne for pakkerne. Derudover lavede jeg en kold dressing af creme fraiche med masser af krydderurter og lidt citron, et nip sukker, salt og peber og endelig var der dampede, grønne asparges. En helt perfekt sommermiddag, som vi nød i fulde drag med et glas kølig hvidvin til.

Kartofler i folie på grill eller ovn
Print opskrift Pin opskrift
4.5 fra 4 stemmer

Kartofler i folie (på grill eller ovn)

Samlet tid30 min
Antal: 4 personer
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 800 gr små, nye kartofler
  • friske krydderurter (fx persille, timian, purløg, dild)
  • 40 gr smør
  • salt og peber

Forslag til fyld

  • 1 hvidløg (delt i skrællede fed)
  • 200 gr cherrytomater
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde skiver)
  • 2 rødløg eller alm. løg (skrællede og skåret i både)
  • 1 peberfrugt (renset og skåret i strimler)

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne, kom dem i en gryde med letsaltet vand og giv dem et kort opkog (ca 5 minutter), til de er næsten møre men stadig har bid.
  • Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem afdryppe, inden de skæres i mundrette stykker.
  • Læg 4 stykker folie klar på køkkenbordet.
  • Fordel kartofler og krydderurter på foliestykkerne og tilsæt evt. valgfrit fyld efter ovnstående liste eller egne ønsker.
  • Læg et par smørklatter på toppen, drys med salt og peber og pak folien sammen om kartofler og grøntsager med lukningen opad.
  • Læg kartoffelpakkerne på grillen (indirekte varme) i ca 15 minutter, indtil kartoflerne er helt møre og grøntsagerne er tilberedte men stadig har bid.
  • Kartoffelpakkerne kan også tilberedes i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 15 minutter.
  • Server en kartoffelpakke pr. person og lad hver enkelt åbne sin egen pakke ved bordet.

Noter

Skal man lave foliekartofler til mange, kan man med fordel fylde kartofler, krydderurter og grøntsager i en foliebakke og dække den til med folie. Bakken kan efterfølgende steges på grillen eller i ovnen i 15-20 minutter (stegetiden afhænger selvfølgelig af mængden). 

 

Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)