Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Svinemørbrad med skinke.

1 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Opskrifter, Påskefrokost og klassiske påskeopskrifter, Svinekød, Weekendmad
Gå direkte til opskriften

Så blev det fredag og det betyder, at weekenden venter lige rundt om hjørnet. Som så mange andre har vi tradition for at gøre lidt ekstra ud af maden i weekenden. Selvfølgelig sker det helt automatisk, hvis vi skal have gæster, men faktisk synes jeg også, at det er hyggeligt, at gøre lidt ekstra ud af det i weekenden, selvom vi kun er Morten og mig.

Det kan være, at vi laver 2 retter i stedet for 1, fx forret og hovedret eller hovedret og dessert. Det kan også være, at vi forbereder lidt snacks og får en lille hyggelig pre-dinner cocktail. Noget som vi især er glade for om sommeren, hvor vi nyder solen på terrassen. Og indimellem køber vi et lækkert stykke kød hos slagteren, fx en lammekrone, en kalveculotte eller en lille svinemørbrad.

>> Se også min opskrift på rosastegt kalveculotte lige her. 

Sådan en svinemørbrad med skinke er jo som skabt til weekendhygge, men den er faktisk også helt oplagt at servere for gæster. Ikke bare fordi mørbraden er noget så nem at lave, men også fordi den kan forberedes i rigtig god tid, fx dagen før eller om morgenen. Så skal mørbraden bare stå på køl, indtil den skal i ovnen. Formentlig nogenlunde samtidig med, at man serverer forret eller snacks og velkomstdrinks.

Jeg smører gerne mørbraden med sød sennep, inden jeg drysser med krydderurter og pakker den ind i parmaskinke eller lignende lufttørret skinke, fx serranoskinke. Jeg synes, at den søde sennep bidrager med en skøn smag til kødet, men bryder man sig ikke om sennep, så kan man udelade det eller bruge flødeost. Jeg kan især anbefale hvidløgsost og pikantost. En anden mulighed er en god pesto og endelig er det ret lækkert at smøre mørbraden med tapenade (chili, tomat eller oliven).

Om vinteren er det skønt med en portion flødekartofler til mørbraden. Jeg er kæmpefan af de her bearnaisekartofler, som ret beset er flødekartofler med bearnaisesmag, men klassiske flødekartofler går man heller ikke galt i byen med. Om sommeren må det gerne være lidt lettere – det synes jeg i hvert fald. Derfor serverer jeg mørbraden – som vi ofte laver på grillen om sommeren – med lækre salater og små, nye smørristede kartofler eller knuste kartofler med parmesan og timian. Og skal der sauce til, så prøv en kold bearnaisedressing – den er virkelig god.

4,75 fra 4 stemmer

Mørbrad med skinke

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 svinemørbrad
  • 100 gr lufttørret skinke (fx parma eller serranoskinke)
  • 3 spsk sød sennep
  • 0,5 bdt frisk timian (tørret timian kan også bruges)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Afpuds mørbraden og skær sølvsene og urenheder væk.
  • Læg et stykke bagepapir på køkkenbordet. Placer skinkeskiverne i en række på bagepapiret, så de danner et rektangel. Længden skal passe nogenlunde med mørbraden og skiverne må gerne overlappe hinanden lidt.
  • Smør mørbraden med sød sennep (dette kan udelades), og læg den på skinken.
  • Drys herefter mørbraden med friskhakket timian og salt og peber.
  • Rul mørbraden ind i skinkeskiverne ved hjælp af bagepapiret og læg den med sammenføjningen nedad.
  • Læg mørbraden i et ildfast fad eller lad den blive på bagepapiret og træk den over på en bageplade.
  • Steg mørbraden i ovnen ved 180 °C (varmluft) i 20-25 minutter afhængig af tykkelsen og hvor rosastegt kødet ønskes.
  • Mørbraden kan også tilberedes på grillen ved indirekte varme i 20-25 minutter. Vend gerne mørbraden et par gange undervejs.
  • Lad mørbraden hvile utildækket i 5 minutter og skær den herefter i tykke skiver.
 

Noter til opskriften.

 
Bryder man sig ikke om sennep, så kan sennep sagtens erstattes af flødeost (med eller uden smag), pesto eller en lækker tapenade, fx chili- eller tomattapenade. 
Subscribe
Notify of
1 Kommenter
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kirsten Carstensen
2 år siden

Kære Anne Kathrine, Maden i mit liv – er bare god

Jeg skal have pigekomsammen, 10.8.

Vi bliver 8 stk og i den anledning har jeg tænkt mig at lave noget med mørbrad og flødekartofler samt grøn salat. Håber du vil du hjælpe. Er meget fan af dine opskrifter.

Vi skal have tunfiskerand først, slutter af med daim islagkage.