Det er sommer – næsten da. Vejret har i hvert fald vist sig fra sin allersmukkeste side i de seneste uger. Vi stornyder livet på terrassen og i haven og spiser masser af lækker sommergrønt. Asparges, ærter, fine små gulerødder og selvfølgelig de nye kartofler. Jeg synes, at nye kartofler, som bare lige er kogt møre og serveres med lidt smør og havsalt, er den skønneste spise. Men variation skal der også til engang imellem. Og de her lækre, smørristede kartofler med persille har vi spist en hel del af på det sidste.
Smørristede nye kartofler.
Kartoflerne er helt perfekte som tilbehør til en lækker sommermiddag. Og den behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis at være tilberedt på grillen, men kartoflerne passer virkelig godt til grillmad. Både til grillet kød og grillet fisk, hvor jeg indimellem synes, at man godt kan have tendens til at køre lidt fast i de sædvanlige pastasalater og hjemmelavet kartoffelsalat. Ikke et ondt ord om hverken pasta- eller kartoffelsalat, men sommeren er jo lang. Og den bliver forhåbentligt fuld af dejlige, lune aftener med mulighed for at lave lækker mad på grillen. Er man allerede løbet tør for ideer til lækker tilbehør til grillmaden, så har jeg for øvrigt samlet ikke mindre end 30 ideer og opskrifter på salater og tilbehør til grillmad lige her. Så skulle der gerne være mulighed for at samle masser af inspiration.
Kartoflerne er supernemme at lave. De skal ikke skrabes – det synes jeg i hvert fald ikke – blot skrubbes let. Derefter skal de have et opkog i en gryde med letsaltet vand og en svingtur i smør på en varm stegepande. Ikke så meget hokus pokus, men ikke desto mindre fantastisk lækre kartofler.
Skønne variationer.
Bliver kartoflerne serveret til grillet fisk, fx laks, så vender jeg dem nogle gange med frisk dild i stedet for persille. Jeg har også haft succes med både paprika og chili. Men for det meste nøjes vi nu bare med smør og frisk persille, som jeg nyder, at jeg igen kan plukke løs af i haven. Vores krydderurter er virkelig vokset i løbet af de sidste par uger, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel. Jeg plukker derfor på livet løs og drysser dem med rund hånd på vores aftensmad, hver gang jeg kan komme til det.
Smørristede kartofler
Ingredienser
- 800 gr kartofler
- 40 gr smør
- 1 bdt persille
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skrub kartoflerne og giv dem et opkog i en gryde letsaltet vand, til de er lige netop møre. Kogetiden afhænger af kartoflernes størrelse.
- Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem dampe nogenlunde tørre.
- Smelt smørret i en gryde ved middel varme.
- Hæld kartoflerne i gryden og ryst den så smørret fordeles på kartoflerne.
- Lad kartoflerne stege i ca 10 minutter, til de får stegeskorpe og bliver lysebrune. Ryst gryden med jævne mellemrum.
- Drys kartoflerne med friskhakket persille og krydr med salt. Ryst gryden en sidste gang, så det hele fordeles, inden kartoflerne hældes i en skål.
- Pynt evt. med ekstra persille inden servering.