Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Mini toast med skinke og ost – nem opskrift.

2 kommentarer
Brunch - opskrifter., Ideer til studentermad, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Snacks
Gå direkte til opskriften

Minimad og fingermad er hyggeligt. Det synes jeg i hvert fald. Og så er sådan nogle små hapsere jo helt oplagte som appetizer eller velkomtssnack, når man har gæster. Nu har det jo været så som så med festerne i årets løb og det samme med julefrokosterne. Så herhjemme er jeg begyndt engang imellem at lave lækre hapsere til hverdag, når jeg synes, at jeg vil gøre lidt ekstra ud af det. Og forleden blev det til de her mini toast med skinke og ost.

Se også – Grillede nektariner med skinke I Bacon løgringe I Fyldte æg (deviled eggs)

Mini toast – nem og lækker snack.

De lækre mini toast består kun af ganske få ingredienser, og de er ret nemme at lave. Skal de serveres for gæster, så har de desuden den fordel, at de nemt kan tilberedes i god tid. Så skal de bare sættes i ovnen og gratineres inden servering.

Måske en idé, hvis man har lyst til at servere en lille snack for gæsterne, inden man går til bords juleaften? Men pas på med at lave for mange – appetitten skal jo blot skærpes.

Vi spiste de lækre toasts som en lille appetizer med et glas vin til inden aftensmaden. Men jeg er også sikker på, at de også vil være et hit til morgenmad eller brunch. Eksempelvis en lækker brunch her i løbet af juledagene. Endelig vil de være virkelig gode som tilbehør til vinterens mange, lækre supper. Fx en god kartoffel-porre suppe.

Jeg brugte færdigkøbt sandwichbrød til små toasts, men vil man hellere bruge hjemmebagt franskbrød, så er det selvfølgelig også en mulighed. På den måde kan de lækre mini toast faktisk også gå hen og blive et fint lille madspilds projekt. For det er jo helt oplagt at bruge en rest tørt franskbrød til toasts.

4,30 fra 10 stemmer

Mini toast med skinke og ost

Samlet tid30 minutter
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • 1 dl creme fraiche
  • 75 gr revet ost
  • 2 tsk sød sennep
  • 2 tsk friskhakket timian (eller tørret timian)
  • 8 skv sandwichbrød (gerne store skiver)
  • olie eller smeltet smør
  • 12 skv lufttørret skinke (fx serrano)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Rør creme fraiche, revet ost, sennep, timian og salt og peber sammen.
  • Fordel creme fraiche blandingen på 4 skiver sandwichbrød og læg de 4 resterende skiver ovenpå som låg. Skær hver sandwich i 3 lige store stykker = 12 stk i alt.
  • Pensl eller spray brødet med lidt smeltet smør eller olie og vikl en skiver lufttørret skinke om hver. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Gratiner brødene i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 10-15 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
  • Server de sprøde mini toasts varme eller lune.

Skønne variationer.

Jeg synes, at kombinationen af ost og skinke er superlækker, men selvfølgelig kan man sagtens lave alle mulige former for variationer. Og man behøver jo ikke omvikle hver toast med en skive skinke. Den kan sagtens lægges indeni brødet sammen med osten.

Den lufttørrede skinke kan erstattes af en skive god, kogt skinke, fx prosciutto. Der kan også bruges pepperoni og basilikum, tyndtskåret kyllingepålæg eller kalkun. Og selvfølgelig kan kød også helt udelades. Der kan så i stedet tilsættes ekstra smag ved at dryppe med lidt god pesto eller tapenade. Og grofthakkede oliven er også et hit.

Ristede svampe, friske figner eller en moden avocado skåret i tynde skiver er også et hit. Og selvom det måske lyder lidt underligt, så varm avocado altså superlækkert. Gerne sammen med en god basilikumpesto.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Christina
1 år siden

5 stars
Jeg forsøger altid at lave nye spændende retter når jeg inviterer til brunch og disse er helt perfekte.
Kunne man evt servere dem med pesto/tapenade? Den skal jo helst være mild så smagen af toasten ikke overdøves. Måske persille?
Christina