Bagt blomkål med BBQ-sauce. Det er altså sådan, at man får kræsne mænd og kvinder, og så alle os andre selvfølgelig, til at spise endnu flere grønsager. Ideen er bestemt ikke ny. Faktisk er det lidt af et sommerhit i USA at vende blomkålsbuketter i rigeligt BBQ-sauce, stege eller grille dem, og derefter kalde det hotwings. Til stor glæde for blandt andet vegetarer og andre med hang til BBQ-sauce (mig for eksempel).
Se også – Hjemmelavet blomkålssuppe I Grillede grøntsager med feta I Sprøde blomkålsfrikadeller
Bagt blomkål med BBQ sauce – nem opskrift.
Selvom jeg er glad for de amerikanske hotwings af blomkål, så har jeg ikke fået prøvet en hjemmelavet version før nu. Og da jeg alligevel var i gang, kunne jeg lige så godt bruge et helt blomkålshoved og smøre det ind i BBQ-sauce. Jeg har tidligere lavet forskellige varianter af de ovnbagte blomkålshoveder. Både med smør og med garam masala efter inspiration fra Pinterest. Det ser noget så fint ud og smager forrygende. Så nu var turen kommet til BBQ-sauce.
Det tager noget tid, at bage et blomkålshoved helt mørt og lækkert i ovnen. Og sukkeret i BBQ-saucen vil begynde at karamellisere. Derfor kan man risikere, at blomkålshovedet bliver lidt for mørkt, inden det er helt færdigbagt. Man kan dog dække blomkålen til med et stykke stanniol og så skal det nok gå.
Lidt nemmere er det, hvis man deler blomkålen i buketter, som vendes med BBQ-sauce. Buketterne skal ikke have så lang tid i ovnen (15-20 min), og sukkeret begynder derfor ikke at “brænde” på samme måde. Men det ser så fint ud, når man serverer et helt blomkålshoved, så det synes jeg næsten, at man skal unde sig selv. Man kan for øvrigt også pensle BBQ-sauce på en rest dampet blomkål, hvis man eksempelvis har noget til overs fra aftensmaden. Så skal kålen dog kun lige ristes af i ovnen, så det ikke bliver til ren blomkålsmos.
Bagt blomkål med bbq
Ingredienser
- 1 blomkålshoved
- 4 spsk olie
- 3 spsk ketchup
- 2 tsk brun farin
- 1 fed hvidløg (presset)
- 2 tsk paprika
- ½ tsk chilipulver (eller efter smag og styrke)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Fjern dækbladene fra blomkålshovedet og skær det nederste af stokken væk.
- Rør olie, ketchup, brun farin, hvidløg, paprika, chilipulver, salt og peber sammen til en BBQ-sauce. Smag saucen til og pensl den herefter ud over hele blomkålshovedet.
- Placer blomkålshovedet i et ildfast fad eller på en bageplade beklædt med bagepapir og sæt det i ovnen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 45-60 minutter eller til blomkålshovedet er mørt. Stik evt. ind lille skarp kniv ind i blomkålen og mærk efter.
- Under bagningen vil sukkeret i BBQ-saucen karamellisere. Hvis blomkålshovedet begynder at blive for mørkt, kan man dække det til med et stykke stanniol.
- Server det rygende varme blomkålshoved som tilbehør eller som hovedret.
Den bedste BBQ sauce.
Jeg har sådan en slags all round opskrift på BBQ-sauce. Saucen bruger vi til grillet kød igennem hele sommeren og det er også den, som jeg har brugt til blomkålen her. En rigtig BBQ sauce skal, efter min mening, være sød, salt og krydret. Det kan være en god idé at prøve sig frem og smage til, indtil man finder den helt rigtige balance. Har man lyst, kan man tilsætte røgsmag i form af røget chilipulver eller røget paprika. Eller man kan bruge lidt eddike, hvis saucen mangler et skud syre. Og vil man ikke lave sin egen BBQ sauce, så pensler man bare blomkålen med en god, færdigkøbt BBQ sauce.
Vi spiste det ovnbagte blomkål til stegt laks. Bare lige et par laksefilet’er, som var drysset med paprika, salt og peber og bagt i ovnen. Men blomkålen er også skøn som tilbehør til forskellige kødretter. Og hvis man, ligesom os, har indført kødløse dage, så er et ovnbagt blomkålshoved et både lækkert og mættende indslag på bordet. Fx som tilbehør til en grønsagstærte eller måske bare sammen med en god, blandet salat.
Lækker og meget appetitlig blog du har.Den giver rigtig meget god inspiration til hverdags mad.
Jeg har brugt flere af dine opskrifter indtil nu.
Også dine bageopskrifter har jeg benyttet mig meget af.
Dine ingefær småkager er et kæmpehit her i familien……de bliver bagt igen og igen.
Må næsten have lov at spørge,om du er kok ell evt bager ,konditor,da dine ting altid er så lækkert anrettet
Venlig hilsen Grethe
Grethe – Tusind tak for din søde hilsen – jeg er glad for, at jeg kan være med til at inspirere 🙂
Jeg er hverken kok, bager eller konditor, selvom jeg i sin tid har arbejdet som ekspedient i et par forskellige bagerbutikker, men den korrekte titel må vist være “en glad amatør” 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Et helt blomkålshoved bliver ensartet mørt, hvis man laver et dybt kryds i stokken; det samme med større rosenkål.
Elsebeth – Tak for dit gode fif 😀