Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Cheesecake med jordbær og sprød kiksebund.

5 kommentarer
Desserter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift cheesecake med jordbær på en blå tallerken på et bord med en guldkniv og et beige viskestykke

Jeg elsker en god cheesecake, og har efterhånden lavet cheesecakes i et væld af forskellige varianter. Der er jo så mange muligheder. Og man kan (næsten) lave cheesecakes året rundt ved bare at bruge sæsonens bær og frugter. Denne her cheesecake med jordbær lavede jeg med nogle af de allerførste, danske jordbær + en portion frosne jordbær fra haven. Og den blev en kæmpe succes.

Opskrift på cheesecake med jordbær.

Jeg har en grundopskrift på cheesecake, og den holder jeg mig stort set altid til. Så er det bare selve “smagen”, som bliver udskiftet. Til denne her jordbær cheesecake opskrift har jeg både brugt jordbær til ostecremen og til geléen og desuden tilføjet friske jordbær. Men man kan sagtens nøjes med mindre og evt. kun bruge jordbær i geléen.

Man kan også nøjes med at lave en jordbær-flødeostecreme og så droppe evt. gelé på toppen. Det er jo ikke alle, der bryder sig om gelé, og man kan sagtens pynte med friske jordbær i stedet for, hvilket jeg har skrevet meget mere om under opskriften. Mulighederne er mange, og man laver selvfølgelig bare den variant, som man allerbedst kan lide.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer under opskriften.

4,08 fra 13 stemmer

Cheesecake med jordbær

Hviletid6 timer
Samlet tid7 timer
Antal: 8 stk

Ingredienser

Kiksebund

  • 150 gr digestive kiks (eller lignende)
  • 75 gr smeltet smør

Flødeostecreme

  • 5 blade husblas
  • 150 gr jordbær (jeg bruger frosne jordbær)
  • ½ citron (saften heraf)
  • 200 gr flødeost naturel
  • 125 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • dl piskefløde

Jordbærgelé

  • 3 blade husblas
  • 200 gr jordbær (jeg bruger frosne jordbær)
  • 75 gr sukker
  • ½ citron (saften heraf)
  • ½ dl vand
  • 200 gr friske jordbær

Fremgangsmåde

  • Knus kiksene fint med en kagerulle eller i en food processor.
  • Kom knuste kiks og smeltet smør i en skål og bland det godt.
  • Sæt et stykke bagepapir fast i bunden af en springform (ca 18 cm), og pres kiksblandingen ud i bunden med bagsiden af en ske. Stil herefter bunden til side.

Flødeostecreme

  • Sæt husblas i blød i koldt vand.
  • Kom jordbær og citronsaft i en gryde, og giv det et opkog til bærrene koger ud.
  • Tag gryden af varmen, sæt en stavblender i gryden og blend til en cremet puré.
  • Knug vandet af husblassen og rør den ud i den varme jordbærpuré, så husblassen opløses. Hæld herefter puréen i en skål og stil den til side.
  • Kom flødeost, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det sammen.
  • I en anden skål piskes fløden til flødeskum.
  • Tilsæt flødeostecreme 1 spsk af gangen til den varme jordbærpuré og rør godt rundt imellem hver skefuld. Der skal bruges 5-7 spsk indtil puréen kun er lunken.
  • Vend herefter jordbærpuréen over i den resterende flødeostecreme og rør godt rundt.
  • Til sidst vendes flødeskum forsigtigt i jordbær-flødeostecremen.
  • Læg en strimmel kageplastik langs kanten på indersiden af springformen. Fordel herefter jordbær-flødeostecremen i formen og glat overfladen pænt.
  • Stil kagen på køl og lad den sætte sig i ca 2 timer.

Jordbærgelé

  • Sæt husblas i blød i koldt vand.
  • Kom jordbær, sukker, citronsaft og vand i en gryde og giv det et kort opkog til bærrene koger ud.
  • Tag gryden af varmen og passer jordbærrene igennem en sigte, så kernerne sies fra. Kassér kernerne.
  • Der skal bruges ca 2 dl jordbærpuré. Er der ikke nok, så spæd med vand til det passer.
  • Knug vandet af husblassen og rør den ud i den varme jordbærpuré, så husblassen opløses.
  • Lad jordbærpuréen afkøle i ca 15-20 minutter, indtil den er lillefingervarm.
  • Imens skæres de friske jordbær i skiver og lægges på kagen i et fint mønster.
  • Hæld forsigtigt jordbærpuré over jordbærskiverne. Stil herefter kagen tilbage på køl i 3-4 timer (eller til dagen efter) til geléen har sat sig.
  • Ved servering fjernes ring og bund på springformen. Kagen placeres på et fad og kageplastikken trækkes forsigtigt af.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i i 2-3 dage. Kagen kan desuden fryses.

Tips til variationer af jordbær cheesecake.

Jeg synes, at der hører en sprød kiksebund til en rigtig ostekage, og bruger som regel digestive. Men bunden kan sagtens laves på anden vis. Man kan eksempelvis bruge knuste småkager, kammerjunkere eller oreo. Eller krydrede kiks som bastogne og ingefærsmåkager. Og hvis man synes, kan man lave cheesecake på en bund af chokoladekage eller brownie. Jordbær og chokolade er jo et skønt match.

Drop evt. jordbærostecremen og nøjes med en klassisk vaniljecheesecake og jordbærgelé samt friske jordbær på toppen. Man kan også gøre det omvendt og lave en jordbærostecreme, men droppe jordbærgelé og udelukkende bruge friske jordbær eller blandede sommerbær på toppen.

Se også – Koldskålskage I Nem cheesecake i glas I Cheesecake med hyldeblomst

Friske eller frosne jordbær.

Jeg har brugt frosne jordbær til både flødeostecreme og jordbærgelé, eftersom jeg havde en pose frosne jordbær fra haven liggende i fryseren. Desuden er frosne jordbær ofte langt billigere, hvis man skal købe dem i butikkerne. Og eftersom bærrene alligevel skal koges, synes jeg ikke, det kan betale sig at bruge friske bær. Derfor har jeg kun pyntet med friske bær i skiver på toppen af kagen.

Hvis man foretrækker det, kan man sagtens bruge friske jordbær til både flødeostecreme og gelé. Dog vil jeg anbefale, at man lige smager sig lidt frem i forhold til sukkeret, hvis man bruger friske bær. Frosne jordbær kræver nemlig ofte lidt mere sukker end friske jordbær.

Subscribe
Notify of
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Carina
1 år siden

Hvis jeg skal lave denne cheesecake i en alm. størrelse springform (24 cm) skal jeg så fordoble hele opskriften? Bunden skal tænker jeg, men skal jeg bruge 10 blade husblas og 1/2 L fløde til ostecremen? Og hvad med mængden af gelé?

Egeskov
1 år siden

4 stars
Hej,

Jeg er i tvivl med Jordbærgeléen – Skal denne også blendes, eller blot presses igennem en sigte/si? 🤷🏻‍♂️

Egeskov
1 år siden

Ahhh okay, alletiders – Glæder mig til at se/smage resultatet – Cremen er blevet.. Ja, lad os bare sige at jeg var nød til at lave ekstra, da “nogen” i husstanden ikke kunne lade den være under tilberedning… 🤭😂