På trods af, at det ser ud som om, den danske sommer i år faldt i ugen op til pinse samt i uge 30, hvor vi var i New York, har jeg alligevel kastet mig over lidt sommermad. Så kan vi da opleve sommeren igennem maden.
Der lå en stor pakke kyllingefilet i køleskabet, så jeg bestemte mig for nem aftensmad i form af et par club sandwiches med grillet kylling, bacon og karry-dressing. Er det ikke ligesom “grund-reglerne” for en ægte Club sandwich?
Istedet for traditionelt sandwichbrød eller boller brugte jeg tyrkisk brød til vores sandwiches. Jeg var egentlig nede for at købe lidt blandede nødder hos vores lokale grønthandler i dag, men da jeg fik øje på de nybagte, tyrkiske brød, valgte jeg altså dem istedet for. De var helt perfekte – lette, luftige og uden at mætte alt for meget. Og så er der oven i købet rester til min madpakke i morgen.
Brødet blev skåret i nogle pæne firkanter, som blev delt i en over og en under “bolle”. Brødstykkerne blev ristet let og smurt med karry dressing og herefter blev salat, kylling, chilibacon, tomat, agurk, løg og cornichoner fordelt, inden “låget” blev lagt på sandwichen og fastgjort med et lille bambusspyd. Og så var der ellers serveret.
Club sandwich
Ingredienser
- 4 sandwichboller (eller 8 skv. sandwichbrød)
- 2 dl karrydressing
- 4 stk tilberedt kyllingebryst (stegt eller kogt)
- 1 pk bacon i skiver (sprødstegte)
- 100 gr salatblade
- 2 tomater (skåret i skiver)
- 1 løg (skåret i skiver)
- ½ agurk (skåret i skiver)
- 8 cornichoner (kan udelades)
Fremgangsmåde
- Rist sandwichboller eller brød og smør dem med et jævnt lag karrydressing.
- Skær kyllingebrysterne i tynde skiver og fyld sandwicherne med kylling, bacon, salat, tomat, løg, agurk og cornichoner.
- Stik et lille spyd igennem hver sandwich, for at holde på fyldet.
- Server evt. sandwicherne med ristede kartofler eller pommes frites.