Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Cremet blomkålssuppe med forårsløg og bacon…

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Suppe, Svinekød, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Den forgangne uge har vejret ikke just vist sig frem fra sin smukkeste og mest solskinsfyldte side. Tværtimod har vi haft adskillige skybrud, blæst og regn – et vejr, som jeg normalt finder hyggeligt og slet ikke har problemer med, når blot jeg sidder tørt og godt indendøre. Dog er det som om, min krop endnu ikke helt har omstillet sig fra de lune sommertemperaturer til det lidt køligere vejr og fugten. I hvert fald oplevede jeg, at jeg i et par dage decideret sad og småfrøs og ikke rigtigt kunne få varmen igen på trods af en stor strikket sweater og varm te på kanden.

Derfor besluttede jeg, at madplanen for uge 36 skulle udvides med en suppedag og da der lå et bundt forårsløg og et snehvidt og lækkert, dansk blomkålshoved i køleskabet, kunne suppen meget passende blive en cremet blomkålssuppe med forårsløg og et drys bacon på toppen.

Blomkålssuppe (2)

Blomkålssuppe har altid været en af mine yndlingssupper. I det hele taget kan jeg ret godt lide cremede grønsagssupper, men sådan en blomkålssuppe med en snert af fløde og friskrevet muskat er nu alligevel blandt favoritterne. Den minder en smule om både jordskoksuppe og kartoffelsuppe, som vi meget snart skal have gang i – faktisk kan der tilsættes både jordskokker og kartofler til en blomkålssuppe, men denne gang blev det nu bare blomkålssuppen i sin rene form.

Vil man gerne have lidt at tygge på, så kan man tage nogle af blomkålsbuketterne op af gryden, inden suppen blendes og man kan lade et par hele gulerødder koge med, som efterfølgende fiskes op, skæres i skiver og tilsættes suppen efter den har fået en tur med blenderen. M forleden dag foretrak jeg bare suppen helt uden dikkedarer – cremet, glat og mild med et lækkert knas fra det ristede bacon på toppen og en smule skarphed fra det fine, grønne drys af forårsløg.

Ingen bedømmelser

Blomkålssuppe

35 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 100 gr bacon i tern
  • 1 spsk olie
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
  • 1 blomkål (delt i mindre buketter)
  • 8 dl grøntsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
  • 1 dl madlavnings- eller piskefløde
  • ½ tsk revet muskatnød
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Steg bacontern brune og sprøde på en varm pande.
  • Hæld herefter baconstykkerne over på et stykke køkkenrulle og stil dem til side.
  • Opvarm olien i en gryde og sauter forårsløg og blomkål heri i ca 5 minutter.
  • Tilsæt bouillon og lad suppen simre under låg i 15 minutter til blomkålen er mør.
  • Tilsæt fløde og blend suppen glat og cremet med en stavblender.
  • Smag til med revet muskatnød, salt og peber.
  • Server suppen med sprød bacon på toppen og evt. et drys forårsløg.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Suppen kan desuden fryses.
Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer