Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Fajitas med kylling og peberfrugt – lækker texmex mad.

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Fjerkræ, Hovedretter, Hverdagsmad, Mexicansk mad, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Fajitas med kylling og peberfrugt. En skøn, mexicansk ret med strimlet kød (som regel kylling eller oksekød), peberfrugter, løg og en forrygende marinade med masser af smag. Helt simpel og lækker mad, som passer perfekt til en hverdag, men som også kan pimpes med masser af lækkert tilbehør og kolde øl til en helt lille mexicansk fiesta. Jeg foreslår skåle med diverse salatgrønt, tortillachips, revet ost, salsa og min hjemmelavede guacamole eller avocadoer i både, creme fraiche, syltede jalapeños, oliven, ris og bløde, lune hvedetortillaer. Så bliver det altså ikke meget bedre.

Til hverdag kan mindre selvfølgelig gøre det, men det er virkelig både nemt og hurtigt at lave fajitas (udtales fahiitas). Jeg laver som regel fajitas med kylling og peberfrugt, men som sagt kan der også bruges strimlet oksekød. Man skal bare sikre sig, at kødet er mørt og ikke kræver laaaang tilberedning. Wokstrimler er ret perfekte til formålet.

Kylling og peberfrugter er jo ikke i sig selv voldsomt smagfulde, så marinaden spiller en væsentlig rolle, når man laver fajitas. Nedenstående opskrift skal derfor kun ses som inspiration og det står selvfølgelig enhver frit for at pimpe marinaden yderligere. Vil man gerne have en let røget smag, så kan man fx bruge røget paprika eller chipotle chilipulver og man kan også komme både stødt koriander og limesaft i olien, i stedet for at dryppe det over maden ved servering.

Smagen bliver kun bedre af at marinere kød og grønsager i 15-30 minutter inden tilberedning. Har man ikke så god tid, så kan man dog sagtens springe hviletiden over, det har jeg i hvert fald gjort flere gange uden problemer. Har man omvendt rigtig god tid, så kan man lade kød og grønsager marinere natten over.

Man kan både laves fajitas i ovnen og på en rygende varm grillpande. Det kræver lidt mere arbejde, at lave fajitas på panden, idet man skal sikre sig, at kød og grønsager ikke brænder fast og at det bliver vendt jævnligt. Resultatet og antydningen af stegeskorpe på kødet er dog virkelig lækkert. Laver man fajitas i ovnen kan man nøjes med at vende rundt i retten et par gange undervejs. Jeg anbefaler dog, at man bruger en bageplade, eller som minimum et ret stort ildfast fad, så der er god plads til at vende ingredienserne rundt, og det hele bliver fint stegt og godt brunet af.

4,34 fra 3 stemmer

Fajitas med kylling og peberfrugt

Stegetid20 minutter
Samlet tid35 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 3 stk peberfrugt (gerne forskellige farver)
  • 1 stk rødløg
  • 450 gr kyllingebryst (2-3 stk kyllingebryst)
  • 5 spsk olivenolie
  • 2 tsk paprika (evt røget paprika)
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk tørret oregano
  • 0,5 tsk chilipulver (eller efter smag)
  • salt og peber

Desuden

  • 4 dl ris (jeg bruger jasminris)

Fremgangsmåde

  • Fjern stok og frø fra peberfrugterne og skær dem i strimler.
  • Skræl løget og skær det ud i tynde både.
  • Skær kyllingebrysterne i mundrette strimler.
  • Kom peberfrugt, rødløg og kyllingebryst i en stor frysepose.
  • Rør olivenolie, paprika, spidskommen, oregano, chilipulver, salt og peber sammen og hæld marinaden i fryseposen. Ryst posen, så marinaden fordeles og læg posen på køl i 15-30 min. men gerne længere tid. Man kan sagtens lade kyllingen marinere natten over.
  • Vend kylling og grønsager ud på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ildfast fad.
  • Sæt pladen/fadet i ovnen ved 200°C (varmluft) i ca 20 minutter, indtil kyllingen er gennemstegt. Vend rundt i retten et par gange undervejs.
  • Server fajitas med kogt ris og evt. lune tortillapandekager, guacamole eller frisk avocado og frisk lime
  • Evt. rester kan gemmes 2-3 dage på køl. Retten kan desuden fryses.
Kødet bliver uden tvivl lækkert af at ligge i marinaden og trække masser af smag, men har man meget travlt, så kan man godt springe dette step over. 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Birgit
4 år siden

Lavede denne fantastiske Fajitas med kylling lørdag. Tilberefter det hele lørdag morgen. Kom det i en stor stegepose. Lørdag aften ind i ovn. Efter 20 min. Ud på fad garneret med avokado, samt dine kodhhævede flute , hvor jeg blander gulerødder og 5 kornsblanding i. Det var så lækkert