Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Pommes frites – hjemmelavede og sprøde.

7 kommentarer
Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Knasende gyldne og sprøde udenpå, møre indvendigt og med et generøst drys salt. Det er de færreste, der kan modstå en rigtig god portion pommes frites. Og endnu bedre bliver det, hvis der er tale om hjemmelavet pommes frites. Det helt uundværlige tilbehør til en god bøf bearnaise og moules frites. Eller bare som en lækker snack med en skøn dip til.  

De bedste pommes frites. 

Jeg er opvokset med min fars hjemmelavede pommes frites. Og de bliver tilberedt i varm olie i en gryde som beskrevet nedenfor. Det er altså ikke påkrævet, at man har en frituregryde eller fritøse, for at lave pommes frites, så her kan alle være med. Og faktisk er det ret simpelt at lave fritter. Man skal dog væbne sig med en smule tålmodighed, for de skal helst friteres over et par gange for at blive helt perfekte.

Tip! Se også tips til lækre variationer under opskriften.

5 fra 1 stemme

Pommes frites

Samlet tid45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 kg bagekartofler (eller lignende store kartofler)
  • liter smagsneutral olie
  • salt

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne og skær dem i stave á ca 1 x 1 cm.
  • Skyl kartoffelstavene 2-3 gange i koldt vand for at skylle stivelsen ud. Alternativt kan kartoflerne i stedet trække i en skål med koldt vand i 30-60 minutter.
  • Læg kartoffelstavene i et rent viskestykke og dup dem tørre.
  • Opvarm olien i en høj gryde, indtil den er ca 140 °C varm. Har man ikke et stegetermometer, så kan man komme en franskbrødsterning i olien. Det skal boble let omkring brødterningen og den skal langsomt blive gylden. Der kan selvfølgelig også bruges en frituregryde eller fritøse.
  • Steg pommes fritene i olien i ca 5 minutter, indtil de begynder at blive møre men uden at tage farve. Pas på med at overfylde gryden, så temperaturen falder. Det er bedre at stege pommes fritene ad flere gange.
  • Tag pommes fritene op af gryden og læg dem i en skål eller på en tallerken, indtil lige inden servering. De kan uden problemer forberedes nogle timer før brug.
  • Opvarm olien til 180-190 °C. Bruger man franskbrødstricket, så skal brødet hurtigt blive gyldent.
  • Steg pommes fritene i mindre hold, indtil de er gyldne og sprøde.
  • Lad de rygende varme pommes frites afkøle på et stykke køkkenrulle, inden de kommes i en skål. Drys med salt og server straks.

 

Pommes frites i ovn. 

Vil man lave en nemmere og mere fedtfattig udgave af pommes frites, så kan man sagtens tilberede pommes frites i ovn i stedet for i kogende olie. Fritterne bliver dog ikke helt så sprøde, men stadig lækre. 
Vend de rå kartoffelstave med lidt olie og salt (og evt. krydderier) og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg gerne for, at kartoflerne ligger i et enkelt lag. Bag kartoflerne ved 200 °C (varmluft) i 20-30 minutter, indtil de er gyldne og gennemstegte. Drys evt. med ekstra salt og server straks. 
 

Ofte stillede spørgsmål.

Er der gluten i pommes frites?

Nej, som udgangspunkt indeholder kartofler ikke gluten, og der er således heller ikke gluten i pommes frites. Der findes dog visse former for færdiglavede varianter fra frost, hvor kartoflerne er dækket af en tynd coating, som gør dem ekstra sprøde under tilberedningen. Og denne coating kan indeholde gluten.

Ideer til variationer.

Helt generelt er pommes frites med et drys salt jo noget af det allermest simple. Og det behøver man vel ret beset ikke pille ved. Alligevel kan man sagtens lave en række skønne variationer, blot ved at variere “toppingen” på fritterne.

I de her år er det især fritter med en blanding af friskrevet parmesan og persille, timian eller lignende krydderurter, der hitter på diverse burger restauranter. Og så er der jo klassikere som paprika, chilipulver, hvidløg og lignende. For ikke at tale om de lidt mere “greasy” udgaver med ostesauce, sprød bacon osv osv.

Derudover må jeg indrømme, at jeg er lidt vild med de forskellige former for eddikepulver og sour cream and onion pulver, som man kan få på visse restauranter. Det er jo ikke lige noget, som man kan smutte ned og hente i det lokale supermarked. Men har man lyst til at begive sig ud i det lidt mere avancerede, så kan den slags sagtens bestilles på nettet.

Se også – Nem rødvinssauce I Bearnaise sauce I Whiskysauce I Chili mayo

Pommes frites i friture eller gryde?

Vælger man at lave pommes frites i en friture, så har de som regel den fordel, at frituren kan indstilles til at holde en konstant temperatur. Dvs. at man ikke behøver holde øje med, om olien bliver for varm eller kold, ligesom man ikke behøver justere temperaturen løbende.

Men man kan nu sagtens nøjes med et stegetermometer, når man skal tjekke oliens temperatur. Og har man heller ikke det, så kan noget så lavpraktisk som et stykke franskbrød også bruges.

Derudover kan man selvfølgelig lave pommes frites i airfryer.

Subscribe
Notify of
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
LaTascha
13 år siden

Birthe – Det var da træls de ikke blev helt sprøde. Men sprøde eller ej, hjemmelavede pommes frites er nu engang hjemmelavede pommes frites…

Mange hilsner fra

Anne.

Newyorkerbyheart
13 år siden

Jeg har en KÆMPE svaghed for pommes frites – gode pommes frites. Sidste gang jeg lavede dem, blev de dog ikke sprøde nok, selvom jeg stegte dem 2 gange. Men altså, uhmm, sådan er portion kan jeg altid spise 🙂

Mange hilsner
Birthe

LaTascha
13 år siden

klidmoster – jeg sidder faktisk også og får helt lyst igen, det er jo flere dage siden vi fik dem:-)

Malou Klidmoster
13 år siden

Åh, sådan en omgang kunne jeg godt lige spise 🙂

LaTascha
13 år siden

FrøkenØvad – de smager sååå godt. Det er fordi de aldrig har været frosne, er der en klog kok der engang har fortalt mig:-)

Hanne – det er du nødt til. Men jeg advarer dig, pommes frites bliver aldrig det samme bagefter;-)

Hanne's verden
13 år siden

Mmmmmm …. Det MÅ jeg prøve på et tidspunkt! God løsning til den "lille" sult.

FrøkenØvad
13 år siden

De ser godt nok lækre ud! Hjemmelavede pommes frites er også SÅ meget bedre end købte, efter min mening.