Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Hjemmelavet pizza med rugbund…

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fast food, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Vi har nydt det helt fantastiske vejr i weekenden – eller rettere sagt, jeg har nydt det, for Morten er desværre syg og har tilbragt en god del af weekenden i sengen. I går eftermiddags lavede jeg derfor en spontan aftale med mine forældre om søndagshygge og hjemmebagt pizza med rugbund på grillen. Og selvom vi måtte spise indendørs, da det til sidst blev for køligt udenfor, så fik vi alligevel et par hyggelige timer i solen på terrassen med hvidvin og snacks, imens pizzaerne blev gjort klar og bagt.

Jeg lavede pizzadejen og i stedet for at bruge min sædvanlige opskrift på pizzadej, så prøvede jeg denne gang at eksperimentere lidt med pizzabunde med rugmel. Ikke i et forsøg på at være sund, men fordi jeg flere gange har læst, at pizzabunde med rugmel bliver supersprøde og jeg må sige, at vi bestemt ikke blev skuffede. Dejen blev lavet på en blanding af durumhvede, rugmel og hvedemel og det blev, uden sammenligning, de bedste pizzabunde, som jeg nogensinde har lavet, hvilket der da også var bred enighed om rundt om bordet. Masser af knas og sprødhed, en fantastisk lækker smag og så mættede de på den gode måde – en rigtig vinderbund.

Nedenstående opskrift giver 2 store pizzaer og jeg vil mene, at der er nok til at mætte 3-4 personer – evt. 2 voksne og 2 mindre børn. Er vi 4 voksne, som skal have pizza, så laver jeg gerne halvanden portion dej – det giver 3 store pizzaer og det passer helt perfekt. Alle bliver mætte og så er der et par pizzastykker tilovers til køleskabet, som kan spises kolde dagen efter.

Vi laver gerne ret enkle pizzaer med fyld af italiensk pølse eller lufttørret skinke. Nederst fordeler jeg en god, hjemmelavet tomatsauce og frisk mozzarella, som knuges fri for væde og plukkes i mindre stykker og så kommer der pølse eller skinke på toppen. Pizzaerne grilles – eller bages i ovnen – og toppes med lidt frisk oregano eller basilikum. Der kan også dryppes med en hjemmelavet hvidløgsolie eller chiliolie. Og havde det kun været min mor og mig, som skulle spise pizzaer, så var der nok også kommet ordentlig håndfuld oliven på toppen.

4,67 fra 3 stemmer

Pizza med rugbund

Hævetid1 time
Samlet tid1 time 30 minutter
Antal: 2 stk

Ingredienser

  • dl vand (lillefingervarmt)
  • ½ pk gær
  • tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 75 gr rugmel
  • 75 gr durumhvedemel
  • 2 spsk olivenolie
  • 200 gr hvedemel + lidt til udrulning (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)

Fremgangsmåde

  • Udrør gær i vandet og tilsæt salt og sukker. Kom rugmel og durumhvedemel i skålen og rør rundt. Kom til sidst olie og hvedemel i skålen og ælt til en blank og smidig dej. 
  • Lad dejen hæve tildækket i minimum 1 time men gerne 1½ – 2 timer. 
  • Slå dejen ned og del den i 2 stykker. Udrul hvert stykke til en supertynd pizzabund og læg bunden på et stykke bagepapir. Læg fyld efter eget valg på pizzaen.
  • Tænd ovnen på 250 °C og varm en pizzaplade eller en bageplade op. Træk pizzaen over på den varme plade ved hjælp af bagepapiret og bag pizzaen i ca 8-10 minutter ved 250 °C (alm. ovn - ikke varmluft), indtil bunden er sprød og osten er smeltet på toppen. 
  • Man kan også grille pizzaen over direkte varme i en kuglegrill. Varm en pizzaplade godt op i grillen og træk pizzaen over på pladen ved hjælp af bagepapiret.
Jeg kan virkelig anbefale at komme en smule rugmel i pizzadejen. Det giver en sprød og meget velsmagende pizzabund, men selvfølgelig kan man sagtens udelade rugmel og bare bruge lidt ekstra hvedemel. 
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Heidi
6 år siden

Afprøvede din opskrift i går, det er de bedste pizzaer jeg har lavet. Jeg brugte dog grahamsmel i stedet for rugmel ?