Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Isalamande – opskrift på nem juledessert.

4 kommentarer
Desserter, Julemad og juleopskrifter, Mortens aften opskrifter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Der er ingen tvivl om, at risalamande med mandler og kirsebærsauce er den ubestridte juledessert, ikke mindst juleaften. Og desuden et kæmpe hit i løbet af hele november og december. Men for nyligt spottede jeg en såkaldt isalamande hos en af de store fastfoodkæder – vi kan jo kalde stedet for “den gyldne måge” 😉 Isalamanden bestod af softice, kirsebærsauce og mandelsplitter, og det lød så tilpas lækkert, at jeg var nødt til at prøve at lave sådan en, da jeg kom hjem.

Se også – Risalamande I Risalamande kage I Kirsebærfromage med brændte mandler

Nem opskrift på isalamande.

Ideen om at lave isalamande dukkede sådan rimeligt spontant op i mit hoved. Så jeg købte bare en liter god vaniljeis med hjem og gik i gang. Der er dog ingen tvivl om, at isalamande vil være et hit med en lækker, hjemmelavet vaniljeis spækket med sorte vaniljeprikker.

Den “oprindelige” islamande er lavet på softice, men da jeg i sagens natur ikke har en softice maskine stående, kuglede jeg bare isen op og fordelte den i nogle glas. Vil man gerne have noget, der minder om softice, så kan man dog sagtens røre isen blød først.

Normalt spiser vi altid kold kirsebærsauce (eller iskold hindbærpuré) til risalamande. Men jeg har engang fået en dessert i Tyskland, bestående af vaniljeis med lun jordbær-hindbærsauce (Heiße Liebe). Kombinationen af den lune frugtsauce og den kolde is var helt eminent. Så med den i tankerne lunede jeg kirsebærsaucen ganske let, inden jeg fordelte den og de ristede mandler ovenpå isalamanden.

5 fra 1 stemme

Isalamande

Samlet tid15 minutter
Antal: 4 portioner

Ingredienser

  • 50 gr mandelsplitter (eller grofthakkede mandler)
  • 1 liter god vaniljeis
  • dl kirsebærsauce

Fremgangsmåde

  • Rist mandlerne på en tør, varm pande til de bliver gyldne og begynder at dufte. Hæld mandlerne i en skål og lad dem afkøle.
  • Fordel isen i 4 portionsglas. Vil man gerne have en ekstra cremet is, så tag den ud af fryseren ca 15 min i forvejen og rør den til en blød softice.
  • Lun kirsebærsaucen ganske let og fordel kirsebærsauce og ristede mandler ovenpå isen.
  • Server straks.

Dessert med muligheder.

Der er ingen tvivl om, at kombinationen af vanilje, mandler og kirsebærsauce emmer langt væk af jul og risalamande. Og jeg er sikker på, at en portion isalamande vil vække jubel som dessert i løbet af december. Fx ovenpå en god julefrokost, hvor der er plads til nyfortolkninger.

Jeg er desuden ret sikker på, at en hel del af dem, som ikke bryder sig om risalamande, vil kunne lide isalamande. Faktisk kender jeg adskillige familier, hvor flere af familiemedlemmerne ikke bryder sig om risalamande. De får derfor en anden slags dessert juleaften. Og her er isalamande jo helt oplagt. Man skal blot lave en portion vaniljeis, eller købe en god vaniljeis, og så er tilbehøret jo stort set det samme.

I stedet for kirsebærsauce, kan man servere en jordbær- eller hindbærsauce (eller puré) til isen. Man kan også bruge kirsebærsirup eller amarena kirsebær, hvis det skal være ekstra godt. De ristede mandelsplitter kan desuden udelades eller erstattes af brændte mandler eller måske brændte hasselnødder for lidt ekstra knas. Og husk så lige at gemme en hel mandel i isen, hvis alle skal kunne være med i kampen om mandelgaven.

Subscribe
Notify of
4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
M Perkins
3 år siden

Nu er jeg selv svært glad for risalamande… men der er pt en lille risiko for at gemalen og jeg må blive hjemme til juleaften. Jeg har lagt et andebryst i fryseren for jeg VIL have and, men da gemalen er vegetar og får noget andet alligevel, tror jeg ikke der er nogen der helt magter også at stå og lave risalamande kun til to. Så kunne det her godt blive alternativet!

Lu Jensen
3 år siden

Hvad er en god vanilje is kan du anbefale tak?