Kage i kop! Som i al sin enkelthed går ud på at røre en lille, bitte portion kagedej sammen i en kop og bage den et par minutter i mikrobølgeovnen. Efterfølgende putter man sig i sofaen eller en god stol og nyder den lune kage. Sådan er konceptet i hvert fald her i huset. Og eftersom det tager ca 5 minutter at lave en kage i kop – inkl. bagning – så er der ikke langt fra tanke til handling, når lækkersulten melder sig.
Se også – Blåbærmuffins I Blåbærkage
Kage i kop – nem opskrift.
Det er efterhånden ved at være et par år siden, at jeg har leget med konceptet “kage i kop”. Det var, som så mange andre modefænomener indenfor madlavning, noget som poppede op på diverse madsites på nettet, og som alle skulle afprøve, inden fænomenet ligesom døde ud igen og gled over i glemslen.
Selv havde jeg i hvert fald glemt alt om kager i kopper, indtil jeg ved et tilfælde fik lyst til at støve konceptet af igen. Jeg havde nemlig et hængeparti med en kage i kop a la blåbærmuffin. Og da vi som regel altid har store, lækre blåbær i køleskabet på denne her tid af året, hvor de er i sæson, var der ikke langt fra tanke til handling. Formentlig kan man bruge frosne, optøede blåbær til kagen. Vær dog OBS på, at de frosne bær kan være en del mere syrlige end de friske. Så måske skal der bruges lidt ekstra sukker.
Spis kagen nybagt.
Kagen blev serveret – lun og nybagt med lidt ekstra friske bær og et drys flormelis på toppen til en kop varm te. Lidt creme fraiche vil sikkert også være fint til. Men så synes jeg, at der går for meget frugttærte i den. Det skulle jo helt være en form for blåbærmuffin.
Kagen er bedst, imens den stadig er lun eller i hvert fald rimelig friskbagt. Den er nem at lave og lynhurtig, men dagen efter er den ikke så spændende længere. Det er altså en kage, som skal bages her og nu, når lysten melder sig. Hvilket er meget heldigt, den korte tilberedningstid taget i betragtning.
Kage i kop
Ingredienser
- 20 gr smeltet smør
- 2 spsk mælk
- 1 æg
- 4 spsk sukker
- 4 spsk hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- friske blåbær efter smag
Fremgangsmåde
- Find en kop, som kan rumme ca 3½ dl og tåle at komme i mikrobølgeovnen.
- Kom smeltet smør, mælk og æg i koppen og pisk det sammen med en gaffel.
- Tilsæt sukker, hvedemel, bagepulver og blåbær og rør dejen sammen med gaflen.
- Sæt koppen i mikrobølgeovnen og bag kagen ved 800 W i ca 3 minutter, indtil den er hævet op og fint svampet med en masse små lufthuller i toppen.
- Før en lille kniv rundt i kanten af koppen og vip herefter kagen ud.
- Lad kagen afkøle let og spis den lun, evt. med et drys flormelis og blåbær.
Gemma fra Bigger Bolder Baking har en hel serie med små måltider, snacks og kager lavet i mikrobølgeovn. Opskrifterne er her: https://www.biggerbolderbaking.com/category/recipes/1-minute-microwave-recipes/
Jeg har endnu ikke fået prøvet nogen af dem endnu, men det frister 🙂
Line – Tusind tak for dit fif – den side vil jeg da lige ind og studere nærmere 🙂
Rigtig dejlig aften til dig 🙂