Jeg er vild med at tilføje forskellige former for linser, bønner og bælgfrugter til vores salater. Både når der er tale om tilbehør, og når jeg laver deciderede måltidssalater. Ikke mindst fordi det giver en god fylde og mæthed til salaterne, men selvfølgelig også fordi, at det smager godt. Og den her kikærtesalat med spidskål og søde kartofler er det sidste nye salathit herhjemme. Nøj hvor er den bare god.
Opskrift på kikærtesalat.
For at få lidt salt og sødme har jeg tilsat søde kartofler i tern og smuldret feta/salatost til kikærtesalaten. Derudover har jeg brugt spidskål skåret i helt fine strimler. Der kan bruges salat i stedet for, men jeg er vild med den sprøde spidskål.
Desuden havde jeg en bakke brombær stående, som kom på toppen af salaten sammen med en håndfuld grofthakkede valnødder for lidt ekstra knas. Men man freestyler selvfølgelig bare, og bruger lige præcis de bær, frugter, nødder og kerner, som man kan lide. Jeg har skrevet meget mere om mulighederne for forskellige, lækre variationer under selve opskriften.
Tip! Se tips til variationer samt kogning af kikærter under opskriften.
Kikærtesalat med spidskål
Ingredienser
- 200 gr sødkartofler
- 1 spsk olie
- 2 tsk paprika
- 400 gr spidskål
- 200 gr kikærter (udblødte og kogte)
- salt og peber
Desuden
- 100 gr feta/salatost
- 50 gr brombær (eller blåbær)
- 25 gr valnødder (hakkede)
Fremgangsmåde
- Skræl sødkartoflerne og skær dem i mundrette tern.
- Kom sødkartoflerne i en frysepose og hæld olie, paprika, salt og peber ved. Ryst posen, så det hele blandes grundigt.
- Vend sødkartoflerne ud på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 190 °C (varmluft) i ca. 15-20 minutter, indtil de er møre og let gyldne.
- Skær spidskålen i tynde strimler og anret den på et fad eller en tallerken.
- Fordel de bagte sødkartofler og kikærterne ovenpå spidskålen
- Drys med smuldret feta, brombær og hakkede valnødder på toppen.
- Server evt. med creme fraiche dressing eller olie-eddike dressing.
Lækre variationer.
Jeg er vild med at tilføje ost til mine salater, som jeg synes, giver et skønt modspil til de sprøde grøntsager. Vil man ikke bruge feta/salatost, så kan man i stedet bruge en fast ost i små tern, fx gruyere eller cheddar. Smuldret blåskimmelost er også virkelig lækkert, hvis man bryder sig om den slags.
Jeg havde en bakke brombær stående i køleskabet, som trængte til at blive brugt, så de kom på toppen af salaten. Dog kan man sagtens udelade bær eller bruge andre slags. Fx hindbær eller blåbær. Friske abrikoser, nektariner eller pærer skåret i mindre stykker vil også være lækkert.
Jeg er fuldstændig pjattede med søde kartofler, og bruger dem lige så snart, jeg kan slippe afsted med det. Men der kan uden problemer bruges andre former for bagte grøntsager. Fx bagte gulerødder, rødbeder, pastinakker eller persillerødder.
Skal der ekstra smag til kikærterne, så kan de ristes af på en stegepande i lidt olie. Gerne tilsat hvidløg og forskellige krydderier som fx paprika, karry eller chili. Men helt neutrale, kogte kikærter er heller ikke dårligt.
Se også – Kikærter med hvidløg I Falafler I Vegetarburger med kikærter
Kogning af kikærter.
Jeg udbløder og koger som regel selv kikærter (og bønner) til salater, gryderetter mm. Det tager godt nok lidt tid, men det er jo ikke specielt svært. Og man kan lige så godt lave en stor portion, når man alligevel er i gang. Såvel kikærter som bønner og lignende bælgfrugter kan nemlig uden problemer pakkes ned i passende portioner og fryses. Så er det nemt at finde en pose frem og optø, næste gang der skal bruges kikærter til hummus, gryderetter, salater eller lignende.
Tørrede kikærter sættes i blød i en skål med rigeligt vand, og trækker i 8-12 timer. Fx natten over. Dagen efter skylles kikærterne grundigt og kommes i en gryde med saltet vand. Kikærterne koges under låg i ca 15-30 minutter, indtil de er møre og cremede. Kogetiden kan variere, så smag på kikærterne undervejs. Når kikærterne er møre, hældes vandet fra og kikærterne afkøles. Og så er de klar til brug.