Helstegt kylling med brun sauce, hasselback kartofler og agurkesalat var på menuen med jævne mellemrum i min barndom. Det var som regel fredag aften, at vi fik kylling, hvilket formentlig har haft noget at gøre med, at kylling og hasselback kartofler er både nem og lækker mad, som blot skal sættes i ovnen og efterfølgende stort set passer sig selv. Perfekt ovenpå en lang uge, hvor man gerne vil slappe lidt af og glæde sig over, at det er weekend. Og jeg laver skam stadig både helstegt kylling og hasselback kartofler, som måske nok er lidt et levn fra 80’erne og 90’erne. Men de skønne, møre kartofler med de sprøde kanter smager da bare forrygende og holder stadig 100 %
>> Se også min opskrift på de bedste hasselback kartofler lige her.
Hasselback kartofler stammer for øvrigt fra restaurant Hasselbacken i Stockholm. Ideen til kartoflerne skulle eftersigende være opstået engang i løbet af 1950’erne, hvor man fandt ud af, at man kunne lave bagte kartofler hurtigere, hvis man skar dem trekvart igennem i tynde skiver. Hasselback kartofler er således opkaldt efter restauranten og navnet har ikke noget med tilberedningsmetoden at gøre – på trods af de mange opskrifter på “hasselbagte” kartofler, man ofte støder på. Selv på visse restauranters menukort.
>> Se også min opskrift på mini hasselback kartofler som snack/appetizer lige her.
Nå, men det var et sidespring og jeg springer straks tilbage til denne her skønne helstegte kylling i fad med hasselback kartofler, som jeg lavede forleden dag. I stedet for at stege kylling og kartofler hver for sig, samlede jeg nemlig hele herligheden i et og samme fad. Det gav ikke bare en skøn og saftig kylling, men også de lækreste kartofler, som havde suget masser af smag, saft og kraft til sig fra kyllingeskyen i bunden af fadet. Jeg lover, at hver eneste kartoffel var en sand lækkerbisken.
Selve forberedelsen af retten tog ikke meget mere end 10 minutter. Især ikke fordi jeg valgte, at springe kartoffelskrælningen over og nøjedes med at skrubbe dem. Den skræl der sidder på kartoflerne på denne her tid af året, er jo alligevel så tynd og lækker, at den bare er med til at gøre de bagte kartofler endnu bedre.
Kartoflerne blev skåret trekvart igennem i tynde skiver og kom så i et ildfast fad sammen med kyllingen. En citron, frisk timian, smeltet smør og lidt salt og peber og så røg hele molevitten i ovnen i 70 minutter, indtil kyllingen var færdigstegt og kartoflerne møre. That’s it. Så nemt og lækkert og så fik jeg lavet en lækker salat, dækket bord og oven i købt læst et par kapitler i min bog, imens maden blev færdig.
Supernem og lækker hverdags- eller weekendmad, for herhjemme kan en kylling bestemt også gøre det ud for lidt weekendluksus. Og denne her skønne kylling i fad med hasselback kartofler giver bestemt begrebet “lørdagskylling” en helt ny betydning.
Kylling med hasselback kartofler
Ingredienser
- 1 stk fersk kylling
- 1 stk usprøjtet citron
- 800 gr kartofler
- 0,5 bdt timian (2 tsk tørret timian kan også bruges)
- 25 gr smør (smeltet)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Rengør kyllingen for eventuelle rester af blod/fjer og dup den tør med køkkenrulle. Placer kyllingen i et ildfast fad.
- Skær citronen i grove stykker og kom dem ind i kyllingen sammen med et par timiankviste.
- Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem trekvart igennem i tynde skiver, så de stadig sidder sammen. Placer kartoflerne rundt om kyllingen i fadet.
- Pensl kylling og kartofler med smeltet smør og fordel frisk eller tørret timian. Afslut med salt og peber.
- Sæt fadet i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 70 minutter, til kyllingen er gennemstegt og kartoflerne er møre.
- Vil man gerne have sprødt skind på kyllingen, så skru evt. ovnen op på 250 °C og start grillfunktion i de sidste 10 minutter af stegetiden. Sørg for at holde øje med kyllingen, for pludselig kan det gå stærkt.
- Udskær kyllingen og server kylling og kartofler med en lækker salat, grønsager eller brød.