Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kyllingelasagne med spinat.

10 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fjerkræ, Hovedretter, Hverdagsmad, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta
Gå direkte til opskriften

Udover hjemmelavede påskeæg i massevis har den forgangne uge også budt på en ny variant indenfor lasagne, nemlig en kyllingelasagne med tomat og spinat. En variant jeg ikke tidligere har prøvet, men det bliver der bestemt gjort noget ved fra nu af, for hold da op hvor var det bare en lækker og anderledes form for lasagne.

Mange kyllingelasagner laves på hakket kylling, men jeg ville gerne lave en lasagne, som rent strukturmæssigt adskilte sig fra den klassiske med hakket oksekød. Derfor lavede jeg i stedet lasagnen med kyllingefilet, hvilket var en stor succes. Desuden tilsatte jeg lidt majs, en rest jeg havde stående i køleskabet, men selvom jeg syntes, at de passede fint til resten af konceptet, så kan de altså sagtens undværes, hvis man ikke lige har en dåse stående, eller bare ikke føler for at tilsætte majs.

De møre kyllingestykker i den cremede fløde-tomat sauce var et lækkert alternativ til den sædvanlige lasagne med oksekød og med en blandet salat og lidt godt brød ved siden af, var det perfekt aftensmad. Aftensmad af den slags, der bare smager af mere og som man ved, snart vil komme på menuen igen. Og den slags aftensmad kan vi altså godt lide her i huset.

3 fra 3 stemmer

Kyllingelasagne med spinat

Bagetid30 minutter
Samlet tid1 time
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 stk løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 400 gr kyllingebryst (skåret i mundrette tern)
  • 2 tsk karry
  • 2 tsk tørret oregano
  • 0,5 liter passata tomater (blendede tomater)
  • 1 dl madlavnings- eller piskefløde
  • 2 dl mælk (kan erstattes af vand)
  • 150 gr majs (1 lille dåse)
  • 450 gr frossen, hakket spinat (optøet)
  • 16 stk lasagneplader
  • 100 gr revet ost
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en gryde og sauter løg og hvidløg heri.
  • Tilsæt kylling i tern og brun stykkerne godt. Krydr med karry og oregano.
  • Tilsæt passata tomater, fløde og mælk og lad saucen simre i 10-15 minutter.
  • Tilsæt majs og smag til med salt og peber.
  • Pres overskydende væde fra den optøede spinat.
  • Byg lasagnen op med tomatsauce, spinat og pastaplader i et ildfast fad. Slut af med et lag sauce og drys med revet ost på toppen.
  • Bag lasagnen ved 190 °C (varmluft) i ca 30 minutter, indtil overfladen er gylden.
  • Lad gerne lasagnen trække i 5-10 minutter inden udskæring. Så er den nemmere at skære i pæne stykker. Server med salat og brød.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Man behøver ikke frygte jordbakterier fra spinaten, da frossen spinat er grundigt skyllet. Lasagnen kan desuden fryses.
 

Noter til opskriften. 

 
Passata tomater er blendede tomater, som kan købes på karton eller flaske i de fleste supermarkeder. De står som regel sammen med de øvrige tomatprodukter.
Alternativt kan der bruges 2 ds hakkede tomater. Giv dem evt en tur med stavblenderen, hvis konsistensen skal være klumpfri som passata tomater.
 
Subscribe
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Mette villadsen
7 år siden

Mums- Denne lasagne er blevet en af vores favoritter ? Og den egner sig godt som “reste mad”

Mette
6 år siden

Hejsa.
Har lige et spørgsmål inden jeg laver denne lækre lasagne. Hvad er passata tomater ?
Vil også lige benytte lejligheden til at sige tusinde TAK for alle dine lækre opskrifter ??
Kh. Mette .

Mette
6 år siden

Hej igen.

Ups den havde jeg ikke set ? Men tusind TAK for svar ??

Lone Simonsen
6 år siden

Hej Mette
Kan man bruge hytteost i stedet for mælk og madlavningsfløde
Mvh
Lone

Louise Krog Thygesen
6 år siden

Hej.
Hvilken mængde passata skal der bruges? Har en flaske med 700 g, er det fint til en dobbelt portion?
På forhånd tak for svar:-)
Mvh Louise.