Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Ovnbagt græskarsuppe – min bedste opskrift.

8 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Suppe, Vegetar
Gå direkte til opskriften

Jeg er vild med græskarsuppe, som jeg laver med jævne mellemrum i løbet efteråret og vinteren. Især de små buttede hokkaido græskar og butternut græskar er perfekte til suppe. Som regel laver en klassisk græskarsuppe, som er både nem og lækker. Men nogle gange bliver det i stedet til ovnbagt græskarsuppe. Og nu er det simpelthen på tide, at den rammer bloggen. Den er nemlig virkelig lækker og aromatisk.

Se også – Græskarsuppe med hokkaido I Peberfrugtsuppe I Ovnbagt tomatsuppe

Ovnbagt græskarsuppe – lækker opskrift.

Lad det være sagt med det samme. Selvom det ikke er svært at lave ovnbagt græskarsuppe, så kræver det lidt mere arbejde. Helt præcist én arbejdsgang mere, end hvis man bare laver en klassisk græskarsuppe, hvor alle ingredienserne koges i en gryde og blendes til suppe. Græskarstykkerne skal jo lige en tur i ovnen, inden de kommes i gryden sammen med løg, hvidløg og bouillon.

Men jeg vil alligevel opfordre til, at man prøver den ovnbagte græskarsuppe. Den smager virkelig dejligt og suppen får ligesom en lidt mere intens smag, når græskarret bages først.

4,15 fra 7 stemmer

Græskarsuppe (ovnbagt)

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 lille hokkaido græskar (butternut kan også bruges)
  • 1 spsk olie
  • 2 tsk paprika
  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 2 løg (hakkede)
  • 1 peberfrugt (kan udelades)
  • 8 dl hønse- eller grønsagsbouillon (evt. vand + 1 bouillonterning)
  • 1 dl piske- eller madlavningsfløde
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 2 tsk hvidvinseddike (andre slags eddike kan også bruges)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Halver græskaret og skrab kernerne ud. Skær græskarkødet i grove tern - der skal bruges ca 650 gr. Det er ikke nødvendigt at skrælle græskaret først.
  • Kom græskarstykkerne i en frysepose og tilsæt olie, paprika, salt og peber. Ryst posen grundigt, så olie og krydderier fordeles og bred det hele ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bag græskarstykkerne i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 15-20 minutter, indtil de er møre og bløde.
  • Opvarm olien i en gryde og sauter hvidløg og løg heri, til de bliver klare.
  • Rens peberfrugten for stok og frø og skær den i grove tern. Kom peberfrugtstykkerne i gryden og sauter et par minutter.
  • Kom de bagte græskarstykker i gryden og tilsæt bouillon. Bring gryden i kog og lad den koge igennem i et par minutter.
  • Blend suppen glat med en stavblender og tilsæt fløden.
  • Smag til med spidskommen, eddike, salt og peber og varm suppen igennem.
  • Server suppen rygende varm, evt med en klat creme fraiche og godt brød til.

Lækre variationer.

Hvis man synes, kan man sagtens komme både hvidløg og løg på bagepladen sammen med græskarstykkerne og give hele molevitten en tur i ovnen. Jeg sauterer som regel løgene i olie i en gryde, inden de får selskab af bagt græskar og bouillon. Men det bestemmer man jo selv, og begge dele smager dejligt.

Til sidst afrunder jeg suppen med lidt fløde og eddike. Fløden kan erstattes af flødeost (naturel eller med smag), mælk eller kokosmælk. Og i stedet for eddike kan man bruge citronsaft eller en sjat hvidvin. Men lidt syre skal der til for ligesom at opveje de søde løg og græskarret.

Skønne toppings til suppe.

Jeg serverer suppen med en klat kølig og let syrlig creme fraiche på toppen. Og så er det altså superlækkert med lidt knas, når man får suppe. Ellers kan det hele hurtigt blive sådan lidt “blødt i blødt”. Jeg er vild med ristede og saltede nødder eller kerner. Og i det her tilfælde er græskarkerner jo helt oplagte.

Alternativt kan man servere suppen med hjemmelavede rugbrødscroutoner eller knuste rugbrødschips. Og så går man jo sjældent galt i byen med sprødstegt bacon i tern, lufttørret skinke eller chorizo.

Subscribe
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Renate
4 år siden

4 stars
Den ovnbagte græskarsuppe blev rigtig god, den laver jeg sikkert snart igen.

Mie
4 år siden

Jeg er i fuld gang med gryderne, bruger din madplan ugentligt. Så dejligt 😍😍
Glæd dig til Bornholm, her er skønt 😍

Henry Møller
3 år siden
Svar  Mie

Hvis du vil gøre det lidt nemmere bager du den hele Hokaido, og piller først kernerne ud og stilken af bagefter. Det er 1000 gange nemmere, når den er bagt.

Kristian
3 år siden

Hvor i processen fjerner du skrællen?