Uhh hvor jeg elsker, når årstiderne skifter og butikkerne fyldes med nye, spændende råvarer, som er i sæson netop nu. Jeg kan slet ikke stå for den slags. Derfor kom jeg også til at købe alt for meget med hjem, da jeg var ved grønthandleren forleden dag. Kæmpestore artikskokker, friske majskolber, gulerødder i de smukkeste farver og bolchestribede rødbeder. Og så et smukt, orange hokkaido græskar til hokkaido græskarsuppe.
Nem græskarsuppe opskrift med hokkaido græskar.
Jeg er vild med både hokkaidogræskar og butternut, som nok også er de mest solgte græskar i butikkerne herhjemme. Begge slags smager fantastisk som tilbehør, hvis de bages møre i ovnen a la denne her opskrift med timian og feta. Men de kan også bruges i en græskartærte. Både en sød græskartærte til dessert og en madtærte med græskar.
Og så er de jo bare geniale til en portion græskarsuppe, som er hurtig og nem at lave, og som samtidig smager noget så dejligt. Helt perfekt med en god suppe til aftensmad på en kølig efterårsdag.
Tip! Se evt. “ofte stillede spørgsmål” og forslag til skønne smagsgivere til suppen under opskriften.
Græskarsuppe med hokkaido
Ingredienser
- 1 stk hokkaido græskar (ca 600 gr uden kerner og stok)
- 2 spsk olie
- 1 stk løg (grofthakket)
- 2 fed hvidløg (grofthakket)
- 8 dl grøntsagsbouillon (evt. vand + bouillonterning)
- 2 tsk tørret timian
- 2 dl madlavnings- eller piskefløde (kan erstattes af flødeost naturel)
- 2 tsk paprika
- 1 tsk chilipulver (kan udelades)
- 0,5 stk citron (saften heraf)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Halver hokkaidogræskarret, fjern kernerne og skær græskarret i grove tern. Det er ikke nødvendigt at skrælle den hårde skal af græskarret først.
- Varm olien op i en gryde og sauter løg og hvidløg heri til de er klare.
- Tilsæt græskartern og timian til gryden og sauter i ca 5 minutter.
- Hæld bouillon i gryden, læg låg på og lad suppen simre i ca 20 minutter, indtil græskarstykkerne er helt møre.
- Blend suppen glat med en stavblender eller i en almindelig blender.
- Tilsæt fløde (eller flødeost) og paprika til suppen og smag til med chilipulver, citronsaft og salt og peber. Er suppen for tyk, så tilsæt lidt ekstra fløde/bouillon eller bare lidt vand.
- Varm suppen igennem og server den evt. med creme fraiche og ristede græskarkerner på toppen og godt brød til.
Ofte stillede spørgsmål
Nej!
Det er ikke nødvendigt at fjerne den hårde skræl fra græskarret, hvis man tilbereder det. Når græskarret bliver bagt eller kogt, bliver skallen blød, og kan så nemt blendes sammen med resten af suppen.
Nej!
Man kan ikke fryse et græskar, da vandindholdet vil få frugtkødet til at “platte ud” ved optøning. Man ser det ofte ved de fine pyntegræskar eller halloween græskar, som pynter i haven, lige indtil den første frost. Så falder de sammen og må smides ud. Til gengæld kan man uden problemer fryse græskarsuppen.
En skøn suppe med masser af smag.
Jeg laver mange portioner græskarsuppe i løbet af sæsonen og går for det meste ud fra princippet om at tilsætte det til gryden, som jeg nu alligevel har i køkkenet eller køleskabet. Derfor kan mine supper sagtens variere i smag og udseende. Men denne gang har jeg prøvet at holde mig til en helt simpel udgave. En græskarsuppe, som kan bruges som udgangspunkt for alle mulige andre former for græskarsuppe. Altså en form for “grundsuppe” om man vil. Og så kan man selv tilføje ekstra grønsager, krydderurter eller smagsgivere, hvis man har lyst.
Der skal som minimum bruges lidt forskellige krydderier til suppen. Græskar er en meget mild grønsag og får man ikke tilsat ekstra smag til suppen, så smager det rent ud sagt som at stikke tungen ud ad vinduet. Det er derfor nødvendigt at tilsætte lidt salt og syre og så giver det altså også et gevaldigt pift, hvis man tilsætter lidt chili eller paprika. Man kan desuden lege med forskellige, lækre toppings som fx creme fraiche, sprødtstegt bacon eller chorizo i tern. Ristede græskarkerner eller nødder, æble i tern, friskhakkede krydderurter, brødcroutoner og lignende er også godt.
Jeg bryder mig ikke om en suppe, som er alt for tyk. Den skal, efter min mening, ikke kunne stå selv eller minde om grød, men det er jo en smagssag. Synes man, at suppen er for tyk, når man har blendet den, så tilsæt lidt vand eller bouillon indtil konsistensen er som ønsket. I stedet for fløde kan man desuden tilsætte flødeost naturel eller gul pikantost. Det giver en superlækker smag.
Man kan også skære græskaret i halve skiver og bage det mørt i ovnen ca 20 min. inden det kommes i gryden med løg og hvidløg, det giver en mere intens smag.
Addy – Uhhh, det lyder også godt – det skal prøves. Jeg laver ofte tomatsuppe ved at bage det hele i ovnen, så jeg er sikker på, at ovnbagt græskarsuppe smager mindst lige så godt 🙂
Hvor længe skal græskarret bage? Og skrællen skal ikke med i suppe?
Dorit – Jeg har denne her opskrift på ovnbagt græskarsuppe, som du måske kan bruge som inspiration 🙂
https://madenimitliv.dk/ovnbagt-graeskarsuppe-bedste-opskrift/
Kan man godt lave opskriften helt færdig om morgenen, og så varme det op om aftenen? Eller skal man vente med fløde til om aftenen?
Susan – Du kan sagtens lave suppen helt færdig om morgenen (eller dagen før) inkl. fløde og så bare opvarme den ved servering. Bliver den lidt for tyk ved genopvarmning, kan du spæde med en smule vand eller bouillon 🙂