Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Ovnbagte rodfrugter deluxe.

8 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Svinekød, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Vi elsker ovnbagte rodfrugter herhjemme. Det er nemt, sundt, billigt og lækkert tilbehør og denne her udgave med honning, sennep og timian er regelmæssigt på bordet i løbet af efteråret og vinteren. I dag syntes jeg dog, at der skulle ske noget nyt. Under vores juleture til London, har jeg nemlig stiftet bekendtskab med endnu en forrygende lækker variant af de bagte rodfrugter og den går slet og ret under kælenavnet “all the trimmings”.

Begrebet “all the trimmings” kan være lidt svært at definere, men det kan sådan lidt frit oversættes til “noget som er tilsat ekstra mange ting, for at gøre det endnu mere specielt/godt”. På dansk kan begrebet vel sammenlignes lidt med, når vi juleaften får and eller flæskesteg “med det hele” og så er de fleste af os jo godt klar over, hvad “med det hele” indebærer.

Denne her udgave af ovnbagte rodfrugter, som jeg har set og smagt som tilbehør til julemaden på diverse julebuffet’er i England, er virkelig med “all the trimmings”. I mangel af bedre har jeg dog valgt at kalde retten for ovnbagte rodfrugter deluxe og lidt luksus er der altså over det. Sådan et fad fyldt med skønne, bagte rodfrugter er jo altid lækkert, men endnu bedre bliver det, når man opdager, at der også befinder sig fine, små pølser i baconsvøb imellem alle grønsagerne.

Nedenstående er opskrift er kun en vejledning og man bruger selvfølgelig bare de rodfrugter og/eller grønsager, som man har liggende og kan lide. Her tænker jeg især på rosenkålene, som for alvor har det med at dele vandene. Jeg selv er absolut ikke fan af rosenkål, men der sker altså noget med smagen, når de bliver bagt, så prøv evt bare med en håndfuld af de småbitte kålhoveder. De kan jo altid sorteres fra.

Hvorvidt der skal kartofler med i fadet, må være op til den enkelte, men de giver en god fylde og hvis man planlægger at spise rodfrugterne som hovedret – hvilket vi som regel gør hjemme hos os – så synes jeg næsten, at de skal være der. Jeg serverer gerne en grøn salat ved siden af, så her er virkelig tale om en menu med fokus på masser af grønt og et minimalt kødindtag, men selvfølgelig kan man også servere deluxe rodfrugterne som lækkert tilbehør til kød. Her kan jeg især anbefale stegt kylling og selvfølgelig kalkun, som man spiser til jul i England. Serverer man rodfrugterne som tilbehør, så kan man evt. justere mængden af cocktailpølser, så man ikke får en fornemmelse af at sidde og spise kød med kød på.

4,55 fra 11 stemmer

Ovnbagte rodfrugter deluxe

Samlet tid40 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr små kartofler
  • 4 pastinakker
  • 4 gulerødder
  • 100 gr rosenkål (kan udelades)
  • 2 rødløg
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk honning
  • 3 tsk tørret rosmarin el. timian
  • 1 pk bacon i skiver
  • 1 pk gode cocktailpølser
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne og skær den i halve medmindre de er meget små. Skræl pastinakker og gulerødder og skær dem i stave. Rens rosenkålene og halver de største. Skræl løgene og skær dem i kvarte. 
  • Kom alle grønsagerne i en stor frysepose. Rør olie og honning sammen og kom det i posen sammen med rosmarin/timian, salt og peber. Ryst posen godt, så det hele fordeles. 
  • Hæld grønsagerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og fordel dem, så de ligger i et enkelt lag. 
  • Skær baconskiverne i mindre stykker og omvikl cocktailpølserne med bacon. Læg pølserne med lukningen nedad ovenpå grønsagerne. Prik evt. pølserne let, inden de omvikles med bacon – så revner de ikke så nemt i ovnen. 
  • Sæt pladen i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca 25-30 minutter, indtil grønsagerne er gyldne og møre og baconstykkerne er lysebrune og sprøde. 
  • Anret grønsager og pølser i en skål og pynt evt. med lidt friskhakkede krydderurter. Server straks. 
Man kan variere rodfrugterne i det uendelige, så opskriften skal kun ses som en vejledning. Prøv også med rødbeder, søde kartofler, selleri, persillerødder og lign. Giver rosenkålene problemer, så udelad dem og erstat evt. med ekstra af de andre grønsager. 
Subscribe
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Tina Kyed
5 år siden

Hej
Jeg har med stor interesse set din opskrift på Ovnbagte rodfrugter deluxe.
Du beskriver at der skal sennep, honning og timian i, men i opskriften står er intet om
sennep.

Ser frem til at høre fra dig 🙂

Henrik
5 år siden

Ser lækkert ud. Den afprøver den i næste uge.
Dog tror jeg at jeg supplerer med søde kartofler – de er altid et hit her i huset når vi får ovnbagte rodfrugter.

Jannie
5 år siden

Kan der bruges rosenkål fra frost?

Dorthe
3 år siden

Hvor mange kcal er der i?