Pasta hører til blandt de helt simple, hurtige og lækre hverdagsretter i mange familier og sådan er det selvfølgelig også hjemme hos os. Jeg er således altid på jagt efter nye, skønne pastaopskrifter og for nyligt lod jeg mig inspirere til denne her pasta i tomatsauce med bacon hos Madling.dk. Den fineste madblog med masser af nem og lækker hverdagsmad til hele familien, hvor jeg ofte slår et smut forbi.
>> Se også mit indlæg med 20 lækre og nemme pastaopskrifter lige her.
Opskriften blev testet forleden aften og jeg kan allerede nu afsløre, at det er en pastaret, som er kommet for at blive på mit repertoire. Jeg tror seriøst, at det tog under 10 minutter at smække det hele sammen og så simrede tomatsaucen på komfuret, imens jeg kogte en portion pasta. Til sidst blev det hele vendt sammen i et fad og fik et drys friskhakket persille – det kunne også have været basilikum, oregano eller merian – og lidt friskhøvlet parmesan på toppen og så var vi klar til at spise.
Det ristede bacon i tomatsaucen giver en lækker, saltet og let røget smag, men bryder man sig ikke om bacon, så kan man i stedet bruge grofthakket chorizo eller pepperoni, som også afgiver en fin smag. Man kan desuden lave saucen med skinke eller kylling skåret i tynde strimler og selvfølgelig kan man også helt udelade kødet og “bare” vende pastaen sammen med den lækre, cremede tomatsauce. Og apropos cremet, så kan man udelade fløden og i stedet bruge ca 100 gr friskost naturel, som vendes i gryden og får lov til at smelte i saucen. Det trick bruger jeg indimellem, når jeg laver tomatsuppe og det giver altså en virkelig lækker og cremet konsistens til såvel suppe som tomatsauce.
Jeg serverede hjemmelavet hvidløgsbrød ved siden af den skønne pastaret. Der er i bund og grund tale om skiver af daggammelt franskbrød, som smøres med hvidløgssmør rørt med friskhakket persille. Herefter ristes brødet i ovnen, til smørret er smeltet og trukket ned i brødene. Nemt og lækkert og en oplagt måde at få brugt en rest halvtørt franskbrød på, men selvfølgelig kan man også bruge de færdiglavede hvidløgsflutes fra frost, hvis man synes. En god tomatsalat med frisk mozzarella eller feta, rå løg, olivenolie, basilikum, salt og peber ville også være oplagt som tilbehør til pastaretten. Den kan man jo meget passende bikse sammen, imens tomatsauce og pasta koger på komfuret.
Uanset hvad man finder på, så er her i hvert fald tale om noget nær verdens nemmeste pastaret, som med garanti vil blive et rigtigt familiehit blandt både store og små. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at den meget snart vil komme på menuen herhjemme igen og så har den jo den store fordel, at den primært indeholder ingredienser, som man som regel har liggende i køleskabet i forvejen. Og det vil faktisk sige, at det er hurtigere at lave pasta i cremet tomatsauce med bacon, end at ringe efter take away.
Pasta i cremet tomatsauce
Ingredienser
- 200 gr bacon i tern
- 1 løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 4 dl passata tomater (blendede tomater)
- 2 dl madlavnings- eller piskefløde
- 2 tsk tørret basilikum
- 2 tsk paprika
- 0,5 tsk sukker
- 500 gr pasta
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Opvarm en gryde og steg bacontern sprøde heri.
- Tilsæt hakket løg og hvidløg og sauter et par minutter.
- Tilsæt passatatomater, fløde, basilikum og paprika og lad saucen simre i ca 10 minutter. Smag herefter til med sukker, salt og peber.
- Kog pastaen efter anvisning på pakken og afdryp den. Vend herefter pastaen i tomatsaucen.
- Anret pastaen og server med brød og evt. høvlet parmesan på toppen.
- Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Retten kan også fryses.