Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Rabarbertærte med smuldredej.

0 kommentarer
Desserter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter, Rabarber opskrifter
Gå direkte til opskriften
Opskrift rabarbertærte med smuldredej i et tærtefad på et bord med 3 rabarber

Der ligger efterhånden ret mange opskrifter på lækre kager med rabarber her på Madenimitliv. Og her kommer sørme endnu en rabarberopskrift på en skøn rabarbertærte med smuldredej på en sprød mørdejsbund. Kagen smagte jeg første gang i en fabriks-fabrikeret udgave. Og den var så god, at jeg straks besluttede mig for at lave min egen, hjemmebagte udgave. Og her er så resultatet.

Rabarbertærte med smuldredej opskrift.

Jeg har tidligere lavet både rabarbertærter og rabarber crumble med smuldredej på toppen. Men af en eller anden grund havde jeg ikke tænkt på at kombinere de to, hvilket er en stor fejl, for det smager fantastisk.

Jeg serverede creme fraiche rørt sammen med vanilje og en smule sukker til rabarbertærten. Men flødeskum eller en kugle vaniljeis vil helt sikkert også være et hit. Især vil vaniljeis være oplagt, hvis man serverer rabarbertærte med smuldredej til dessert ovenpå en god middag.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer under opskriften.

3,88 fra 8 stemmer

Rabarbertærte med smuldredej

Hvile- og bagetid1 time
Samlet tid1 time 45 minutter
Antal: 10 stk

Ingredienser

Mørdej

  • 250 gr hvedemel
  • 125 gr koldt smør
  • 2 spsk sukker
  • ½ tsk salt
  • 5 spsk vand

Rabarberkompot

  • 400 gr rabarber
  • 200 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 spsk maizena
  • ½ dl vand

Smuldredej

  • 125 gr hvedemel
  • 100 gr koldt smør
  • 30 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • evt. mandelflager til pynt

Fremgangsmåde

  • Kom melet i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt salt, sukker og vand og saml hurtigt dejen med hænderne. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis det kniber.
  • Dejen kan også laves i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
  • Lad dejen hvile på køl i ca 30 minutter. Imens laves rabarberkompotten.

Rabarberkompot

  • Skyl rabarberne, skær dem i mindre stykker og kom dem i en gryde sammen med det vand, der hænger ved, samt sukker og vaniljesukker.
  • Bring gryden i kog og lad rabarberne koge i 10-15 minutter, indtil de koger ud.
  • Udrør maizena i ½ dl vand og rør blandingen i rabarberkompotten. Lad herefter kompotten koge i 1-2 minutter.
  • Tag gryden af komfuret og stil den til side.

Smuldredej

  • Udrul mørdejen på et meldrysset bord og læg den i en tærteform (ca 20-22 cm). Prik dejen jævnt med en gaffel.
  • Kom hvedemel og smør i en skål og smuldr smørret ud i melet, indtil det ligner revet parmesan. Tilsæt herefter sukker og vaniljesukker til smulderet.
  • Fordel den varme rabarberkompot på tærtebunden og drys smuldredej ovenpå kompotten. Pynt evt. med mandelflager på toppen.
  • Bag tærten ved 190 °C (varmluft) i 25-30 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
  • Lad tærten afkøle på bageristen, og server den lun eller kold med creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis.
  • Evt. rester kan gemmes i 2-3 dage og lunes inden servering. Tærten kan desuden fryses.

 

Se også – 

 

Gammeldags rabarbertærte

 

Rabarber crumble

 

Tips til opskriften.

Jeg jævner rabarberkompotten med maizena, og jeg anbefaler, at man ikke springer dette punkt over. Maizenaen gør rabarberkompotten lidt tykkere, så tærten bliver skærefast og kompotten ikke løber ud. Man sagtens jævne med kartoffelmel udrørt i vand i stedet for maizena, men vær OBS på, at rabarberkompotten IKKE må koge, efter at jævningen er tilsat, hvis man bruger kartoffelmel. Tag derfor altid gryden af varmen, inden jævningen tilsættes, og sæt ikke gryden tilbage på komfuret.

Jeg bruger halv mængde sukker ift. rabarber. Dvs. 200 gr sukker til 400 gr rabarber. Det er dog en smagssag, hvor sød eller syrlig man ønsker sin rabarberkompot. Derfor kan man evt. bruge lidt mindre sukker til at starte med, og efterfølgende smage den færdige kompot til med ekstra sukker.

Se også – Rabarberkage med marengs I Rabarbersaft I Rabarbergalette

Lækre variationer.

I starten af maj, hvor rabarberne er ved at være klar til brug, er det oplagt at lave en ren rabarberkompot. Men senere hen på sommeren, kan man lave lækre kombinationer ved at bruge en blanding af eksempelvis rabarber og jordbær eller andre lækre sommerfrugter. Lav også gerne en efterårsudgave med æblekompot og tilsæt evt. lidt stødt kanel til smuldredejen.

Skal der lidt ekstra fylde og knas til smuldredejen så erstat en del af hvedemelet med havregryn. Såvel finvalsede som grovvalsede havregryn kan bruges. I stedet for kun at drysse med lidt mandler på toppen kan man desuden tilsætte en håndfuld hakkede nødder eller mandler til selve smuldredejen.

Rabarbertærte med smuldredej kan uden problemer fryses. Så lav evt. tærten i god tid og frys den ned. Så skal den bare optøs, og lunes kort i ovnen inden servering.

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer