Jeg er vild med rabarber og jeg er vild med marengs. Så selvfølgelig er der ikke ret meget, der kan slå denne her skønne rabarberkage med marengs, som indeholder det bedste af begge ting. En lækker kagebund med sød-syrlige bidder af rabarber og et låg af sprød marengs på toppen. Helt perfekt til dessert eller en god kop kaffe og hvis man synes, så kan man også uden problemer servere kagen med en klat flødeskum, creme fraiche eller en kugle vaniljeis.
>> Se også min bedste opskrift på en skøn rabarberkage med marcipan lige her.
Faktisk har vi kun 2 rabarberplanter i haven, men de relativt små planter (jordbærrabarber) har efterhånden et par år på bagen og de vokser helt vildt. Jeg er over dem 2-3 gange om ugen, hvor jeg plukker løs for at få brugt så mange rabarber som overhovedet muligt. Men der er jo det med rabarber, at jo flere vi plukker, des flere kommer der. Snart skal jeg lave smuk, pink rabarbersaft og så har jeg også planer om bare at snitte nogle af stænglerne og komme dem i fryseren. Så er der til rabarbergrød og rabarberkager til vinter, hvilket bestemt heller ikke er dårligt.
Denne her rabarberkage kan sagtens laves i god tid inden servering, men den er bedst, når den er relativt nybagt. Står den mere end et døgns tid, så vil marengstoppen ikke længere være helt sprød. fordi marengsen suger fugt fra luften og begynder at “smelte”. Af samme grund er kagen ikke fryseegnet, da marengslaget bliver “vådt” ved optøning. Til gengæld er kagen jo ret nem og hurtig at lave og til forskel fra eksempelvis en bedstefars skæg kage, som skal bages over flere omgang, så skal denne her kun have en enkelt tur i ovnen.
Rabarber indeholder en del vand og derfor bliver kagen lækker svampet i midten. Men for at det ikke skal blive for meget, så kagen ender med at blive klæg, drysser jeg gerne rabarberne med kartoffelmel, som er medvirkende til at “tykne” væden fra rabarberne. Kagen kan også bages med andre former for frugt, fx jordbær, kirsebær, blommer, ferskner, æbler og lignende. Bruger man meget vandholdige frugter og bær, så vil jeg anbefale, at man drysser med lidt kartoffelmel, hvorimod man sagtens kan springe det over, hvis man eksempelvis bruger æbler eller pærer.
Rabarberkage med marengs
Ingredienser
- 100 gr blødt smør
- 75 gr sukker
- 2 æggeblommer
- 100 gr hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl mælk
Fyld
- 300 gr rabarber
- 2 spsk sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 spsk kartoffelmel
- 2 æggehvider
- 75 gr sukker
- mandelflager til pynt
Fremgangsmåde
- Kom smør og sukker i en skål og pisk det lyst og luftigt.
- Tilsæt æggeblommerne én ad gangen og pisk godt imellem hver.
- Bland hvedemel med bagepulver og rør halvdelen i dejen. Tilsæt mælk, rør rundt og kom til sidst resten af melet i dejen og rør godt rundt.
- Fordel dejen i en smurt form (ca 20-22 cm i diameter).
- Skyl rabarberne og skær dem i stykker á 1-2 cm. Kom rabarberne i en skål og drys med sukker, vaniljesukker og kartoffelmel. Rør godt rundt, så det hele fordeles.
- Fordel rabarberstykkerne ovenpå kagedejen i et jævnt lag.
- Pisk æggehviderne stive med en elmikser. Tilsæt sukker og pisk videre til en blank marengs.
- Fordel marengsen ovenpå rabarberne i formen og slut evt. med et drys mandelflager på toppen.
- Bag kagen ved 175 °C (varmluft) i ca 40 minutter, indtil marengslåget er gyldent og kagen er gennembagt. Husk at kagen vil være lidt "våd" i midten pga. saften fra rabarberne.
- Lad kagen afkøle og server evt. med flødeskum, creme fraiche eller en kugle is. Den er dog også god "au naturel".
- Kagen er bedst, når den er nogenlunde friskbagt. Pga. marengslaget på toppen er den ikke fryseegnet.
Husk at man også kan følge med via bloggens facebookside og finde opskrifterne i Maden i mit liv App. Appen er 100 % reklamefri og opdateres hver uge med nye opskrifter + ugens madplan. Og så er det nemt og hurtigt at gemme og finde favoritopskrifterne.
jeg har næsten den samme opskrift, fra et gammelt tillæg i et Bo Bedre blad. I den bliver rabarberne dog vendt i marengsen sammen med hakkede mandler eller hasselnødder inden den bliver lagt ovenpå kagen, jeg har fundet ud af at det er en fordel at plukke rabarberne 1-2 dage før og lade dem ligge udenfor,så de tørrer lidt. det har ingen betydning for smagen, og du har ret, den smager himmelsk
Tina – Den opskrift kender jeg vist ikke, men det lyder lækkert. Og god ide med at lade rabarberne udtørre ganske let, inden de bruges til kager 😀
Ej en virkelig lækker kage!!! Spiser altid masser af rabarbercrumble og rabarbertærte, så det her er helt klart en, jeg skal prøve af!! Mums
Cejanah
Cejenah – Dejligt at høre – rabarber og marengs er virkelig et hit 😀
Kan man bruge noget andet end kartoffelmel?
Pernille – Hmmm…. du burde kunne bruge 1 spsk hvedemel 🙂
Jeg har lavet kagen i dag med stor succes. Jeg brugte 1spsk fiber husk i stedet for kartoffelmel, og kagen blev fast og ensartet over det hele.
Ninna – Dejligt at høre – tak for tippet 😀
Kagen blev testet i går – virkelig lækker 🙂 Tak for mange gode opskrifter
Mette – Dejligt at høre og velbekomme 😀
Lyder lækkert. Skal afprøves i dag.
Vil forsøge at bruge hvid hvede i stedet for alm hvedemel.
God weekend 💥
Tanja – Det burde ikke være noget problem at udskifte hvede med hvid hvedemel 😀
Har prøvet opskriften flere gange, men bliver hver gang meget flydende i midten – både med rund og firkantet form. Følger ellers opskrift korrekt. Nogen der kan få den helt gennembagt?
Gitte – Det kan have noget med rabarbersorten at gøre – nogle rabarber indeholder mere væde end andre. Du kan evt. bruge lidt færre rabarber. Jeg har også hørt, at hvis man lader rabarberne ligge i ca 24 timer, efter de er plukket, inden man bruger dem, så indeholder de en smule mindre saft. Men derudover tænker jeg, at du evt. kan prøve at give kagen lidt længere tid i ovnen 🙂